Til de Danskes berømmelige kongeN.

Gid dette menneske, biskop Valdemar af Slesvig mener vi, ikke havde været til, han som for at forene kongedømme med præsteskab og blive et uhyre med mange hoveder tilsidesatte bispeembedets værdighed og i sin frækhed stiftede en sammensværgelse mod de Danskes konge, din broder Knud, saligt ihukommet, overfor hvem han var edeligt forpligtet til troskab — berømmende sig af sit svig og sit hykleri mod den, hvis brød han spiste, greb han selvophøjelsens horn for at bryde den retfærdiges og udslette hans navn af mindet. Gid han, da han slap plovenN og igen be fattede sig med verdslige anliggender, var forvandlet til en saltstøtte, idet han vendte sig om og så sig tilbageN, således at han alene var revet med af strømmen, han alene havde sørget over sin undergang og ikke fremkaldt tårer på kirkens kind eller sat pletter på bispenavnet. Det vilde nemlig have været lettere at bære, om han var omkommet for sit eget våbenN, dengang da han drog det verdslige sværd, og således var faldet i den grav, han havde beredtN, og ikke ved sin tilfangetagelse havde besmittet kongens hånd og tilsmudset hans ry ved at blive holdt fangen så længe eller gravet en grav for dem, der ikke så meget holder sig forbrydelsen som straffen for øje, tager hans fangenskab som et mønster, forvovent griber ind mod kirkens frihed for frækt og ustraffet herefter at kunne sønderbryde gejstlighedens privilegium på uantastelighed. Men Herren vor Gud er en retfærdig dommer, der har gengældt ham hans gerninger og ikke tålt, at hans overmod stadig steg, men efter guddommelig bestemmelse ydmyget og knust ham, fordi han glemte, hvor hans plads var, og stoltserede storladent, hvor han ikke burde være. Og fordi han i sin selvophøjelse efterlignede den, der for at blive den Højestes ligemand ønskede at stille sin trone yderst mod nordeN, gik han som også denne fuldstændigt til grunde, og indsat i fængsel erkender han, tror vi, sin egen brøde. Men da Herren ved hans nederlag befæstede førnævnte konges trone og værdigedes at styrke hans rige, gid da denne ikke havde gjort hans nåde til skamme og været utaknemmelig mod en sådan velgerning eller strakt sin hånd ud — som han fortsat gør det — som en krænkelse af den, der skærmede hans retfærdige sag, nådigt udrev ham fra alle hans fjenders greb og frelste hans sjæl fra døden. Han burde nemlig betænke, at en tjener står eller falder for den, der er hans herre, og derfor skulde han ikke have dømt den, der er en andens tjenerN, eller raset mod en biskop som mod sin egen onde træl, men vist agtelse for Romerkirken og ladet det apostoliske sæde dømme ham og bevaret sine hænder uplettede. Han burde heller ikke på nogen måde have troet, at samme biskop kunde undgå dom fra det apostoliske sæde eller kunde unddrage sig dets tugt, når et dobbeltslebet sværd udgår fra dets mundN, mere gennemborende end noget tveægget, et sværd, der fra hav til hav er kampklar i eet nu, flyver over havet som i et blink, går over alle bjerge og højder og binder dem, det rammer, ikke blot på jorden, men også i himlen. Vi udtaler nu ikke dette, som om det var vort ønske, at han skulde have næret en slange ved sit bryst eller rakt fjenden et sværd til at stikke i sin strube, sålidt som vi regner ham for skyldig, fordi han, som det siges, tog ham til fange med våben i hånd, mens han på nedrig vis trængte ind i riget, men gid han, da han således havde berøvet ham lejlighed til og mulighed for at gøre skade og rejse oprør, ydmygt havde bøjet sig for den, der forsikrer, at Han røres ikke overfladisk, men ved selve pupillen i øjet af det, der vederfares dem, der tjener hamN. Hvormeget denne biskop end havde forbrudt sig, hvori havde da det apostoliske sæde syndet, eller hvad havde den almindelige kirke begået, siden det, der er begges privilegium, skulde krænkes med ham? Mon det da er sådan, at han ved sin forbrydelse og synd har skaffet sig den frihed ikke at være underlagt vor jurisdiktion? Mon den almindelige kirke burde straffes på grund af hans forsyndelse og blive berøvet sit privilegium, og burde ikke snarere den sjæl, der havde syndet, lide straf, da hverken en fader eller moder bør bære eller græde over den misdåd, som en søn har begået, eller en søn over den, som faderen eller moderen begårN? Var der mon ingen salve i Gilead, og fandtes der ingen læge derN, der kunde gyde olie og vin på de sårN, som kirkens sønner havde fået, og bruge kniven mod de svulster, der ikke rørtes af lindrende lægemidler? Men skønt Herren havde rakt kongen sin højre hånd, at han ikke skulde gå til grunde, og styrket hans kongemagt over hele Danmark, tvivlede han som en lidet troende, og da han frygtede, hvor han ikke burde have gjort det, nærede han større frygt for den, som han troede vilde dræbe hans legeme, end for Gud, som han vidste kunde ødelægge både legeme og sjæl i helvede, og således glemte han det, han havde læst eller hørt fra psalmisten: Rør ikke mine salvedeN, og lagde ikke blot uærbødigt hånd på samme biskop, men satte ham i et fangehul og bandt vistnok hans fødder med fodlænker og hans hænder, der i det mindste burde æres, fordi de var salvede, med håndjern. Men herved krænkede han ikke alene ham alvorligt, der siger, at hvad der sker med en af hans mindste, sker med ham selvN, men han fortrædigede i høj grad hele kirken og særlig den romerske, idet han gav mange tunger våben imod den og foranledigede, at ikke blot syndere spandt rænker bag dens rygN, men at også den retfærdige dadlede dens barmhjertighedN, siden nidkærhed for Herrens hus ikke lå den på sinde, og den ikke rejste sig som en mur mod dem, der søgte at komme op fra den gale sideN, men var som en stum hund, der ikke kunde gøN, og dækkede over sine undergivnes synderN. Det blev i den grad kendt for verdens konger, at de heri fandt et slags forsvar for deres egne fejlgreb og undskyldninger og udflugter for deres synder og i lignende tilfælde påkaldte sig tilfangetagelsen af denne biskop og hans fangenskab, stridende mod en apostolisk befaling, som da den fordums kejser HenrikN, der havde sendt vor ærværdige broder NicolausN, ærkebiskop af Salerno, i landflygtighed, ikke betænkte sig på at svare vor forgænger pave CølestinN, saligt ihukommet, som ved breve og sendemænd energisk forlangte af kejseren, at han skulde sættes i frihed, at paven først burde kræve af de Danskes konge, og det med større styrke og energi, at den førnævnte biskop af Slesvig fik sin frihed tilbage, da han var taget til fange tidligere og lå i lænker, frem for at arbejde for en, som han lod opholde sig i Tyskland, for at han ikke skulde tragte ham efter liv og rige, men uden bånd og på fri fod. Men det er vor tro, at modgangen har givet samme biskop indsigt, og at han nu er helbredt i BabylonN, for så vidt som han ikke fremtidigt vil føje det til, at han rejser sigN for at nå, hvad han husker bragte ham ned i den brusende gravN eller påny svømmer mod den rivende strømN eller vover at stampe mod broddenN, hvorfor du, høje konge, ikke bør nære frygt for, at han igen vender tilbage til sit spyN og lægger snarer for dine fødderN, som han er vidende om snarere vil bevirke, at han selv går til grunde, særlig da den støtte, han fremfor alt stolede på, og som fornævnte konge mest frygtede, er brudt ved samme kejser Henriks død, og denne har fået en efterfølger, som, da han er forbundet med dig ikke blot ved venskab, men også ved svogerskab, ikke sigter mod at ødelægge, men snarere øge de Danskes rige. Gid da du i dit hjerte ikke må forhærdes mod dette menneske, men snarere blødgøres og må lytte til og efterkomme vore ord og vise ærbødighed og hengivenhed over for den, ved hvem konger herskerN, og fyrster regerer, og som formår ikke blot at vende fædrenes hjerter mod deres sønner og sønnernes sind mod deres forældreN, men også at ændre biskoppers følelser over for deres konger, så at de viser dem som deres foresatte og dem, de giver ledelsen, ydmyg agtelse og, hvis det bliver nødvendigt, sætter livet til for dem, som de tidligere bekæmpede. Et menneske er nemlig aldrig uforandret den sammeN, han tænker næppe ens ved dag og ved nat, men har i sit sind et tidevand, der skifter mere mærkeligt og hyppigere end havetsN, og derfor bør man ikke uden videre mistvivle om nogens omvendelse, da årene tager de følelser med sig, når de går, som de bringer med sig, når de kommer, og ændrede tider ændrer menneskets holdning. Thi de mange år, der går, belærer og gør klog, og de, der rasede som unge, bliver vise som gamle. Ellers vilde ugudelige ikke omvende sig eller være til, sålidt som et venskabsbånd vilde blive brudt eller en følelse af had forsvinde. Menneskets fjendeN skabte således stærk splid, mistænksomhed og bittert had mellem vor meget kære søn i Kristus HemmerikN, Ungarns berømmelige konge, og hans broder, den højbårne mand hertug Andreas, og de havde i høj grad grund til at frygte hinanden, da samme hertug efter faderens død stiftede en stor sammensværgelse, rejste oprør mod sin broder og gik så vidt imod ham, at han trængte ind i en del af riget og som usurpator satte kronen på sit hoved. Men omsider blev de uforligelige ved mægling fra Gregorius, det apostoliske sædes legat, og ved Guds nåde fuldstændig forligt, så at de, der før bekæmpede hinanden som fjender, nu behandler hinanden som brødre, og hertugen viser vedvarende troskab mod kongen. Vi sender derfor din kongelige højhed ordlyden af det forlig, der blev indgået mellem demN, selv om vi yderligere ønsker at drage omsorg for, at du og de Danskes rige ingen skade skal lide. Vi foreslår nemlig — ud over den sikkerhed som samme biskop selv eller ved andres hjælp kan stille dig — at både han selv og alle andre, der sammen med ham fordristede sig til at angribe dig eller dit rige, gives satan i vold, at legemet må gå til grundeN, således at enhver, der fordrister sig til at handle herimod, ifalder den kanoniske bestemmelse om forkyndt domN, og at dette højtideligt forkyndes en gang om året hvert år i alle katedralkirker i dit rige og ligeledes fornyes af os ved særlige højtider. Endvidere at alle stormænd i de Danskes rige, om det bliver nødvendigt, ved kirkelig strenghed skal tvinges til at stille sikkerhed bekræftet med ed for, at de aldrig vil hjælpe eller begunstige ham i denne henseende. Fremdeles at samme biskop for fuldstændigt at borttage enhver grund til at nære frygt skal opholde sig i Italien, idet han ingensinde må vende tilbage til Danmark, medmindre han skulde få tilladelse hertil af dig eller dine efterfølgere med samtykke fra os eller vore efterfølgere. At han, for dog ikke at blive tvunget til at tigge og herved nedværdige bispenavnet, efter dit ønske skal indsætte en vikar i sit bispedømme, der er dig, høje konge, hengiven, for at denne kan lade ham tilflyde indtægter, der dækker hans underhold, og udøve hans beføjelser i stiftet, så vidt det er muligt. Vi opfordrer og tilskynder dig da i Herren, høje konge, og til syndernes forladelse pålægger vi dig omsorgsfuldt at tænke på dit ry og din frelse og til også heri ved fromme gerninger at komme din broders sjæl til hjælp, vende tanken mod en frigivelse af samme biskop og ikke at udskyde besvarelsen af dette brev, for at vi så hæderfuldt som muligt kan sørge for, at du ingen skade kommer til at lide. Men det er vor vilje, at du skal vide, at vi ikke længere med roligt sind kan se på, at han holdes fangen, da det fører med sig, at den guddommelige majestæt fortørnes, det apostoliske sæde nedværdiges og den almindelige kirke forhånes.

Givet i Anagni den 5. december.