1203

[1203]. 17. december. Anagni 88

Pave Innocens III svarer ærkebiskop Anders Sunesen af Lund på dennes spørgsmål, at de kongelige tjenere, der har pisket en forræderisk gejstlig, er ifaldet bandlysning, og at en gejstlig, der er fældet på falske anklager og har betalt bøde, ikke skal tvinges til bod.

A: tabt.

a: Regesta Vaticana 5 f.97v. nr. 199.

Tryk: Bréquigny II:1 399; Münter, Magazin für Kirchengeschichte, I 173; Migne 215:223; Bull. Danicum nr. 40. Reg.: Suhm IX 19, 738; Reg. Danica nr. 523; Potthast nr. 2061. Monogr.: Achille Luchaire, Les registres d'Innocent III et les Regesta de Potthast. Bibl. de la fac. des lettres de I' Univ. de Paris XVIII (1904) 47. Dipl. Dan. 1. rk. IV nr. 88; DRB. I:4 nr. 88 (i oversættelse).

Eidem.

Ex parte tua fuit propositum coram nobis. quod clericus quidam ad regios se transtulit inimicos. et eis si qua de secretis regis nouerat reuelauit. Cumque fuisset sepe prohibitus ne rediret ad regem. quia prohibitioni non detulit sed impudenter familiarium eius conspectui se ingessit; captus fuit. et a ministris regis sicut eius exigebat iniquitas uerberatus. Quia queris igitur utrum uerberatores ipsius in canonem inciderint sententie promulgate. quod inciderint respondemus.

Ceterum quia ut meritoria sit spontanea debet esse penitentia non coacta. non credimus clericum illum inuitum ad penitentiam compellendum. qui falso accusatus de crimine ac conuictus. secundum terre consuetudinem pecunialiter satisfacit.

Datum (Anagnie .xvi. kalendas ianuarii).

25 Eidem=Andree Lundensi archiepiscopo.

1 ingessit] g rettet fra et bogstav med overlængde a.

9 Datum (Anagnie indtil ianuarii)] Datum ut supra a, udfyldt efter denne henvisning.

1 Jf. Apoc. 22,11: qui in sordibus est, sordescat adhuc.

1-2 Jf. Prov. 26,11: canis qui reuertitur ad uomitum suum.

Til ærkebiskop Anders af Lund.

Det er af dig blevet forebragt os, at en gejstlig har begivet sig til kongens fjender og åbenbaret for dem, hvad han kendte til af kongens hemmeligheder. Og skønt det mange gange var blevet ham forbudt at vende tilbage til kongen, blev han, fordi han ikke overholdt forbudet, men uden skam skaffede sig adgang til og fremstillede sig for dennes fortrolige, taget til fange og pisket af kongens tjenere, hvad han i sin nederdrægtighed havde fortjent. Da du altså spørger, om de, der piskede ham, er ifaldet den kanoniske bestemmelse om forkyndt dom, svarer vi, at det er de.

Men da bod for at være til nytte bør komme indefra og ikke være påtvungen, er det vor tro, at en gejstlig ikke mod sin vilje bør tvinges til bod, når han, falskeligt anklaget og fældet for en forbrydelse, betaler en pengebod i henhold til landets sædvane.

Givet i Anagni den 17. december.