Tekst efter a2:
Domino Remensi in persona regine Francorum apud Cysonium exulantis.
In ratione et excessu calculi beneficiorum uestrorum pater anima mea quantum ad condignas gratiarum actiones. et non sufficit affectu. et deficit intellectu. Uere respexit dominus humilitatem ancille sue. qui per graciam suam uobis inspirauit. ut iuuetis pusillanimem. refoueatis flebilem. consulatis exuli. solus sitis solatio. ne tante calamitatis impetus in me famula uestra calamum cassatum conterat. et linum fumigans perextinguat. 25 Beneficia uestra superhabundant. et merita supplicis excedunt et uota. cum alium qui uobis retribuat non expectetis nisi dominum. et alii qui uobis dissuadeat. facilem non prebeatis auditum. Non permittat obsecro dominus meus in hoc misericordie sue cursu. inter alienas manus me deuenire. ne si forte quod absit accideret. foret michi ruina non casus. precipicium non descensus. Interim mitto uobis de paruo thesauro parua munuscula. non quasi meritoria gracie uestre. sed quasi commonitoria fortune mee.
19 exulantis] a3, b, exulanti a2. 25 cassatum] a3, quassatum a2, b. 26 supplicis] suplicis a2.
1-2 ne si] b, uel si a2-3.
22: Cf. Luc. 1, 48: quia rexpexit humilitatem ancillae suae. 25: Cf. Isai. 42,3: Calamum quassatum non conteret, et linum fumigans non extinguet.
Til den herre af Reims i de Franskes dronnings navn, hun, der lever i landsforvisning ved Cysoing.
Mit sind formår hverken tilstrækkeligt kærlighedsfuldt eller forstandigt at udtrykke den taknemlighed, jeg føler, fader, når jeg tager Eders mange velgerninger i betragtning. I sandhed har Herren set i nåde til sin ydmyge tjenerinde, han, som ved sin nåde har indgivet Eder, at I hjælper den sagtmodige, at I begunstiger den, der græder, at I drager omsorg for den landsforviste, at I er en enestående trøst, så den store ulykke, der har ramt mig, Eders tjenerinde, ikke sønderbryder det knækkede rør og slukker den rygende tande. Eders velgerninger er overstrømmende og overgår den bønfaldendes fortjenester og ønsker, da I ikke forventer, at nogen anden end Herren vil belønne Eder, og I ikke beredvilligt låner øre til en anden, som råder Eder fra. Jeg beder inderligt: Lad min herre ikke tilstede, at jeg under denne fase af hans nådige overbærenhed kommer i fremmedes hænder, for at det ikke, hvis det måske skulde ske - det Gud forbyde - skulde blive ikke blot til et fald, men til min fuldstændige ruin, til mit styrt i afgrunden, ikke blot til en dalen nedad. I mellemtiden sender jeg Eder nogle smågaver fra mit ringe gemme, ikke som løn for Eders nåde, men som en påmindelse om min skæbne.
Cf. nr. 204.