Til ærkebiskop Anders af LundN.

Eftersom Maria, nu verden er blevet gammel, forsømmer det åndelige, ivrigt kommer sin søster til hjælp og bekymrer sig om Marthas anliggender, er der i denne verdens aftenstund anliggender, som til stadighed er os til overordentlig stort besvær, tynger os stærkere end nogensinde og tvinger os til at overlade vore beføjelser til sådanne, som ikke slår knude på deres tørklæde om den talent, der er dem betroet, men derimod, da de er kaldede til at tage del i vore bekymringer, giver den ud til mangfoldiggørelse, og i hvis mund Herrens ord ikke ligger bundetN, men som tværtimod forstår at udbrede det gode ordN og hente så vel gammelt som nyt frem fra deres hjertes skatkammerN. I tillid til din kyndighed og indsigt, en tillid, der er så meget større, som vi hyppigt har prøvet den og lært den at kende i mange vigtige tingN, har vi altså ment at burde tage vare på hele kirkeprovinsen LundN igennem dig, idet vi ved dette brev bevilger dig, at du foretager de påbudte visitatser i nævnte provins ikke så meget på din som på vor myndighed og retter, hvad du erfarer bør rettes, og fastsætter, hvad du finder bør fastsættes. Og da ingen bør tvinges til at gøre tjeneste på egen bekostning, så lidt som munden bør bindes på den okse, der tærskerN, må du modtage gæsteri med måde, og de beneficier ved samme kirkeprovins' kirker, som allerede har stået ledige i lang tid, og som har stået ledige så længe, at bortgivelsen af dem i følge Laterankonciliets bestemmelserN tilfalder os, må du overgive til hertil egnede personer, samt undersøge de sager, som forelægges dig, og føre dem til en kanonisk afslutning. Men skulde det nogensinde ske, at der blev appelleret fra dig, skal du fastsætte en passende frist for den, der appellerer, og såfremt den pågældende ikke inden dette tidspunkt forfølger den appel, han har iværksat, skal du fra da af gå frem i sagen uden hensyn til nævnte appel. Men dem, der som følge af ugudelig håndspålæggelse ifalder eller er ifaldet den kanoniske bestemmelse om forkyndt dom, må du i overensstemmelse med kirkens regler og støttet til vor myndighed give afløsning, med mindre deres forbrydelse måske er så svær eller alvorlig, at du finder det begrundet at sende dem til det apostoliske sæde. Men det er vor vilje, at de domme, som du med føje fælder imod opsætsige, er at anse for gyldige, og vi foreskriver, at de skal iagttages ubrødeligt.

Givet den 18. januar.