Persenober og Konstantianobis

Litteraturhistorisk baggrund

Dronningen er forelsket i en fransk prins, som hun holder skjult på slottet! Det lyder som moderne ugebladsjournalistik. Men det kunne også være begyndelsen på et referat af historien om Konstantianobis og hendes udkårne Persenober. Fortællingen har været kendt og elsket i hele Europa gennem flere hundrede år. I dag kan den læses på nettet, sådan som den for 500 år siden blev nedskrevet i håndskriftet K 47.

Indholdsoversigt

Handlingsgang

Hovedhandlingen i Persenober og Konstantianobis er de to elskendes genvordigheder, før de endelig forenes i ægteskab. Historien følger først Konstantianobis. I mangel af sønner udpeger kongen af Konstantia sin yngste datter, den højt begavede og trolddomskyndige Konstantianobis, til sin efterfølger. En konge må landet dog have, og Konstantianobis finder frem til en passende ægtemand, Persenober, der er søstersøn af den franske konge. Ved magi ledes han til Konstantianobis, som tilbyder ham ægteskab på den betingelse, at de i et halvt år skal tilbringe nætterne sammen, men hemmeligt, i kyskhed, og uden at han må se hende. Han accepterer vilkårene. Deres specielle samliv afbrydes to gange, fordi Frankrig angribes af hedninger, og med Konstantianobis' hjælp drager Persenober tilbage og overvinder sit fædrelands fjender. Anden gang giver hans mor ham en ring, der kan gøre hans elskede synlig for ham. Trods sit løfte får han hende da at se, og hun bliver rasende over hans svig, som skal straffes med døden. Imidlertid får hendes søster Frago smuglet ham ud af landet. I syv år lever han som vanvittig i skovene, mens Konstantianobis sørger over ham. Da kræver en hedensk konge at få hende til ægte; ellers vil han ødelægge hendes land. Nødtvungent går hun ind på kravet og sender Frago til bejleren for at aftale brylluppet. På rejsen møder Frago Persenober, som hun helbreder for hans vanvid, og hun får Konstantianobis til at tilgive ham. Men inden de to elskende mødes, bliver han taget til fange af hedninger, og imens går bryllupsforberedelserne i gang. Det lykkes ham at komme fri, og under falsk navn deltager han i turneringerne op til brylluppet. Han besejrer alle og hugger højre arm af Konstantianobis' bejler. Da genkender Frago ham, og omsider kan de elskende mødes, nu i fuld offentlighed. Persenober vælges til konge, efter at hans ædle byrd og tapre bedrifter er blevet kendt. Historien ender lykkeligt med festligt bryllup.

Personer

Der er mange personer i Persenober og Konstantianobis, men kun tre er navngivne, og de omtales nærmere nedenfor. Resten er bipersoner uden individuelle træk. En del af dem hjælper hovedpersonerne, mens andre optræder som deres modstandere. I begge tilfælde er deres vigtigste funktion at bringe fortællingen videre.

Konstantianobis

Den indledende præsentation af Konstantianobis nævner som hendes væsentligste karaktertræk skønhed og intelligens. Hun er yngste datter af en mægtig, men sønneløs konge, der udser hende til sin efterfølger på grund af hendes uovertrufne klogskab. I den "sorte skolæ" lærer hun "konster" (vers 23-26), dvs. trolddom, som hun siden gør god brug af (fx vers 122-126). Da hun har efterfulgt sin far på tronen, kræver hendes rådgivere, at hun finder en ægtefælle, der kan blive konge. Dernæst er initiativet hendes. Ved hjælp af sine magiske kundskaber vælger hun Persenober som et passende parti: Han er af kongelig slægt, smuk og høvisk i sin fremtoning. Trods sin forelskelse sætter hun strenge betingelser for ægteskabet: et halvt års samliv i kyskhed, uden at han kan se hende (vers 337-360). Foruden hans troskab sætter hun også hans tapperhed og evner som hærfører på prøve i den periode. Da han svigter sit løfte til hende, bryder hun sammen i vrede og sorg (vers 767-778). Dermed er hendes handlekraft knust. Knuget af sit tab overlader hun initiativet til andre og benytter ikke mere sin trolddomskunst. Hun reagerer opgivende, da hun og hendes rige trues af hedninger (vers 917-938). Ved sin søsters indgriben bliver hun forsonet med Persenober og tilgiver ham. Straks blusser hendes forelskelse op (vers 1107-1112). Utålmodig har hun kun tanke for at blive forenet med sin elskede.

Persenober

Persenober præsenteres som en mægtig junker, nært beslægtet med den franske konge. Han er ikke alene fornem, men også "fower" 'smuk' og "dygdelige", dvs. dygtig, tapper og hæderlig, moralsk uangribelig (vers 115). I mange henseender lever han op til ridderidealet: Han går på jagt og sejler (bl.a. vers 142-148), han kæmper dristigt og dygtigt (fx vers 1316-1323), optræder belevent i fornemt selskab (bl.a. vers 1027-1048), bevarer sin kyskhed trods alle fristelser (fx vers 295-302) og tager fromt sit liv af Guds hånd (vers 228-232). Men initiativrig er han ikke, og længe lader han sig styre af kvinder. Han underkaster sig uden videre Konstantianobis' planer, indtil hans mor vækker hans tvivl og giver ham midler i hænde til at bryde aftalen med den elskede (vers 669-692). Siden bliver det Konstantianobis' søster Frago, der bestemmer over hans liv. Hans eftergivenhed er motiveret dels af høflighed, dels af kærlighed, men udarter til svaghed i det øjeblik, han svigter sit løfte (vers 747-764). Han angrer sit fald og soner sin skyld med syv års elendighed. Trods alle genvordigheder fastholder han sin kærlighed til Konstantianobis. Da det virkelig gælder, tager han endelig sagen i egen hånd og kæmper for at vinde sin brud. Hans ridderlige optræden både i turneringen og ved taflet beviser, at han er hende værdig.

Frago

Konstantianobis' søster Frago optræder først sent i fortællingen, nemlig efter Persenobers svig (vers 806). Hun karakteriseres som "dygdelig", altså moralsk uangribelig (vers 809), og da hun har erkendt Persenobers ædle egenskaber, beslutter hun at redde ham trods Konstantianobis' befaling. I denne sag er hun klogere end sin begavede søster, og det er hendes gentagne indgriben, der sikrer de to elskendes forening. Trods sin handlekraft vælger hun ikke selv sin ægtefælle, men lader sig glad bortgive til Persenobers kampfælle (vers 1570-1581).

Miljøer

Næsten hele fortællingen udspiller sig i kongelige kredse. Især skildres den ødsle pragt omkring Konstantianobis. Hendes skib er udstyret med guld, silke og ædelsten (bl.a. vers 165-184), og på hendes slot er alt overdådigt: Borddækningen, belysningen, musikken, serveringen og sengeklæderne udgør en værdig ramme om et forfinet hofliv med komplicerede regler (vers 213-292). Fuldt udfoldes disse høviske ritualer ved banketten efter ridderturneringen (vers 1426-1503), hvor selv det mere private samvær er præget af anstand og udsøgt høflighed. Persenobers liv ved det franske kongehof er baggrunden for, at han ubesværet opfylder kravene til høvisk optræden: Han omgås kultiveret med hoffets damer (fx vers 331-336), ligesom han ivrigt dyrker de ridderlige idrætter jagt og sejlads (vers 1199-1202). Ved hoflivets ypperste manddomsudfoldelse, turneringen, udmærker han sig gentagne gange (vers 1285-1323).

I modsætning til det royale miljø omtales andre samfundsklasser yderst kortfattet. Sømandslivet nævnes som en upassende beskæftigelse for Persenober (vers 848-852), og den udstødte underklasse behandles endnu mere summarisk (vers 891-892). Om beskaffenheden af det fangetårn, hvor Persenober spærres inde (vers 1167-1232), hører vi intet.

Det er i mange henseender et eventyrunivers, der fremstilles i Persenober og Konstantianobis, fjernt fra middelalderens virkelighed. Her er fortryllede skibe og slotte med usynlige tjenere, her bliver en kongedatter, oven i købet den yngste, regent efter en langvarig uddannelse, hun vælger selv sin ægtefælle, og ægteskabet bygger på kærlighed. Slutningen overtrumfer senere tiders eventyr: Hovedpersonerne lever ikke bare lykkeligt til deres dages ende, efter døden bor de hos Gud i himmerig.

Fortæller

Straks i første vers af Persenober og Konstantianobis møder vi fortælleren som et anonymt jeg, og gennem hele beretningen indskyder han af og til sine kommentarer. Han forsikrer om sin troværdighed (fx vers 56), henviser til, hvad der tidligere er meddelt (bl.a. vers 1324), vælger at udskyde stof (fx vers 903) og udreder, hvad der ville være sket, hvis ikke personerne havde handlet, som de gør (bl.a. vers 744-746). Personernes indre liv er han fuldt bekendt med (fx vers 314), selvom han ikke altid meddeler sin viden; ganske raffineret overlader han længe til læseren at gætte, hvordan det egentlig hænger sammen med Persenobers eventyrlige færd til det fortryllede slot (vers 139-302). De gentagne henvendelser til læseren giver beretningen et præg af mundtlig fortælling (fx vers 1092), og med de direkte spørgsmål drages vi aktivt ind i historien (bl.a. vers 275).

Fremstillingsformer

Fortælletempoet i Persenober og Konstantianobis er skiftende. De mange bredt skildrede situationer (fx vers 955-1016) bindes sammen af kompakte referater (bl.a. vers 25-26). Gennemgående er beretningen ret omstændelig, og næsten en tredjedel af teksten er direkte tale. De fleste replikker er relativt korte, på mellem et og syv vers (fx vers 770-772). Som regel indledes den direkte tale med en anførende sætning, et inquit, fx "then jomfrv swared hanum obenbaræ" (vers 511). Især i dialoger kan inquit dog undværes (bl.a. vers 309-310). Også tanker gengives i replikform (fx vers 1461-1463). Indirekte tale bruges især til ganske korte udsagn (bl.a. vers 506), men er ikke særlig hyppig. Enkelte steder glider indirekte tale over i replik (fx vers 663-668), uden at funktionen af denne konstruktion er ganske klar.

Versemål: knittelvers

Middelalderens poesi på dansk er skrevet i et versemål, der kaldes knittelvers. Ordet er ligesom verseformen importeret fra tysk. Dets første led betyder knippel og betegner her noget simpelt, knudret. I knittelverset er kun de trykstærke stavelser metrisk relevante, mens antallet af tryksvage stavelser varierer. Hvert vers har fire, sjældnere tre tryktoppe. Konstituerende for knitteldigtningen er enderimet, altså lydlig og/eller grafisk overensstemmelse mellem to versslutninger, regnet fra og med sidste trykstærke vokal. På dette punkt er tolerancen ret stor, eller anderledes udtrykt: Der er ikke helt få dårlige rim. Inden for knitteldigtningen forekommer forskellige rimstillinger. Enklest og hyppigst er parrimet, hvor to vers umiddelbart efter hinanden rimer (a-a). Formen kan varieres ved en vekslen mellem en- og tostavelsesrim, altså vers med mandlig henholdsvis kvindelig udgang. Mere kompliceret er krydsrimet, hvor fire vers bindes sammen ved, at første og tredje vers rimer ligesom andet og fjerde (a-b-a-b). I mere raffinerede krydsrim skiftes mellem mandlig og kvindelig udgang, ofte sådan, at vers med enstavelsesrim har fire tryktoppe, vers med tostavelsesrim tre. Helt op til seks vers kan rime indbyrdes i knitteldigtningen, idet første og andet vers rimer i lighed med fjerde og femte, mens tredje og sjette rimer og derved holder sammen på de seks vers (a-a-b-c-c-b). Efter sin brug i den kirkelige liturgi kaldes denne rimform ofte sekvensstrofen. Endelig findes enklere former for rimbrug, hvor nogle vers slet ikke indgår i rim, fx første og tredje vers i en gruppe på fire, hvis andet og fjerde vers rimer (x-a-y-a).

Stil

Stilen i Persenober og Konstantianobis er bestemt af digtets metriske ramme, som sætter snævre grænser for de sproglige udfoldelser. Eposet er formet i parrimende knittelvers, der næsten gennemført har fire tryktoppe. Rimenes kvalitet er gennemgående god, og kun et par steder glipper rimet helt: Efter vers 1247 må der mangle et vers, og efterskriften slutter abrupt uden rimord til tekstens sidste vers. Også rimet "ledh" - "i gien" (vers 1360-1361) tyder på, at teksten er kommet i uorden. Ytringerne er altovervejende på et vers eller et verspar, altså to vers, der rimer. Kun sjældent er der disharmoni mellem ytring og metrum som vers 188-189, hvor en helsætning omfatter to ikke-rimende vers. De korte ytringer afføder en enkel sætningsstruktur med relativt få ledsætninger; de fleste ledsætninger fylder et vers eller mindre. For at rimene kan falde på plads, er det undertiden nødvendigt med usædvanlige konstruktioner som "jet torn stort" i stedet for et stort tårn (vers 214). Infinitiver er gode rimord, og derfor anvender teksten ofte modalomskrivninger i stil med "jen fattige swin hørde mon jech wæræ" 'en fattig svinehyrde monne jeg være' (vers 319). Mange af rimordene og rimene optræder gentagne gange, og en del udtryk har karakter af formler, fx "medh æræ" (bl.a. vers 284), "then edelæ mand" (bl.a. vers 146) og tiltaletypen "myn kieræ jomfrv" (bl.a. vers 309). Mange af disse stereotyper har som deres væsentligste funktion at understrege det høviske miljø med dets fornemme persongalleri og kultiverede omgangsformer.

Sprog

Den sprogform, der præger Persenober og Konstantianobis i det stockholmske håndskrift K 47, svarer i alt væsentligt til det gængse sprog i håndskrifter fra omkring år 1500, se vejledningen Om at læse gammeldansk. Enkelte stavemåder er specifikt jyske, fx det meget almindelige "jen" en og ø'et i "løste" læste (vers 104).

Tema

Hovedtemaet i Persenober og Konstantianobis er kærligheden mellem mand og kvinde, som den udvikler sig fra den første gensidige betagelse gennem prøvelse, svigt, adskillelse og forsoning frem til den endelige forening i ægteskabet. Undervejs ændres relationen mellem de to parter. Til at begynde med har kvinden overtaget, og manden underkaster sig hendes skrappe betingelser. Han gør oprør og straffes af den krænkede kvinde. Begge lider de under den langvarige adskillelse, men ved den forberedes også deres forening: Han soner sin skyld, og hun bliver i stand til at tilgive ham. Derefter forholder hun sig passivt, om end utålmodigt afventende, mens han målrettet kæmper for at besejre mulige rivaler. Da dette gængse mønster er etableret, kan de indgå ægteskab. I kærlighedsforviklingerne og kønsrelationerne realiseres det kristne grunddrama: Den oprindelige uskyldstilstand i harmoni brydes af syndens oprør, som straffes og sones, hvorefter tilgivelsen muliggør den fulde realisation af kærligheden. Kun i de første faser har magien hjemme, mens lidelsen og lidenskaben må gennemleves uden snilde kneb.

Ridderidealerne

I Persenober og Konstantianobis repræsenteres ridderidealerne i vidt omfang af Persenober. Den nødvendige forudsætning for en ridderlig løbebane er en fornem afstamning, gerne i en rig slægt. Derefter følger opdragelsen ved et hof. Færdighederne i kamp, ridderskabets centrale opgave, omfatter både tvekamp og ledelsen af en hel hær. Mod sine overvundne modstandere er ridderen grum, når de fortjener straf, højmodig, når han står over for en ædel ridder, der er hans venskab værdig. Over for sine mænd er han gavmild.

Krigerens barske adfærd afbalanceres af høflig hensynsfuldhed over for de fornemme kvinder. Blandt dem indtager den elskede naturligvis en helt særlig rolle. Det er for at vinde hendes gunst, ridderen kæmper, og han skylder hende betingelsesløs lydighed. Det krav kan Persenober ikke leve op til. Derfor forstødes han, både fra Konstantianobis og fra hele det ridderlige miljø. Først efter mange års lidelser og en række turneringssejre er han værdig til at indgå ægteskab med hende (vers 1402-1409). Kongeværdigheden fortjener han, fordi han ikke alene har kæmpet for at vinde sin dame, men også for kristendommen ved at undertvinge hedninger. Det er karakteristisk, at de to motiver glider over i hinanden, da der skal argumenteres for valget af Persenober som konge (vers 1514-1539).

Den europæiske baggrund for Persenober og Konstantianobis

Den danske Persenober og Konstantianobis er ikke noget nationalt produkt. Værket er ét element i et vidtforgrenet net af oversættelser og bearbejdelser af en fransk roman fra 1100-tallet, Parténopeus de Blois . Noget direkte forlæg for den danske tekst kendes ikke. På en række punkter minder den om en islandsk prosagengivelse af Partenopeus-fortællingen, Partalopa saga. Det har ført til teorien om, at de begge skulle bygge på en gammelnorsk oversættelse af den franske roman. Imidlertid er der ikke bevaret andre nordiske gengivelser af teksten end den danske og den islandske, og lighederne mellem dem opvejes af betydelige forskelle.

Da vi ikke kender forlægget for den danske Persenober og Konstantianobis, kan det ikke afgøres, i hvilket omfang der er tale om en bearbejdelse eller en oversættelse. Ophavsmanden til det danske værk er ukendt, og de teorier, der har været fremsat om hans eller hendes identitet, er spekulationer. Om tilblivelsestidspunktet er vi bedre underrettet: I efterskriften dateres digtet til 1484 (vers 1589-1590), hvad der ikke er grund til at betvivle. Teksten i håndskriftet K 47 fra ca. 1500, som er den ældste bevarede, er utvivlsomt en afskrift.

Høvisk litteratur

Som høvisk betegner man den litteratur, der blev skrevet ved og for de europæiske fyrstehoffer i 1100-tallet og de følgende århundreder. Ordet høvisk er indlånt fra nedertysk og er afledt af hof; oprindelig betegner det, hvad der er passende ved hoffet, ganske ligesom høflig. I sit udspring er det altså en aristokratisk litteratur, der ikke bare skulle underholde, men også skabe forbilleder for overklassens mænd og kvinder. Den har sine rødder i den sydfranske troubadourdigtning med dens ophøjede kvindebillede og opfattelse af kærligheden som altomfattende, eksklusiv og gerne rent åndelig passion. Til kærlighedslyrikken kom snart episke digte og hele lærebøger i høvisk adfærd. Stoffet til de høviske fortællinger er hentet fra mange kilder, både den antikke litteratur og de mundtligt overleverede heltesagn fra store dele af Europa. I ridderkulturen blev den høviske litteratur et vigtigt element. Riddervæsenet opstod i 1100-tallet, da kirken fastlagde ceremonielle og etiske rammer for aristokratiets specielle livsstil; ved at idealisere og kultivere krigeroverklassen søgte kirken at tæmme dens voldsudøvelse, så at den blev underlagt kristendommens krav om næstekærlighed.

Efter de bevarede kilder at dømme blev den høviske litteratur først gengivet på dansk meget sent, nemlig fra midten af 1400-tallet. I de dansksprogede værker, vi kender, er det aristokratiske præg temmelig afsvækket. Skridtet til folkelig underholdning er ikke langt.

Ridderromaner på dansk

Den episke ridderdigtning blev udbredt over hele Vesteuropa og nåede også til Danmark. Fra middelalderen kendes en lille gruppe dansksprogede værker. Den lange prosafortælling om Karl Magnus eller Karl den Store er overleveret i et håndskrift fra 1480 og blev siden trykt adskillige gange. Helt op i 1800-tallet var værket folkelæsning. Standardudgaven er Karl Magnus' Krønike udgivet for Universitets-Jubilæets danske Samfund af Poul Lindegård Hjorth, 1960.

De øvrige danske ridderfortællinger fra middelalderen er alle på vers. I håndskriftet K 4 er en enkelt, Ivan Løveridder, overleveret (udgivet i Romantisk Digtning fra Middelalderen, ved C.J. Brandt, bind 2, 1870, s. 129-288). Sammen med de øvrige fem gamle versromaner indgår værket i håndskriftet K 47, som i sin helhed er udgivet af Studér Middelalder på Nettet. I manuskriptets rækkefølge er det:

  • Ivan Løveridder
  • Hertug Frederik af Normandi
  • Dværgekongen Laurin
  • Persenober og Konstantianobis
  • Den kyske dronning
  • Flores og Blanseflor

Overlevering

Den tidligst kendte tekst af den danske Persenober og Konstantianobis findes i stockholmhåndskriftet K 47 fra ca. 1500. Sjuskefejl i teksten tyder afgjort på, at der er tale om en afskrift. Det underbygges af, at den ældste bevarede trykte udgave fra 1572 har læsemåder, som efter al sandsynlighed er oprindelige og går tilbage til et fælles forlæg for K 47 og trykkene. Blandt disse passager er den mest iøjnefaldende et helt vers, der mangler i K 47, men dårligt kan undværes, fordi det indeholder rimordet til vers 1247). Også efterskriften er mere komplet og afrundet i 1572-udgaven end i K 47. I en tilføjelse til efterskriften fra 1572 nævnes den første trykte udgave, som angives at være udkommet i 1560. Endnu et tryk er overleveret fra 1500-tallet, men titelbladet er tabt, og det kan ikke dateres præcist. Fra 1600-tallet kendes ingen udgaver, men sandsynligvis er værket blevet genoptrykt i dette århundrede; i hvert fald er der bevaret et tryk fra år 1700. Tekstens karakter og overleveringshistorie har sikret den en plads blandt de danske folkebøger, dvs. de gamle romaner, der blev læst af den brede befolkning igennem et par århundreder.

K 47 og Persenober og Konstantianobis

I håndskriftet K 47 i Kungliga biblioteket i Stockholm står Persenober og Konstantianobis midt blandt nært beslægtede tekster. Håndskriftets seks værker tilhører alle den høviske litteratur. I det episke knitteldigts form hylder de ridderskabets idealer. Deres rækkefølge er antagelig tematisk bestemt: I de tre første tekster står riddernes kampe mere centralt end i de tre sidste, hvor kærligheden er det altdominerende tema. Denne sidste afdeling indledes af Persenober og Konstantianobis.

Litteratur om Persenober og Konstantianobis

Persenober og Konstantianobis omtales ligesom høvisk litteratur i alle større danske litteraturhistorier og i opslagsværker om middelalderen:

  • Carl S. Petersen og Vilhelm Andersen: Illustreret dansk Litteraturhistorie bind 1, 1929, s. 119-122.
  • Oluf Friis: Den danske Litteraturs Historie bind 1, 1945, s. 184-188.
  • Gustav Albeck i Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder bind 13, 1968, sp. 197-198.
  • Søren Kaspersen, Sigurd Kværndrup, Lars Lönnroth og Thorkil Damsgaard Olsen: Dansk litteraturhistorie bind 1, 1984, s. 467-475.
  • Pil Dahlerup: Dansk litteratur: Middelalder. 2. Verdslig litteratur, 1998, s. 247-274.
  • Britta Olrik Frederiksen: "Ridderromaner", i: Levende ord & lysende billeder. Den middelalderlige bogkultur i Danmark: Katalog, 1999, s. 48-49.
Specielt om Persenober og Konstantianobis findes følgende:
  • Romantisk Digtning fra Middelalderen, ved C.J. Brandt, bind 2, 1870, s. 35-86. Udgave af teksten efter Stockholm K 47.
  • A. Trampe Bödtker: Parténopeus de Blois. étude comparative des versions islandaise et danoise (Videnskabs-Selskabets Skrifter. II. Hist.-filos. Kl. 1904 No. 3), Christiania 1904.
  • Danske Folkebøger fra 16. og 17. Aarhundrede, ved J.P. Jacobsen, Jørgen Olrik og R. Paulli, bind 6, 1925. Udgave af teksten efter Stockholm K 47 s. 149-207, indledning til Érket s. XXVII-LXIII, tekstkritik (herunder sammenligning med trykkene fra 1572 og 1700) s. 388-416, kommentarer s. 416-448 og bibliografi s. 511-513. Supplement til tekstkritikken i bind 13, 1936, s. 133-134.

Se desuden