© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
"Den jomfru læste for ham romans, en bog som så hedder på fransk" – sådan beskrives aftenunderholdningen på en ridderborg et sted i Ivan Løveridder (vers 4685f). Og det kunne udmærket være netop fortællingen om Ivan, der blev læst højt for borgherren. Den lange versroman opnåede stor popularitet i middelalderen, og den har også mange kvaliteter: livlige skildringer af drabelige kampe mod frygtindgydende uhyrer veksler med følelsesladede scener, hvor ædelmod, venskab og kærlighed folder sig ud, undertiden afbrudt af pikante eller humoristiske optrin. Også til dansk blev det berømte værk oversat, og i dag findes det danske digt på nettet, sådan som det blev nedskrevet i håndskriftet K 47 omkring år 1500. Man kan læse mere om teksten her.
Efter en prolog om de legendariske helte kong Artus og Karl Magnus begynder fortællingen ved Artus' hof. Her fortæller ridderen Kalgrevans om sin seneste dåd. Han kom til en fortryllet kilde, hvor han uforvarende fremkaldte et frygteligt uvejr med jordskælv. Straks efter kom kildens herre, hertug Vadian, og udfordrede ham til tvekamp. Kalgrevans blev besejret og måtte drage hjem uden sin hest.
For at hævne sin slægtning Kalgrevans' forsmædelige nederlag drager Ivan til kilden, hvor han overvinder Vadian. Letsindigt forfølger han sin dødeligt sårede modstander ind på hans borg. Her skjules han af borgfruens tjenestepige Luneta, som han tidligere har hjulpet. Hun giver ham en magisk ring, der gør ham usynlig. Uden selv at blive set iagttager han Vadians smukke enke og bliver heftigt forelsket. På hans bøn overbeviser Luneta sin frue om, at hun må gifte sig igen for at beskytte sit land. En stærkere ridder end Vadians overmand findes næppe, og da hertuginden har sikret sig, at Ivan er af ædel byrd – og har set den smukke unge mand – kan brylluppet stå med rådets og ridderskabets accept.
Kort efter kommer Artus med sine mænd, bl.a. Ivans slægtning og nærmeste ven Gavian. De overtaler Ivan til at drage med på nye eventyr. Det accepterer hans hustru, men kun på den betingelse, at han skal være tilbage efter et år. Tiden går lystigt med turneringer og kampe, og Ivan glemmer alt om sit løfte. Men da året er omme, kommer hustruens sendebud og undsiger den troløse Ivan foran hele Artus' hof.
Ivan bliver vanvittig og lever som et dyr, indtil han genkendes af en tidligere undersåt, en fornem frue, som helbreder ham. Da han er kommet til kræfter, forsvarer han fruen mod en brutal fjende. Efter sejren drager han straks videre og bliver vidne til en voldsom kamp mellem en løve og en drage. Han redder løven, som slutter sig til ham med ubrydelig troskab og inderlig hengivenhed.
På deres videre færd kommer de to til den fortryllede kilde. Ved gensynet gribes Ivan af fortvivlelse og overvejer selvmord. Men da kalder Luneta på ham. Hun er fanget i et kapel nærved, anklaget for at have forrådt sin frue ved at foreslå ægteskabet med Ivan. Næste dag skal hun brændes på bålet, medmindre en ridder vil kæmpe for hende mod drosten og hans to brødre. Det vil Ivan selvsagt, men først skal han finde et sted at overnatte. Han kommer til en borg, hvor der råder dyb sorg, fordi en grusom kæmpe har bortført borgherrens sønner og truer med at dræbe dem næste morgen, hvis ikke han får datteren i bytte. Også i den sag lover Ivan at optræde som de uskyldiges forsvarer. Sammen med sin løve fælder han kæmpen og iler straks videre til Luneta. I sidste øjeblik får han standset henrettelsen og går i kamp. Løven kommer ham til hjælp, drosten falder, og hans to brødre trækker anklagen mod Luneta tilbage. Hun forsones med sin frue, Ivans hustru, som takker den ukendte Løveridder. Han afviser hendes tilbud om pleje for at drage videre. Luneta følger ham på vej og lover at arbejde for en forsoning mellem ham og hustruen.
I nærheden opstår der en arvestrid mellem to søstre. Den ældste, som har tiltaget sig hele arven, kræver, at striden afgøres ved kamp. Hver af søstrene skal stille med en ridder, og den vindende part skal have arven. Selv får hun Gavian til at stride for sig, og lillesøsteren udser sig Løveridderen som sin forkæmper. Men først skal han findes, og det lykkes langt om længe for hendes pige. Ivan lover beredvilligt at gå ind i sagen, men opholdes på rejsen. Uforvarende kommer han til den afskyelige Pineborg, hvor kvindelige slavearbejdere på sultegrænsen tvinges til at forarbejde kostbare stoffer. Fortjenesten får to djævle, som har bemægtiget sig borgen. De udfordrer Ivan til kamp, og takket være løven lykkes det ham at dræbe dem. Efter kvindernes frigivelse skynder han sig videre for at hjælpe den yngste søster. Tvekampen mellem ham og Gavian, der begge optræder incognito, er så lige, at de nær slår hinanden ihjel. Først da mørket hindrer videre kamp, giver de sig til kende for hinanden og forsones straks. Artus afsiger da dom i arvesagen, som ender med en retfærdig afgørelse.
Da Ivans sår er lægt, gribes han af længsel efter sin hustru. Alene, kun ledsaget af sin løve, drager han atter til kilden. Luneta må udfolde al sin klogskab for at forsone sin frue med Ivan, men endelig kan de to elskende forenes. Med Lunetas bøn for de to ægtefæller slutter fortællingen.
I 1302 blev det norske kongepars datter, den lille prinsesse Ingeborg, forlovet med den svenske konges bror, hertug Erik Magnusson. For at hædre sin tilkommende svigersøn iværksatte Norges dronning Eufemia en oversættelse til svensk af høvisk litteratur. I løbet af en halv snes år blev tre vidt udbredte ridderromaner gendigtet på svenske vers, foruden Herr Ivan også Hertig Fredrik av Normandie og Flores och Blanzeflor. Langt senere, i sidste halvdel af 1400-tallet, blev de svenske Eufemiaviser, som de kaldes, oversat til dansk.
Eufemia var af nordtysk fyrsteslægt, og det formelle forbillede for Eufemiaviserne er den tyske episke digtning på knittelvers. Inspirationen gælder både rim, rytme og formelinventar. I Norden er Eufemiaviserne det ældste kendte eksempel på denne type poesi, der kom til at præge litteraturen i tre århundreder.
Stoffet til de tre digte er hentet vidt omkring. Fortællingen om Ivan og hans tro følgesvend, løven, går tilbage til en versroman af den franske digter Chrétien de Troyes fra sidste halvdel af 1100-tallet. Foruden det franske digt har den svenske bearbejder benyttet en norsk prosaversion. Hvem der foretog omplantningen af de tre høviske romaner til svensk, ved vi ikke, men sandsynligvis har det været en og samme person.
Middelalderens poesi på dansk er skrevet i et versemål, der kaldes knittelvers. Ordet er ligesom verseformen importeret fra tysk. Dets første led betyder knippel og betegner her noget simpelt, knudret. I knittelverset er kun de trykstærke stavelser metrisk relevante, mens antallet af tryksvage stavelser varierer. Hvert vers har fire, sjældnere tre tryktoppe. Konstituerende for knitteldigtningen er enderimet, altså lydlig og/eller grafisk overensstemmelse mellem to versslutninger, regnet fra og med sidste trykstærke vokal. På dette punkt er tolerancen ret stor, eller anderledes udtrykt: der er ikke helt få dårlige rim. Inden for knitteldigtningen forekommer forskellige rimstillinger. Enklest og hyppigst er parrimet, hvor to vers umiddelbart efter hinanden rimer (a-a). Formen kan varieres ved en vekslen mellem en- og tostavelsesrim, altså vers med mandlig henholdsvis kvindelig udgang. Mere kompliceret er krydsrimet, hvor fire vers bindes sammen ved, at første og tredje vers rimer ligesom andet og fjerde (a-b-a-b). I mere raffinerede krydsrim skiftes mellem mandlig og kvindelig udgang, ofte sådan, at vers med enstavelsesrim har fire tryktoppe, vers med tostavelsesrim tre. Helt op til seks vers kan rime indbyrdes i knitteldigtningen, idet første og andet vers rimer i lighed med fjerde og femte, mens tredje og sjette rimer og derved holder sammen på de seks vers (a-a-b-c-c-b). Efter sin brug i den kirkelige liturgi kaldes denne rimform ofte sekvensstrofen. Endelig findes enklere former for rimbrug, hvor nogle vers slet ikke indgår i rim, fx første og tredje vers i en gruppe på fire, hvis andet og fjerde vers rimer (x-a-y-a).
Som høvisk betegner man den litteratur, der blev skrevet ved og for de europæiske fyrstehoffer i 1100-tallet og de følgende århundreder. Ordet høvisk er indlånt fra nedertysk og er afledt af hof; oprindelig betegner det, hvad der er passende ved hoffet, ganske ligesom høflig. I sit udspring er det altså en aristokratisk litteratur, der ikke bare skulle underholde, men også skabe forbilleder for overklassens mænd og kvinder. Den har sine rødder i den sydfranske troubadourdigtning med dens ophøjede kvindebillede og opfattelse af kærligheden som altomfattende, eksklusiv og gerne rent åndelig passion. Til kærlighedslyrikken kom snart episke digte og hele lærebøger i høvisk adfærd. Stoffet til de høviske fortællinger er hentet fra mange kilder, både den antikke litteratur og de mundtligt overleverede heltesagn fra store dele af Europa. I ridderkulturen blev den høviske litteratur et vigtigt element. Riddervæsenet opstod i 1100-tallet, da kirken fastlagde ceremonielle og etiske rammer for aristokratiets specielle livsstil; ved at idealisere og kultivere krigeroverklassen søgte kirken at tæmme dens voldsudøvelse, så at den blev underlagt kristendommens krav om næstekærlighed.
Efter de bevarede kilder at dømme blev den høviske litteratur først gengivet på dansk meget sent, nemlig fra midten af 1400-tallet. I de dansksprogede værker, vi kender, er det aristokratiske præg temmelig afsvækket. Skridtet til folkelig underholdning er ikke langt.
Den episke ridderdigtning blev udbredt over hele Vesteuropa og nåede også til Danmark. Fra middelalderen kendes en lille gruppe dansksprogede værker. Den lange prosafortælling om Karl Magnus eller Karl den Store er overleveret i et håndskrift fra 1480 og blev siden trykt adskillige gange. Helt op i 1800-tallet var værket folkelæsning. Standardudgaven er Karl Magnus' Krønike udgivet for Universitets-Jubilæets danske Samfund af Poul Lindegård Hjorth, 1960.
De øvrige danske ridderfortællinger fra middelalderen er alle på vers. I håndskriftet K 4 er en enkelt, Ivan Løveridder, overleveret (udgivet i Romantisk Digtning fra Middelalderen, ved C.J. Brandt, bind 2, 1870, s. 129-288). Sammen med de øvrige fem gamle versromaner indgår værket i håndskriftet K 47, som i sin helhed er udgivet af Studér Middelalder på Nettet. I manuskriptets rækkefølge er det:
Den danske oversættelse af Ivan Løveridder kendes fra to håndskrifter, begge nu på Kungliga biblioteket i Stockholm, hvor de har signaturerne K 4 og K 47. Teksterne afviger noget fra hinanden, men går sandsynligvis tilbage til samme oversættelse, der af sproglige grunde må henføres til sidste halvdel af 1400-tallet. Småfejl, fx mindre overspringelser, afslører teksten i K 47 som en afskrift. Kun et enkelt sted, efter blad 10, findes en større lakune, svarende til indholdet af ét blad. To skrivere har arbejdet med teksten; skriverskiftet findes på blad 49v midt i vers 2717.
Epilogen meddeler, at den norske dronning Eufemia i 1303 lod romanen oversætte fra fransk til "vort mål"(vers 6329-6338). Det er den svenske tekst, der er tale om, og der fortælles intet om oversættelsen til dansk. Som afslutning følger en bøn for ham, der gjorde bogen, og for dem, der hører den læst op.
I håndskriftet K 47 i Kungliga biblioteket i Stockholm står Ivan Løveridder blandt nært beslægtede tekster. Håndskriftets seks værker tilhører alle den høviske litteratur. I det episke knitteldigts form hylder de ridderskabets idealer. Deres rækkefølge er antagelig tematisk bestemt: i de tre første tekster står riddernes kampe mere centralt end i de tre sidste, hvor kærligheden er det altdominerende tema. Ivan Løveridder, der er håndskriftets længste digt og mere end dobbelt så langt som noget af de øvrige, har fået hæderspladsen allerforrest.
Ivan Løveridder omtales ligesom høvisk litteratur i alle større danske litteraturhistorier og i opslagsværker om middelalderen:
Specielt om Ivan Løveridder findes følgende: