Valdemar Sejrs privilegium for Lybæk by har som intitulatio Ego Waldemarus dei gracia Danorum Sclauorumque rex dux Iutie. dominus Nordalbingie. Diplomet er udateret. Det er imidlertid et spørgsmål, om ikke dateringen kan fastsættes ved hjælp af den særegne titelformel. For at klargøre dette er det nødvendigt at føre undersøgelsen ud over hele det forhåndenværende materiale.

Fra 1202-1229 er der ialt bevaret 38 kongediplomer i fuldstændig skikkelse, i det mindste er de komplette, hvad angår de indledende formler. En undtagelse dannes dog af Dipl. Danicum I:5 nr. 34 af 1213 13. maj, der er kortet af netop i kongens titler, skønt texten iøvrigt er overleveret i sin helhed. Det udgår derfor i denne sammenhæng. Endnu et går fra af de øvrige 37, da det er udstedt af kong Valdemar den Unge, ib. nr. 164 af [1219-1231]. Af de 36 resterende er omtrent to trediedele forsynet med datering, kun 13 stykker mangler en sådan. En undersøgelse af de forandringer, som kongens titler undergår til de forskellige tider, må, som naturligt er, søge sit grundlag i den lange række af daterede dokumenter. En gennemgang af titulaturerne viser nu, at kongediplomerne fra denne tid stort set falder i to grupper. Fra 1202 til 1214 kendes 8 fuldt ud bevarede texter, der alle er daterede. De indeholder den ovenfor citerede, vidtløftige intitulatio, dog med to undtagelser. Nr. 45 af [1202 25. december—] 1203 [24. december] har i stedet Ego Waldemarus. regis Waldemari filius. per dei graciam et disposicionem. regni Danorum monarchiam tenens. Men hele formlen er, på nær kongens navn, overført fra diplomforlægget, der forøvrigt er kopieret fra først til sidst i Valdemars text. Afvigelsen finder herved en tilfredsstillende forklaring. Måske foreligger der tilmed modtagerudfærdigelse, ligesom det formentlig er tilfældet ved et andet diplom, der står for sig selv med hensyn til titlerne, nr. 160 af 1209 23. september. Her lyder intitulatio: ego Waldemarus, Danorum Slauorumque rex dei gratia, dominus Nordalbingiæ, dux Iutiæ. Afvigende er i denne text rækkefølgen af de enkelte led, idet devotionsformlen, dei gratia, er rykket for langt ned, ligesom de to sidste titler har byttet plads. Naturligvis kan dette skyldes en mindre kyndig dictator af privilegiet. Det er dog også tænkeligt, at originalen ikke har udvist disse små uregelmæssigheder, men at de er løbet kopisten i pennen, svarende til lignende eller endnu mindre fejl i senere texter, der på samme måde kun er overleveret i afskrifter, se 1228 16.juli og 1229 2. marts (Dipl. Danicum I:6 nr. 81 og 96). De 7 daterede texter fra 1202-1214, heri indbefattet nr. 160, viser ganske klart, at det er de omfattende titulaturer, der bruges i kongediplomer fra dette tidsrum, og til disse syv slutter sig en ottende skrivelse, hvori den engelske konge tillægger den danske monark netop de titler, som er de korrekte for disse år, se Dipl. Danicum I:5 nr. 24 af [1212 omkring 2. oktober].

Den sidste gang, Valdemar Sejr fremtræder som dux Iucie. dominus Nordalbingie, er i et privilegium af 1214 23. maj, ib. nr. 46. I sit næste kongebrev, ib. nr. 54 af 1215 3. januar, fører han alene sine to første titler, idet formlen lyder Ego Waldemarus, dei gracia Danorum Slauorumque rex. Denne intitulatio genfindes undtagelsesløst i samtlige daterede diplomer fra tiden herefter, ikke blot i de 15, som kendes frem til 1229, men også i alle de følgende indtil hans sidste regeringsår 1241. De minimale afvigelser, der kan skyldes afskrivere som i de omtalte exempler fra 1228 og 1229, er herved uden betydning, og heller ikke forekomsten eller udeladelsen af Ego foran kongens navn har noget at sige i denne forbindelse. Ego er nemlig bundet til den forudgående formel, invocationen, optræder, når denne forefindes, mangler, når denne mangler, jf. ib. nr. 72 af 1216 28. april. Den eneste ændring eller nydannelse, som senere kan konstateres, er brugen af ordenstal en enkelt sjælden gang. Det første diplom, der indeholder et sådant, stammer fra 1229 25. juni: her kalder kongen sig i intitulatio Waldemarus Secundus (Dipl. Danicum I:6 nr. 98). Det dukker op igen i 1231 16. april, meget apropos, da sønnen af samme navn samme dag udsteder et privilegium af omtrent samme ordlyd (Rep. Danicum I:1 nr. 1419-20. Endelig fremtræder kongen sidste gang som Valdemar den Anden i en skrivelse af 1237 14, marts (Reg. Danica nr. 771). Sammenfattende kan det siges, at de daterede kongediplomer fra 1215-1241 med fuld sikkerhed viser, at det i dette tidsrum er de enklere titler, som er i brug. Da kalder Valdemar sig 'de Danskes og Venders konge'.

Den afgørende kendsgerning, at Valdemar Sejrs titulaturer undergår en forenkling mellem 1214 23. maj og 1215 3. januar, har sin forklaring. Det skyldes den betydningsfulde ændring, der da indtrådte i hans forhold til de nyerobrede lande. Gennem Frederik IL.s afståelsesbrev fra nytåret 1214 (Dipl. Danicum I:5 nr. 48) opnåede kongen en juridisk anerkendelse af sit herredømme her. De pågældende territorier tilhørte fra da af det danske rige som sådan, og kongen kunde lade sin erobrertitel dominus Nordalbingie udgå og slette sin hertugtitel til fordel for den traditionelle danske kongetitulatur, der nu dækkede fuldt ud.

Det, som her er anført, kan tjene til at tidsfæste de udaterede diplomer fra kong Valdemars tid, ialt 13. 5 af dem lader sig dog henvise til et enkelt år eller en nærmere bestemt årrække på grundlag af andre kendsgerninger. Det gælder nr. 48, der må være udstedt mellem 1202 og 1205. Dette passer smukt med, at diplomet måtte dateres til 1202-1214 i henhold til sin intitulatio, da det er den ældre og længere formel, som det indeholder. Ganske det samme har gyldighed for nr. 101. Dateringen kan for dette kongebrev indsnævres til [1205], og det falder herved mellem de år, 1202 og 1214, som titlerne vilde henføre det til. Helt for sig selv står derimod Dipl. Danicum I:5 nr. 8. Det må være givet [1211-1214], men det rummer alligevel den yngre, kortere form på titlerne. Forklaringen er den samme, som må antages for nr. 45 og nr. 160, der også udviser uregelmæssigheder: I:5 nr. 8 er en modtagerudfærdigelse, jf. ib. nr. 7, repræsenterer derfor kun den private dictators formulering, ikke kancelliets. Foruden disse 2 diplomer er der 2 andre, som mangler datumsformel, men som lader sig tidsfæste i henhold til de oplysninger, de indeholder. Det drejer sig om Dipl. Danicum I: 5 nr. 96 af [1216 eller kort efter] og I:6 nr. 104 af [1229-1241]. De har begge den korte intitulatio, stammer altså netop fra det tidsrum 1215-1241, som de måtte henvises til, såfremt titlerne skulde være vejledende ved dateringen.

Tilbage bliver nu 8 udaterede diplomer. 7 af dem har hertugtitel og erobrertitel og hører følgelig hjemme i årene [1202-1214]. Det er numrene 53, 54, 55, 56, 57, 58 og 59 (af hvilke iøvrigt nr. 55 har enkelte særegenheder i titelformlen). Det ottende, Dipl. Danicum I:5 nr. 68, har den enkle titulatur og må herefter sættes til tiden [1215-1241]. Endelig er der et kongediplom, som kun kendes igennem et referat af Huitfeldt, og som har den ældre, fyldigere titelrække, nr. 60. Alligevel bringes det af Huitfeldt med dateringen: År 1236. Som anført ovenfor er skiftet i titlerne så konsekvent gennemført, at der ikke findes et eneste exempel på brugen af den ældre intitulatio blandt de mange daterede kongebreve fra 1215 til 1241. Under hensyn til dette må årstallet forkastes og referatet dateres til (1202-1214]. Der er intet betænkeligt heri, da vi som kilde kun har Huitfeldt, der jo har så mange andre forkerte årstal og tidsangivelser.

Hvad mere specielt angår den foreliggende kortfattede privilegiestadfæstelse af kong Valdemar, sættes den gerne i forbindelse med det store privilegium for Lybæk, som bærer hans navn (Reg. Danica nr. 510=*124). Det betragtes som en forløber herfor, og alt eftersom dette dateres 1202, 1203 eller 1204, svinger også tidsfæstelsen af det korte privilegium, hvis dette da ikke rent vilkårligt sættes til 1205. Det store Valdemardiplom er imidlertid en forfalskning fra omkring 1225, jf. s. 88, og har næppe noget med nærværende dokument at skaffe. Det er heller ikke muligt at datere dette til august 1203 alene på grundlag af, at kong Valdemar da drog til Lybæk og lod sig hylde dær (Arnold af Lybæk, MGH, SS. in usum scholarum 238, lib. VI, cap.17). Som godtgjort ovenfor må stadfæstelsen ifølge titelformlen tilhøre tiden [1202-1214].

Gennem skriftsammenligning kan det påvises, at skriveren af privilegiet er den samme, som har ført to andre originale kongediplomer i pennen. Det første af disse er udfærdiget af forgængeren, Knud Valdemarsen [1193-1194], Atlas nr. 998, Reg. Danica nr. *100. Modtageren har været den vendiske fyrste eller den pommerske fyrstinde, som diplomet angik. Det foreliggende er udfærdiget til Lybæk by. Det tredie, som er skrevet af nævnte hånd, har byen Ribe som modtager, nr. 54 af [1202-1214], Atlas nr. 1004. I dette forhold, at en og samme skriver genfindes i diplomer for tre forskellige modtagere, ligger et sikkert bevis på, at dokumenterne er udgået fra kancelliet. Endvidere er det klart, at der i hvert fald i een henseende har været kontinuitet mellem Knud Valdemarsens regeringskontor og Valdemar Sejrs.