Lundensi archiepiscopo.
Relatum est nobis. quod cum aliqui serui tue prouincie propter iniectionem manuum in clericum uiolentam in canonem incidunt sententie promulgate; allegantibus dominis eorundem quod carere mancipiis suis nolunt; uenire ad sedem apostolicam absoluendi non curant; per occasionem huiusmodi eludentes (ec)clesiasticam disciplinam. Quocirca fraternitati tue per apostolica scripta mandamus. quatinus eos uenire compellas ad sedem apostolicam absoluendos. cum plus sit deo quam homini deferendum. nisi fecerint hoc in fraudem ut subtrahant se obsequio dominorum. aut ipsi propter hoc sine sua culpa incurrerint graue dampnum. et in utrolibet casu poteris eos ex indulgentia nostre permissionis absoluere cum nimis sint ab apostolica sede remoti. sed in recompensatione laboris quem in itinere sustinerent aliam eis satisfactionem iniungas. dummodo non sit tam grauis et enormis excessus. ut propter uitandum scandalum et tollendum exemplum huiusmodi serui ad seruum seruorum uenire debeant absoluendi.
Datum Rome apud sanctum Petrum idus ianuarii. pontificatus nostri anno Ictauo.
12 Lundensi] .. Lundensi a,=Andree.
15 allegantibus] i marginen herudfor med anden, senere hånd: sententia excommunicationis a.
17 <ec>clesiasticam] clesiasticam a.
27 idus] regelret idibus.
Til ærkebiskop Anders af Lund.
Det er kommet os for øre, at nogle trælle fra din kirkeprovins, selv om de, fordi de voldeligt har lagt hånd på en gejstlig, ifalder den kanoniske bestemmelse om forkyndt dom, undlader at drage til det apostoliske sæde skønt pligtige til at søge afløsning, da deres herrer gør gældende, at de ikke kan undvære dem, og under dette påskud driver de spot med kirketugten. Derfor befaler vi dig, broder, ved denne vor apostoliske skrivelse, at du tvinger dem til at drage til det apostoliske sæde for at få afløsning, da man bør stå mere til tjeneste for Gud end for mennesket, med mindre de har gjort det svigagtigt for at unddrage sig deres herrers tjeneste, eller disse på grund heraf pådrager sig alvorligt tab uden egen skyld, og i begge tilfælde vil du kunne give dem afløsning i følge vor bevilling og tilladelse, da de bor så langt borte fra det apostoliske sæde. Men til gengæld for den møje, som de ellers måtte udholde under rejsen, skal du pålægge dem en anden bod, for så vidt som overtrædelsen ikke er så alvorlig og svær, at nævnte trælle for at undgå at vække anstød og for at fremhæve dette exempel bør drage til trællenes træl for at få afløsning.
Givet ved S. Pietro i Rom den 13. januar i vort pavedømmes ottende år.
Alfred Krarup har i Bull. Danicum ladet det henstå som uafgjort, om bullen er udstedt i 1206 eller 1207. Dette skyldes, at den i Regesta Vaticana er indført mellem skrivelser fra 9. paveår, til trods for at den selv er dateret pontificatus nostri anno octauo. Ved valget imellem disse to muligheder må det erindres, at det 8. år går til og med 21. februar 1206. Da skifter det til år 9, som strækker sig frem til samme dato i 1207, Bullen har med sin datering, 13. januar, plads blandt de første af brevene fra det 9. ponti fikatsår. Antagelig er registreringen simpelthen blevet forsinket, så at bullen er forsynet med dato i januar 1206, men først indskrevet i registret nogle uger efter, hvorved grænsen mellem de to paveår er overskredet. Den lille uoverensstemmelse forklares let herved. I modsat fald måtte man finde en forklaring på det mærkelige forhold, at en bulle fra januar 1207 — og i så fald med urigtigt paveår — kunde være optaget blandt fortløbende rækker af breve, der er 10-11 måneder ældre. Ved tidsfæstelsen er der således næppe grund til at fravige ordlyden af datumsformlen, hvorefter bullen er givet 1206 13. januar.
Texten fandt vej til de kanoniske lovsamlinger, idet den blev indtaget i Innocens III.s dekretalsamling af 1210, kaldet 'den tredje', og derfra gik videre til Gregor IX.s dekretaler fra 1234 som c. 37 X De sententia excommunicationis V 39.