Gammeldansk – helt kort

Gammeldansk kalder man det danske sprog i middelalderen. De ældste gammeldanske kilder, der er bevaret, stammer fra omkring år 1100. Kort efter år 1500 sker der et skifte i skriftsproget, som gør det rimeligt at afgrænse den gammeldanske periode dér. Helt præcist defineres Gammeldansk Ordbogs periode som 1100-1515. I løbet af de 400 år ændrede det danske sprog sig afgørende. Vi kender kun skriftsproget, men man må gå ud fra, at omfattende ændringer i stavemåderne afspejler nye udtaler. De største forandringer sker i midten af 1300-årene. Sproget i kilderne fra før ca. 1350 kaldes ældre middeldansk til forskel fra yngre middeldansk, der dækker resten af den gammeldanske periode.

Ældre middeldansk har et rigt bøjningssystem, og mange af periodens gloser er ukendte i moderne dansk eller har fået en ny betydning. Stavningen minder på mange punkter om moderne svensk og norsk.

Yngre middeldansk har et bøjningssystem, der er næsten som i moderne dansk. Ordforrådet er i vidt omfang kendt endnu i dag. Stavningen varierer meget fra tekst til tekst. Generelt ligger håndskrifterne fjernere fra moderne dansk end trykkene.

Gammeldansk og moderne dansk

På nogle punkter kan man “oversætte” det gammeldanske skriftbillede til moderne dansk ved hjælp af nogle ret enkle omsætningsregler. Reglerne, eller forslagene, skal tages med et vist forbehold; men de dækker de mest grundlæggende forskelle mellem gammeldansk og moderne dansk. Bogstavets placering i den gammeldanske glose kan være afgørende for, hvordan det skrives i dag. I tabellen bruges bindestreg som symbol for et eller flere bogstaver, fx betyder th-, at th står først i ordet. Er bindestregen omgivet af parenteser betyder det, at der er flere muligheder, fx betegner -c(-), at c kan stå sidst eller midt i et ord, og a(e) betyder a eller ae.

I listen indgår ikke bogstaver som udtryk for tal (romertal); de skal findes i den særlige liste over romertal nedenfor.

Romertal

Gammeldanske tekster på Tekstnet