© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Riddere og dværge i kamp om magt og ære har altid været en god historie. Gennem mere end tre hundrede år slugte danskerne fortællingen om dværgekongen Laurin, der var mægtigere og rigere end nogen menneskelig konge, indtil den navnkundige Didrik af Bern udfordrede ham ved at ødelægge hans smukke rosengård. I dag kan historien læses på nettet, sådan som den blev nedskrevet i håndskriftet K 47 omkring år 1500.
Handlingen i Dværgekongen Laurin sættes i gang af en samtale ved Didrik af Berns hof. Den unge ridder Vidrik roser begejstret sin herre, kong Didrik, frem for alle andre. Uden direkte at kritisere Vidriks vurdering fortæller den erfarne mester Hillebrand om dværgen Laurin, der er umådelig rig og regerer over mange fyrster; særlig berømt er han for sin smukke rosengård. Den beretning gør Didrik rasende. Hans kongelige ære er nemlig truet i og med, at der findes en endnu mægtigere hersker. Derfor knuser han rosengården, som er det mest provokerende symbol på Laurins magt. Laurin opfatter ødelæggelsen som et angreb på hele sin position, så da Didrik tilbyder ham økonomisk erstatning, er han afvisende; kun ved kamp kan han genoprette sin ære. Takket være sine magiske evner besejrer den lillebitte dværg den tapre, kampvante Vidrik. Også den stærke Didrik ville han have overvundet, hvis ikke Hillebrand havde hjulpet sin konge med kloge råd. Da Laurin er fældet, redder han sit liv ved at fortælle om en jomfru, han har bortført til sit bjerg. Kun hvis Didrik skåner hans liv, kan pigen blive fri. Hendes bror, Tellov, er en af Didriks mænd, og da Didrik ville trodse Laurins trussel og dræbe ham, overfalder Tellov sin herre for at redde søsteren. Hillebrand stifter fred mellem alle parter, og Laurin må underkaste sig Didrik. For at fejre forliget indbyder dværgen ridderne til fest i sit bjerg. Svigefuldt skænker han sovedrik i bægrene, så han kan binde sine gæster. Mens han sammenkalder sine folk, befrier jomfruen sammen med sin bror Didrik og ridderne. De besejrer og dræber alle dværgene, også Laurin. Med stort bytte drager de hjem.
Der optræder ganske få personer i Dværgekongen Laurin, og de repræsenterer i vidt omfang forskellige typer. Her gennemgås de i den rækkefølge, teksten nævner dem.
Didrik af Bern opfører sig i det store og hele, som en konge bør. Det siges ligefrem, at han “allæ tid war twctelig” (vers 108), og i tekstens univers er tugt indbegrebet af den passende opførsel. Ved at leve op til normen for kongelig adfærd sikrer Didrik sin ære, som han altid er ivrig efter at befæste. Han er kampberedt, stærk og stolt, helt uden frygt. Hans selvsikkerhed kan dog udarte til hovmod eller overmod (vers 174-177). Overmodet udspringer af en undervurdering af hans modstander, som han i øvrigt behandler høfligt, undtagen når vreden overmander ham. Over for Laurins magi kommer hans kræfter til kort, og kun ved at lytte til sin kloge rådgiver kan han besejre dværgen (vers 487-623). Det afsluttende drab på Laurin er brutalt (vers 867-872), om end forståeligt som reaktion på Laurins forræderi og brug af trolddom. For sine tro riddere er Didrik en ansvarsfuld og lydhør, men også krævende leder, som ikke viger tilbage for hån (vers 208-211). Om hans religiøsitet hører vi ikke meget, kun at han tillidsfuldt tager imod, hvad han tror er en engel fra Gud (vers 236-237).
Vidrik Verlandsøn optræder ved Didriks hof som hans varmeste beundrer. Han omtales gennemgående som “kiøn”, dvs. tapper (fx vers 25), og han har vældig lyst til at indlægge sig ære i kamp. Men han kan hurtigt tabe modet (vers 196-207) og er nok tilbøjelig til at prale. Videre kløgtig er han ikke (vers 252-267), og hans lidt naive karakter får et komisk skær, da han forveksler Laurin med en engel (vers 228-235). Komisk er også situationen, hvor han hænger bundet i et træ (vers 448-449 og 558-571).
I den indledende præsentation af Hillebrand nævnes hans krigsbedrifter, men i teksten trækker han kun sit sværd for at stifte fred (vers 680-695). Hans beretning om Laurin vækker Didriks ærgerrighed, men er snarere ment som en påmindelse om, at også kongens magt har sine grænser; i hvert fald advarer han mod at drage til rosengården og tirre dværgekongen (vers 93-104). Selv om Didrik fornærmer ham ved at tvivle på sandheden i hans beretning, redder han kongen i kampen mod Laurin (vers 576-595). Her udnytter Hillebrand sin viden om dværgens magiske evner og sin logiske begavelse, mens hans klogskab og retfærdighedssans viser sig i den fredsslutning, han bringer til veje. Hans tillid til Laurins æresord gør ham blind for faren ved at modtage dværgens indbydelse. Da ridderne først er i Laurins rige, slår hans klogskab ikke til over for dværgens snuhed og trolddomskræfter.
Ved digtets begyndelse giver Hillebrand en skildring af dværgekongen Laurin, der bekræftes i fortællingens løb. Som en rigtig eventyrdværg bor han i et bjerg og er meget lille, omkring en halv meter høj. Trods hans lidenhed overgår hans rigdom, magt og styrke alt, hvad der kendes fra menneskenes verden. Han fører sig frem “medh æræ” (fx vers 335) som en ridderlig konge; det er påfaldende, at kun han og hans hof karakteriseres som høviske (fx vers 239). Som det ypperste udtryk for sin formåen har han skabt den underdejlige rosengård, der blomstrer året rundt og alene er beskyttet af en silketråd. Kun magi kan frembringe noget så vidunderligt, og også Laurins sejre i kamp bygger på hans trolddomskræfter. Bag pragten lurer brutaliteten. Af de formastelige, der bryder ind i rosengården, kræver han højre fod og venstre hånd. Han er ikke bleg for at bortføre en jomfru - og værst af alt: han bryder sit æresord for at hævne sit nederlag. Denne pinlige detalje forbigår han, da han fortæller sine lensmænd om sammenstødet med Didrik og hans mænd (vers 775-790). Hans død er grum, men ikke ufortjent.
Tellov eller Ditlev, som den moderne form af navnet lyder, er en af Didriks riddere. Stillet i en vanskelig valgsituation sætter han loyaliteten mod sin slægt højere end troskaben over for sin herre. Laurin får ham over på sin side ved at love at frigive hans bortførte søster, og da angriber han mod al ridderlig ære sin konge (vers 648-679). Efter fredsslutningen opfatter Laurin ham som en mulig allieret: Tellov får ikke sovedrik, men lukkes inde sammen med sin søster (vers 738-743). Tilskyndet og hjulpet af hende befrier han ridderne (vers 809-852).
Den bortførte jomfru, der optræder uden navn, bliver riddernes redning. Hun gennemskuer Laurins forræderiske plan og får sin bror til at befri de fangne riddere (vers 809-846). Det kan kun lykkes takket være hendes indsigt i magi.
Fra først til sidst bevæger Dværgekongen Laurin sig i kongelige kredse. Didriks hof i Bern skildres kun glimtvis, men vi får dog indtryk af megen pragt: der er guld på Didriks hjelm, sadlerne er forgyldte, karrene af sølv. Ved bordet føres samtaler om ridderlig dåd og kongelig ære. Fortællingerne ægger til nye bedrifter (vers 13-161).
Laurin omgiver sig med endnu større pragt. I rosengården udstiller han sin rigdom og magt. Dens røde roser blomstrer sommer og vinter, dens porte er af guld, og den er smykket med ædelsten (vers 83-92). Ironisk nok bliver den dejlige have først benyttet til sit formål, hvile og afslapning, da den er ødelagt, og det er heste, der nyder dens blomster (vers 218-227). Sin lille krop og sin diminutive hest har Laurin prydet med guld, ædelsten og elfenben (vers 268-329). Om hans hjem i bjerget hører vi ikke meget, for fortælleren giver op over for alle dets herligheder af guld med ædelsten; kun bordet af krystal og elfenben beskrives (vers 726-746). Mens indretningen med fadebur og stue svarer til menneskeverdenen, er belysningen i bjergets mørke indre af magisk art (vers 827-832).
Fortælleren træder flere gange frem som et jeg, der kommenterer beretningen. Han henvender sig til læseren, undertiden med spørgsmål om, hvad der mon nu vil ske (bl.a. vers 810). Han henviser til, hvad der tidligere er meddelt (fx vers 15), foregriber, hvad der vil komme (bl.a. vers 176-177), vælger at udskyde stof (fx vers 44), forsikrer om fremstillingens troværdighed (bl.a. vers 298), udtaler formodninger (fx vers 535) og udreder, hvad der ville være sket, hvis ikke personerne havde handlet, som de gør (bl.a. vers 614-623). Den fortrolighed, der på den måde skabes mellem fortæller og læser, kulminerer i den afsluttende bøn, hvor begge parter omfattes af et vi.
Fortællerytmen i Dværgekongen Laurin er gennemgående rolig, og digtet domineres af situationer, hvor personernes replikker gengives bredt. Mere end 40% af teksten er replikker. I omfang varierer de fra et enkelt vers (fx vers 237) til den anseelige længde af 42 vers (vers 63-104). De fleste replikker indledes med en anførende sætning, et inquit, i stil med “hillebrand ropte och sawde saa” (vers 492). Ved at udelade inquit opnår digteren en mere flydende fremstilling, og denne raffinerede, men også krævende form er ret hyppig (se fx vers 433-447). Som direkte tale bringes også personernes tanker (vers 541-543). Indirekte tale er langt sjældnere og bruges især hen mod afslutningen af digtet, hvor fortælletempoet stiger (fx vers 712-713). Her refereres det store slag mellem dværgene og ridderne helt kort, mens de forudgående tvekampe mellem Laurin og først Vidrik, siden Didrik, blev gengivet bredt med citater af kombattanternes opildnende skældsord.
Middelalderens poesi på dansk er skrevet i et versemål, der kaldes knittelvers. Ordet er ligesom verseformen importeret fra tysk. Dets første led betyder knippel og betegner her noget simpelt, knudret. I knittelverset er kun de trykstærke stavelser metrisk relevante, mens antallet af tryksvage stavelser varierer. Hvert vers har fire, sjældnere tre tryktoppe. Konstituerende for knitteldigtningen er enderimet, altså lydlig og/eller grafisk overensstemmelse mellem to versslutninger, regnet fra og med sidste trykstærke vokal. På dette punkt er tolerancen ret stor, eller anderledes udtrykt: der er ikke helt få dårlige rim. Inden for knitteldigtningen forekommer forskellige rimstillinger. Enklest og hyppigst er parrimet, hvor to vers umiddelbart efter hinanden rimer (a-a). Formen kan varieres ved en vekslen mellem en- og tostavelsesrim, altså vers med mandlig henholdsvis kvindelig udgang. Mere kompliceret er krydsrimet, hvor fire vers bindes sammen ved, at første og tredje vers rimer ligesom andet og fjerde (a-b-a-b). I mere raffinerede krydsrim skiftes mellem mandlig og kvindelig udgang, ofte sådan, at vers med enstavelsesrim har fire tryktoppe, vers med tostavelsesrim tre. Helt op til seks vers kan rime indbyrdes i knitteldigtningen, idet første og andet vers rimer i lighed med fjerde og femte, mens tredje og sjette rimer og derved holder sammen på de seks vers (a-a-b-c-c-b). Efter sin brug i den kirkelige liturgi kaldes denne rimform ofte sekvensstrofen. Endelig findes enklere former for rimbrug, hvor nogle vers slet ikke indgår i rim, fx første og tredje vers i en gruppe på fire, hvis andet og fjerde vers rimer (x-a-y-a).
Stilen i Dværgekongen Laurin er bestemt af digtets metriske ramme, som sætter snævre grænser for de sproglige udfoldelser. Eposet er formet i parrimende knittelvers, der som regel har fire tryktoppe, men af og til kun tre (fx vers 647). Rimenes kvalitet er gennemgående god i forhold til knitteldigtningens almindelige standard, og derfor kan man med ret stor sikkerhed regne med afskriverfejl de tre steder, hvor rimet glipper helt (vers 90, 165 og 754). Disse metriske forhold præger stilen på alle niveauer. Ytringerne er altovervejende på et vers eller et verspar, altså to vers, der rimer. Kun sjældent er der disharmoni mellem ytring og metrum, som det fx sker vers 78-79, hvor en helsætning omfatter to ikke-rimende vers. De korte ytringer afføder en enkel sætningsstruktur med relativt få ledsætninger; de fleste ledsætninger fylder et vers eller mindre. For at rimene kan falde på plads, er det undertiden nødvendigt med usædvanlige konstruktioner som “jen konning rig” (vers 17) i stedet for en rig konge. Infinitiver er gode rimord, og derfor anvender teksten ofte modalomskrivninger, fx “han mon thesse talæ røræ” (vers 809). Mange af rimordene og rimene optræder gentagne gange, og en del udtryk har karakter af formler. Hyppigt brugt er fx “medh æræ” (bl.a. vers 56), der kan knyttes til næsten alle personerne, mens “jen ridder myghet kiøn” er forbeholdt Vidrik (bl.a. vers 144). Ved at se på udtrykkene for et begreb som rigdom kan man fornemme, hvordan digtet veksler mellem formel og variation. Netop beskrivelserne af kostbarheder er et væsentligt element i den høviske stil ligesom skildringerne af personernes klædedragt og omgangsformer. Takket være dem hensættes læseren til riddermiljøet.
Den sprogform, der præger Dværgekongen Laurin i håndskriftet K 47, svarer i alt væsentligt til det gængse sprog i håndskrifter fra omkring år 1500, se vejledningen Om at læse gammeldansk. Enkelte stavemåder er specifikt jyske, fx “jen” en og enstavelsesformer som “trad” trådte (vers 219), hvor skrivere fra andre egne af riget ville have haft to stavelser.
Det er ikke uden grund, at digtet går under dværgekongen Laurins navn, for handlingen er koncentreret om hans skæbne. Da fortællingen tager sin begyndelse, er hans tilværelse karakteriseret ved en uovertruffen magt, pragt og rigdom. Enhver modstand knuser han brutalt ved hjælp af sine magiske evner. Men i det øjeblik, de erkendes, bliver han overvundet. Han underkaster sig kun på skrømt for at forberede sin hævn og er villig til at bryde sit æresord for at genvinde sin position. At hans plan ikke lykkes, skyldes en kvinde, der har gennemskuet hans karakter og kender det magiske grundlag for hans magt. I åben kamp nedkæmpes han let og lider en død så ynkelig, som en forræder og troldmand har fortjent. Han personificerer den magt og rigdom, der bygger på magi og svig. I det øjeblik hans sande karakter erkendes, kan han overvindes.
Om Didrik af Bern hedder det, at “han wilde offte stride gierne” (vers 20), og tilsvarende om hans mænd, at de “stridhæ wilde for frweræræ / for inghen mand the baræ faræ” (vers 22-23). Hermed er hele grundlaget for ridderideologien givet: ridderen er en kriger, der kæmper for at forsvare kvinder og i enhver situation er blottet for frygt. Han drager gerne ud i verden for at vinde ære ved dristige eventyr, og det er en slem hån at få karakteristikken “thu matte sa gierne hiemme weræ” (vers 209). Sin modstander viser han respekt, sine kammerater troskab, sin herre hengivenhed. Den pragt, han omgiver sig med, er et udtryk for hans status, og det samme gælder hele hans opførsel: ynde, skønhed og høflighed kendetegner ridderen i lige så høj grad som styrke, behændighed og mod. Også for kvinder findes en æreskodeks, men i Dværgekongen Laurin er det feminine element ikke meget fremtrædende. Den enlige repræsentant for kønnet har end ikke noget navn, skønt det er hendes initiativ, viden og klogskab, der redder alle ridderne. I korte øjeblikke tillader Dværgekongen Laurin sig at anskue ridderne humoristisk: Vidrik hænger ynkeligt og dingler i et træ, mens den afgørende tvekamp udspilles for hans øjne (vers 448-49 og 558-571), og Didriks kæmpekræfter går ud over en sten, da han rammer ved siden af sin vævre modstander (vers 527-531).
Den danske Dværgekongen Laurin er ikke noget originalt værk, men bygger på et oprindelig sydtysk epos, formentlig fra midten af 1200-tallet. Digtet er en sen udløber af de gamle og vidt udbredte fortællinger om Didrik af Bern, hvis - meget spinkle - historiske kerne går tilbage til Theoderik den Store (ca. 456-526). Han var østgotisk konge med sæde i Norditalien, og til hans navn knyttedes efterhånden en lang række sagn og digte; de danske folkeviser om Didrik af Bern og hans mænd er et sent skud på denne stamme. Versfortællingen om Didriks kamp med Laurin blev meget populær i Tyskland allerede i 1300-tallet, det blev gengivet i forskellige tyske dialekter og udsat for en række bearbejdelser. I 1480 blev det trykt som en del af Heldenbuch, en berømt udgave af tyske heltedigte, der blev genoptrykt talrige gange.
Selv om der er bevaret mange tyske versioner af digtet om Laurin, kendes det direkte forlæg for den danske tekst ikke. Sandsynligvis er den en ret fri bearbejdelse af et mellemtysk digt. Hvem der står bag den danske version, ved vi ikke, men især rimene tyder på, at den blev til i 1400-tallet; fx rimer “saa” (ældre sva) på “traa” (ældre thrath), vers 202-203. Den ældste bevarede danske tekst, som findes i håndskriftet K 47, er utvivlsomt en afskrift.
Som høvisk betegner man den litteratur, der blev skrevet ved og for de europæiske fyrstehoffer i 1100-tallet og de følgende århundreder. Ordet høvisk er indlånt fra nedertysk og er afledt af hof; oprindelig betegner det, hvad der er passende ved hoffet, ganske ligesom høflig. I sit udspring er det altså en aristokratisk litteratur, der ikke bare skulle underholde, men også skabe forbilleder for overklassens mænd og kvinder. Den har sine rødder i den sydfranske troubadourdigtning med dens ophøjede kvindebillede og opfattelse af kærligheden som altomfattende, eksklusiv og gerne rent åndelig passion. Til kærlighedslyrikken kom snart episke digte og hele lærebøger i høvisk adfærd. Stoffet til de høviske fortællinger er hentet fra mange kilder, både den antikke litteratur og de mundtligt overleverede heltesagn fra store dele af Europa. I ridderkulturen blev den høviske litteratur et vigtigt element. Riddervæsenet opstod i 1100-tallet, da kirken fastlagde ceremonielle og etiske rammer for aristokratiets specielle livsstil; ved at idealisere og kultivere krigeroverklassen søgte kirken at tæmme dens voldsudøvelse, så at den blev underlagt kristendommens krav om næstekærlighed.
Efter de bevarede kilder at dømme blev den høviske litteratur først gengivet på dansk meget sent, nemlig fra midten af 1400-tallet. I de dansksprogede værker, vi kender, er det aristokratiske præg temmelig afsvækket. Skridtet til folkelig underholdning er ikke langt.
Den episke ridderdigtning blev udbredt over hele Vesteuropa og nåede også til Danmark. Fra middelalderen kendes en lille gruppe dansksprogede værker. Den lange prosafortælling om Karl Magnus eller Karl den Store er overleveret i et håndskrift fra 1480 og blev siden trykt adskillige gange. Helt op i 1800-tallet var værket folkelæsning. Standardudgaven er Karl Magnus’ Krønike udgivet for Universitets-Jubilæets danske Samfund af Poul Lindegård Hjorth, 1960.
De øvrige danske ridderfortællinger fra middelalderen er alle på vers. I håndskriftet K 4 er en enkelt, Ivan Løveridder, overleveret (udgivet i Romantisk Digtning fra Middelalderen, ved C.J. Brandt, bind 2, 1870, s.129-288). Sammen med de øvrige fem gamle versromaner indgår værket i håndskriftet K 47, som i sin helhed er udgivet af Studér Middelalder på Nettet. I manuskriptets rækkefølge er det:
Den tidligst kendte tekst af den danske Dværgekongen Laurin findes i stockholmhåndskriftet K 47 fra ca. 1500. Sjuskefejl i teksten tyder afgjort på, at der er tale om en afskrift, og det underbygges af, at de trykte udgaver af værket har læsemåder, som efter al sandsynlighed er oprindelige og går tilbage til et fælles forlæg for K 47 og trykkene. Til disse læsemåder hører to hele vers, der mangler i K 47, men dårligt kan undværes, fordi de indeholder rimord til bevarede vers (nemlig vers 165 og 754). Det ældste bevarede tryk stammer fra 1588, og op til omkring år 1800 kendes 15 udgaver. Titelbladene til disse tryk fremhæver det underholdende indhold, og alene udgavernes mængde viser, at Dværgekongen Laurin har været populær læsning; den regnes da også til de danske folkebøger, dvs. de gamle romaner, der blev læst af den brede befolkning igennem et par århundreder.
Håndskriftet K 47 i Kungliga biblioteket i Stockholm har Dværgekongen Laurin som tredje tekst efter Ivan Løveridder og Hertug Frederik af Normandi. Disse to versromaner hører til kernen i den høviske litteratur i Norden og er langt mere karakteristiske for ridderkulturen end Dværgekongen Laurin. Det er også de tre digte, der følger efter fortællingen om dværgen. Med sin atypiske hovedperson og sine humoristiske indslag kan den virke som et pusterum mellem de mere højtidelige ridderdigte, en oplevelse, der forstærkes af, at Dværgekongen Laurin er markant kortere end de øvrige tekster i håndskriftet. Men slægtskabet med resten af manuskriptet er også iøjnefaldende: alle værkerne er episke knitteldigte, der hylder de samme ridderidealer.
Dværgekongen Laurin omtales ligesom høvisk litteratur i alle større danske litteraturhistorier og i opslagsværker om middelalderen:
Specielt om Dværgekongen Laurin findes følgende: