Både nr. 97 og 98 er at opfatte som udkast fra abbed Vilhelms side, som aldrig er blevet ratificerede. Denne bedømmelse hviler ikke alene på brevenes ufuldkomne form og overlevering - hvis Vilhelmbrevet havde haft gyldighed, skulde man vente at finde en afskrift 1 Esrombogen - men også på den evidente modstrid, der på et væsentligt punkt består mellem Walbert- og Vilhelmbrevet. Ifølge Walbertbrevet skulde klostret i Æbelholt som erstatning for den tiendefrihed, Esrom kloster nød i Tjæreby sogn, have bispetienden af landsbyen Lystrup, der af Absalon var stillet til rådighed til det formål. I Vilhelmbrevet ordnes problemet på den måde, at Esrom opgiver sin tiendefrihed i sognet mod, at Vilhelm videretransporterer bispetienden af Lystrup til Esrom. Den endelige ordning blev en helt tredie løsning.

Af de to udkast må Walbertbrevet være det, der først er ført i pennen. Det fremgår af en formulering som denne: Parochiam eorum ac terras nisi per colonos suos (!) possidendas nullatenus nos [Valbertus] intrare spospondimus. Formuleringen er ukoncis, og Vilhelm begår den lapsus, at han glemmer, at han taler på abbeden af Esroms vegne. I Vilhelmbrevet træder meningen derimod kort og klart frem, nemlig: quod [brødrene i Esrom] de cetero in parochia predicta terram nisi per colonos possidendam non adquirant, d.v.s. den jord, som Esrom for fremtiden erhverver i sognet, må kun dyrkes af landboer, der ikke omfattes af Esroms tiendefrihed, således også Hal Koch, De ældste danske Klostres Stilling (Hist. Tidsskr. 10. rk. III) s. 556. Når Koch dog i samme sammenhæng skriver, at striden endte med et af begge abbeder tiltrådt forlig, (»Esrom beholder Tienden af de pågældende Besiddelser, men som Erstatning skænker Absalon Kannikerne Tienden af Byen Lundstorp«), så er det, som man ser, en gengivelse af Walbertbrevet, men i modstrid med Vilhelmbrevet.

De to udkast kan ikke repræsentere det endelige forlig. I sig selv har striden principielt ikke drejet sig om Esroms grangiefrihed, men om dets ret til at forvandle fire torper, som det ejede i Tjæreby sogn, fra landbojord til tiendefri grangiejord, cf. udtrykket i Vilhelmudkastet: in usus suos in damnum nostrum conuerterant samt den i sig selv uklare formulering i Walbertudkastet efter opregningen af de fire torper: terrarum quatuor solidorum. Her kan hverken være underforstået in semine eller in censu - det vilde udgøre et alt for ubetydeligt jordtilliggende - men det må forstås således, at landboerne i disse torper, inden de blev forvandlet til grangier, har ydet fire ørtug korn i tiende til Tjæreby kirke.

Begge parter har i striden kunnet påberåbe sig deres privilegier, Esrom til Sane laborumformlen i privilegiet 1178 2. november, nr. 76, og Æbelholt til formuleringen i nr. 95, der lød på, at det havde ret til al tiende af Tjæreby sogn. Som nævnt i indledningen til nr. 79, kan man formode, at Absalon har været medvirkende ved formuleringen af dettes pertinensformel. Ved at stille bispetienden af Lystrup til rådighed har han overladt til parterne selv at finde frem til en kompromisløsning i en i sig selv uklar retssituation.

Den ordning, man sluttelig er enedes om, foreligger ikke i brevform, men afspejler sig sikkert i senere tiders ejendomsforhold. Omkr. 1370 ses Æbelholt kloster at sidde inde med bispetienden af Lystrup, Roskildebispens jordebog s. 144, og af Æbelholtbogen (omkr. 1450) fremgår, at det ejer torperne Tuekøb, Sponholt (Spånild) og Skuerød, SRD. VI 159. Den fjerde torp, Svenstorp eller Stry, nævnes kun i disse to udkast og må senere være blevet nedlagt. Med andre ord, konflikten er endt med, at Æbelholt har beholdt bispetienden og har købt eller på anden måde erhvervet de nævnte torper fra Esrom.

Sagligt set er det påfaldende, hvor megen vægt Vilhelm lægger på, at Esrom ikke spærrer ham adgang til vejen mod Tuekøb ved at nægte ham at færdes over ladegården Sponholts (Spånilds) område. Æbelholt kloster ejede os bekendt ikke jordegods heromkring.

De to udkast må være affattet efter nr. 95, der direkte påberåbes, og inden 1192, da Absalon opgav bispestolen i Roskilde.