Knud, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, sender alle retsindige mænd, der bor i Skåne, sin hilsen i kærlighed.

NårN vi holder os den gerning for øje, som Gud i sin nåde har tildelt os, erkender vi os som skyldnere over for alle jer, der elsker retfærdigheden, og ønsker at befordre hver enkeltN i særdeleshed og jer alle i almindelighed. Men idet vi, således som vi er forpligtet til, bekymrer os for jeres gavn og fred, har vi igennem klagemål fra de bedste mænd i jeres land og ligeledes gennem almuens vidnesbyrd til fulde erfaret, at jeres land mere end de andre i vort rige hjemsøges af manddrabsforbrydelser. Endskønt ingen burde hente støtte i sin ondskab, bliver de, der forøver manddrab, rige ved det, som burde forarme dem, idet de ved ran, vold og plyndringer tvinger dem, som de regner for deres frænder, selv om de ikke er i slægt med dem, til at bøde sammen med sig, så meget som de kræver. Vi føler med jer i dyb barmhjertighed over denne trykkende byrde, eftersom det er os bekendt, at mange bliver tilskyndet til så stor og alvorlig en misgerning for denne afskyelige vindings skyld, og fordi forbrydelsen ikke straffes, hvorfor vi mod denne sygdom har sørget for at skaffe et lægemiddel tilveje. Da nu loven er sat ikke for de retfærdige, men for de uretfærdigeN, og vi ønsker, så vidt vi ved Guds hjælp kan, at forhindre manddrab, beslutter vi i kraft af vor kongelige myndighed at kundgøre følgende lov mod forbrydelser af denne art.

<1>. Om nogen begår manddrab, må han ikke modtage ættebod af sine frænder, før han af sit eget har bødet en trediedel af mandeboden, det vil sige een rate. Derefter skal han sammenkalde sine fædrene frænder og sammen med dem beregne, hvor meget hver enkelt skal bøde med ham. Og når alt er blevet samlet, skal de ikke overgive drabsmanden noget før samme dag og stund, hvor han skal bøde, og efter at dette er overgivet til dem, der skal modtage bøden, skal det samme ske med de mødrene frænder. Dette bestemmes således, for at ikke drabsmanden efter at have modtaget bøden af sine frænder skal beholde den selv eller sløse den bort i ubetænksomhed, og frænderne tvinges til påny at bøde med ham.

<2>. Om en frænde ikke vil bøde sammen med sin frænde, skal de andre frænder formane og opfordre ham til at bøde, men drabsmanden skal ikke have ret til enten ved nam eller på nogen som helst anden måde at tvinge ham dertil, men han skal tvinges dertil af frænderne med vor bistand og hjælp, hvis de ikke selv kan. Hvis drabsmanden drister sig til at handle herimod og åbenlyst tager noget fra sin frænde ved nam, og det lykkes ham at slippe bort med det tagne, skal han bøde tre mark til kongen for ran og tre mark til den, han gjorde uret imod. Hvis han vil tage noget på tyvagtig måde og bliver grebet, skal han føres til tinget og dømmes til hængning som for tyveri. Hvis det lykkes ham at flygte, skal han, når han bliver anklaget i denne anledning, rense sig som for tyveri.

<3>. Men i en hvilken som helst anden sag eller forbrydelse, som en mand forvolder, bortset fra manddrab, er frænderne ikke pligtige at bøde med ham.

<4>. Om nogen sigtes for at have været i følge med den, der begik manddrabet, skal han, hvad enten han er frænde eller ubeslægtet, bevise sin uskyld med tolv mænds vidnesbyrd, det vil sige med tylvtered. Hvis han fældes eller tilstår, skal han bøde tre mark til kongen, tre til frænderne.

<5>. Om nogen anklages for følgeskab og hjælp og for at have såret manden, da han blev dræbt, skal han, når han overbevises ved to mænds vidnesbyrd, rense sig med glødende jern. Hvis der ikke er vidnesbyrd derom, skal han rense sig med tre gange tolv mænds vidnesbyrd, det vil sige med tre tylvters ed. Hvis han bliver skyldig, skal han bøde tre mark til kongen, ni til sagsøgeren.

<6>. Om nogen med voldelig hånd anfalder en mand i hans hus, eller mens han pløjer, eller hvor han har taget ophold efter at have sat sit spyd eller lagt sit skjold, skal der, hvis manden bliver dræbt, udredes fuld mandebod — fordi disse tre tilfælde bedømmes ens — og drabsmanden skal for hærværk bøde fyrre mark af sit eget til frænderne og fyrre til kongen, og enhver, som var med i følge, skal bøde tre mark til frænderne og tre mark til kongen.

<7>. Om nogen, der har fem ledsagere og fem folkevåben med sig, bryder døren op i en andens hus og borttager noget med vold, skal han, hvis han overbevises ved to mænds vidnesbyrd, rense sig med gloende jern. Hvis han fældes eller tilstår, skal han betale fyrre mark til kongen og bøde fyrre mark til sagsøgeren. Og enhver af hans ledsagere skal bøde tre mark til kongen, tre mark til sagsøgeren.

<8>. Om nogen kan bevise ved to mænds vidnesbyrd, at han er blevet såret af en anden, skal denne, hvis han nægter, rense sig med glødende jern eller i forhold til sårets artN. Hvis det er et kødsår — som tilføjes legemet et eller andet sted — skal han, som er skyld heri, for den forseelse rense sig med tolv mænd. Hvis det er et hulsår — som tilføjes i hovedet og går ind til hjernen eller i maven eller i brystet, hvad der på folkesproget kaldes øvre eller nedre hul — skal han rense sig med to gange tolv mænd. Hvis han bliver skyldig, skal han bøde tre eller seks mark til sagsøgeren i forhold til sårets art og tre mark til kongen.

<9>. Om nogen dræber en mand, efter at der er modtaget bøde, skal han være fredløs, og alt hans løsøre skal inddrages med kongens ret. Og den skyldige skal aldrig få sin fred tilbage. Men omendskønt det er i kongens magt at give eller ændre love, giver vi ikke denne lov fra ny af, da den stod fast fra gammel tid, men vi kalder den frem igen i menneskenes erindring, hvorfra den var forsvundet, fordunklet af uvidenhedens tåger som følge af tidens gang, som er glemslens moder. Men de andre artikler i vor lov er vi rede til at forbedre, når nødvendigheden kræver det. Men hvis nogen opildnet af frækhed og overmod modsætter sig denne vor forordning, skal han ikke være i tvivl om, at han har krænket vor kongelige majestæt og skal lide den straf, han fortjener.

ForhandletN i byen Lund år 1201N efter at ordet blev kødN, i det 31. år efter kong Knuds kroning, i hans 19. år som enekonge, den 28. december, i nærværelse af hr. Absalon, ærkebiskop af Lund, og Peder, gældker i samme by, samt mange velbyrdige fra samme landN.