Til herren af Reims angående de Franskes dronning, der lever i landsforvisning ved Cysoing.

Idet jeg for en kort stund tager mig den dristighed, vil jeg tale til min herre uden hverken at fordriste mig i ubesindighed eller i forsagthed at vige tilbage eller betænke mig. Teglslageren vil ikke forsmå mig sit affald, pottemageren ikke sit lille kar, håndværkeren ikke sine hænders arbejde. Han vil ikke forsmå, siger jeg, hverken ham, der jamrer eller sørger - ham, hvem han har ophøjet og givet en fortrinsstillingN - ej heller hende, der søger og vinder sig fortjeneste. En sørgelig historie, ikke en fabel, er det jeg fremfører; over for den bør både det velvillige sind vise medfølelse og den veldædige hånd yde trøst. Der findes hos os en kostelig perle, som trædes under fode af mennesker, men æres af englene, en værdig kongelig skat, værdig til kongeslottet, værdig til himmelen, nemlig dronningen, som i klostret ved CysoingN holdes i et slags fængsel, bliver trykket af armod og er sendt i landsforvisning. Vi begræder hendes skæbne, til Gud overlader vi hendes skæbne og sagens udfald. Thi hvem har et sådant hjerte af jern, et bryst af sten, et indre af stål, at han ikke bliver bevæget over så stor en modgang, bliver rørt af en berømmelig ung kvinde af kongelig byrd, udrustet med udmærkede sæder, beskeden under samtaler, i sandhed fin i sine gerninger; i lighed med den ambrosianskeN jomfru har hun et skønt ansigt, men er skønnere i troen, ung af år, men gammel af forstand, jeg havde nær sagt modnere end Sara, visere end Rebekka, yndigere end Rachel, frommere end Anna, mere kysk end SusannaN. Af dem, som plejer at diskutere kvinders skikkelser, regnes hun hverken for at have mindre skønne former end Helena eller stå under PolyxenaN. Hendes daglige syssel er at bede eller læse eller beskæftige sig med håndarbejde. Terningspil kender hun ikke, brætspil går hun udenom, hun sætter psalmistens ottefodsvers over skakbrættets otte felter; hun opsender langvarige bønner under tårer og suk fra om morgenen indtil den sjette timeN, ikke så meget for sig selv som for den herre konge. Hun sidder aldrig ned i bedekapellet, står enten altid oprejst eller falder på knæ, læner sig fremover og bøjer hovedet. Vi tror, at hvis vor AhasverusN lærte en sådan en at kende, vilde han have hende kær som sin Esther og med sin velviljes udstrakte tryllestav, sin kærligheds tryllestav, sit riges tryllestav kalde hende tilbage til de kongelige arme, idet han ændrer skilsmisse til ægteskab, blidgør gammelt had ved mildhed og forjager had med kærlighed. Vi tror, at han enten i ord eller efter meningen vilde sige til hende: Giv agt på din værdighed og skønhed, gå frem og styr med heldN, samt de kærlighedsfulde ord af SalomonN: "Vend Dig, vend Dig, Sulamit, vend Dig, vend Dig, for at vi kan se Dig, vend Dig på grund af Din høje byrd, vend Dig på grund af Din skønhed, vend Dig på grund af Din kyskhed, for at vi kan se Dig på grund af Dine ærbare og fine sæder". En sådan kvinde og en så højt velsignet ætling af konger og martyrerN, et så ædelt skud, en så hellig spire tvinges af mangel på føde til at falbyde, afhænde og sælge sine få ejendele for højeste bud, nemlig sine beskedne klæder og nogle få kar. Hun beder om underhold, hun anmoder om almisse, hun rækker hånden frem for at modtage, og hun tigger hos den, der giver. Jeg har ofte set hende græde, og jeg har grædt sammen med hende og for hendes skyld, og mit hjerte skælvede, og jeg var forfærdet. Jeg har så vidt muligt formanet hende til, at hun skulde kaste sin tanke på Herren, hvilket hun hverken har ophørt med eller ophører med at gøre. Hun svarede med nogle få ord: "Mine venner og mine nærmeste har, som om de var fremmede, trukket sig tilbage fra migN, min eneste tilflugt er min herre ærkebispen af Reims, som fra begyndelsen af min modgang gavmildt har begunstiget, næret og underholdt mig". Lad dog, herre fader, de tårevædede suk, de grådfyldte klager fra en så ædel og fremstående ung mø, der nedstammer fra kongelige forfædre i flere led, røre Eder, og må I, som udreder så megen almisse til så mange fattige, ikke lukke Eders inderste, fromme fader, for hende, der tigger efter at have nydt en dronnings store ære. Brevet har overskredet grænsen, men emnet klagede over den korte form, og fromheden æggede pennen. Lev vel.