Til den herre af Reims i de Franskes dronnings navn, hun, der lever i landsforvisning ved CysoingN.

Mit sind formår hverken tilstrækkeligt kærlighedsfuldt eller forstandigt at udtrykke den taknemlighed, jeg føler, fader, når jeg tager Eders mange velgerninger i betragtning. I sandhed har Herren set i nåde til sin ydmyge tjenerindeN, han, som ved sin nåde har indgivet Eder, at I hjælper den sagtmodige, at I begunstiger den, der græder, at I drager omsorg for den landsforviste, at I er en enestående trøst, så den store ulykke, der har ramt mig, Eders tjenerinde, ikke sønderbryder det knækkede rør og slukker den rygende tandeN. Eders velgerninger er overstrømmende og overgår den bønfaldendes fortjenester og ønsker, da I ikke forventer, at nogen anden end Herren vil belønne Eder, og I ikke beredvilligt låner øre til en anden, som råder Eder fraN. Jeg beder inderligt: Lad min herre ikke tilstede, at jeg under denne fase af hans nådige overbærenhed kommer i fremmedes hænder, for at det ikke, hvis det måske skulde ske - det Gud forbyde - skulde blive ikke blot til et fald, men til min fuldstændige ruin, til mit styrt i afgrunden, ikke blot til en dalen nedadN. I mellemtiden sender jeg Eder nogle smågaver fra mit ringe gemme, ikke som løn for Eders nåde, men som en påmindelse om min skæbne.