I den hellige og udelelige treenigheds navn og kraft. Idet jeg Valdemar, kong Valdemars søn, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, hertug af Jylland og herre over NordalbingienN, tager menneskenes hele skrøbelighed og den for alle usikre død i betragtning og nærer frygt for, at jeg skal bringe den talentN, der er givet mig af Gud, tilbage uden vinding, og på ny grundigt overvejer, hvad der skal vederfares mig på den yderste dag, forstår jeg, at alene det er frugtbringende for mig, at jeg lever dette korte liv i overensstemmelse med Guds befaling og vilje og sørger for fred og ro i det rige, der er mig betroet, og især for de klostergivne, der tjener Gud dag og nat og med åndelige våben kæmper for os mod magterne i luftenN. Derfor bestyrker vi med vor kongelige myndighed, og stadfæster vi med vort segls vidnesbyrd alle besiddelser, som vore brødre i Esrom har i Halland, hvad enten de er erhvervet ved gave eller køb eller mageskifte fra min fader eller min broder eller andre gode mænd. Vi frigør og fritager også alle deres landboer for alle oppebørsler og tjenester, der skyldes den kongelige jurisdiktion. Men hvis nogen i dumdristig forvovenhed fordrister sig til at antaste denne vor gave og dette vort privilegium, skal han ikke blot få den almægtige Guds vrede og harme, men også vor hævn at føle.