Til vor meget kære søn i Kristus Filip, de Franskes berømmelige konge

Vor elskede søn Guido, din sendemand, er kommet til det apostoliske sæde, har forevist os et kongeligt brev og ydmygt og lydeligt på dine vegne bedt om, at det må være dig tilladt at ægte en anden, da din hustru, vor meget kære datter i Kristus Ingeborg, de Franskes dronning, af egen drift har besluttet sig til at gå ind til klosterlivet og offentligt har kundgjort dette på et sikkert sted, således som vor legat har bestemt det, og da du har svoret, at du ikke har haft legemlig omgang med hende. Begrundelsen er, at vor forgænger pave AlexanderN, saligt ihukommet, gav som svar: Skønt Herren har sagt i evangeliet, at en mand ikke må forstøde sin hustru undtagen på grund af utroskabN, må det dog i overensstemmelse med udlægningen af det hellige skriftsted forstås om dem, hvis ægteskab er blevet fuldbyrdet ved legemlig forbindelse, uden hvilket et ægteskab ikke kan fuldbyrdes, og hvis en kvinde derfor ikke har haft legemlig omgang med sin mand, er det hende tilladt at gå ind til klosterlivetN, således som hanN også siger andetsteds, at det efter et lovformeligt samtykke om at indgå ægteskab står begge ægtefæller frit for at vælge klostret, selv hvis den anden sætter sig herimod — således som visse hellige blev kaldt bort fra brylluppet — når blot der ikke er påfulgt en legemlig forening, og for den, der bliver tilbage, synes det, hvis den pågældende ikke, skønt påmindet, fortsat vil leve et afholdende liv, at være tilladt at indgå et nyt ægteskab, fordi den ene med føje kan gå til Gud og den anden blive i denne verden, når de ikke sammen er blevet eet i kødetN. Da hanN altså alene anfører den grund, at en kvinde kan forlade denne verden, selv hvis hendes mand sætter sig imod det, såfremt hun ikke ved legemlig forening er blevet eet kød med ham, er det jo åbenbart, at virkningen må indtræde, når grun den foreligger, særlig da kønnenes forening fæstner enheden mellem ordet og den menneskelige natur, fordi Ordet blev kød og boede iblandt osN, og sindenes samtykke på samme måde kendetegner kærligheden mellem Gud og den retfærdige sjæl, eftersom den, der følger Gud, er eet i ånden med hamN, og ligesom derfor det forenende bånd mellem ordet og den menneskelige natur ikke kan løses, således kan ægteskabets bånd imellem mand og hustru ikke opløses, så længe de lever, efter at de gennem kønnenes forening er blevet eet i kødetN. Men ligesom kærlighedsbåndet mellem Gud og sjælen ofte løses op, således kan den ægteskabelige forbindelse brydes, når der alene foreligger sindenes samtykke ægtefællerne imellem i henhold til det, som apostlenN siger, når han udlægger ordene fra Verdens Grundelement: De to skal blive eet i kødetN. Men dette, siger jeg, er et stort sakramente i Kristus og i kirkenN. Fremdeles når selve Sandheden, som er Gud, ikke gennem en apostel eller en profet, men selv i sit evangelium siger, at hvad Gud har sammenføjet, skal mennesket ikke adskilleN, og at en mand ikke må forstøde sin hustru undtagen på grund af utroskabN, bør vi ikke give tilladelse derudover til, at en mand går fra sin hustru eller en hustru fra sin mand for klosterlivets skyld, undtagen for så vidt det fremgår af de helliges exempler og fædrenes bestemmelser, for at ikke mennesket forvovent skal synes at gå ud over Guds bestemmelse. Vi læser jo, at nogle hellige er flygtet fra selve brylluppet ud til en ensom ørken og en kummerlig pilgrimsfærd, og det var måske påmindet af dette exempel, at nogle af vore forgængere erklærede, at det ikke er tilladt forældre at overgive deres trolovede datter til en anden mand, men derimod tilladt hende at vælge klostretN, og lovbestemmelserneN har fastsat, at en trolovet pige ikke skal straffes og lide skade, hvis hun vil gå i kloster, omendskønt nogle fås exempler ikke skaber almen lov, og da særlig ikke, når det er sådanne, om hvem man tror, at de har gjort det efter guddommelig indskydelse, når man læser, at de er blevet kaldt bort fra brylluppet, fordi der — som apostlen siger — hersker frihed, hvor Guds ånd er, og de, som føres af Guds ånd, ikke er under lovenN. Men nogle vil, at førnævnte bestemmelser ikke skal forstås om ægtefæller, men om trolovede, således som deres ord viser, når de taler ikke om en gift, men om en trolovet kvinde. Men det kan heller ikke uddrages af de førnævnte bestemmelser eller exempler, at den anden part, når en af de to ægtefæller, hvis også sådanne kan anses for ægtefæller, går ind til klosterlivet, er gået ind under ægteskabeligt bånd, undtagen når man kan læse, at førnævnte pave Alex anderN med hensyn til en bestemt kvinde har befalet en biskop, at han, hvis hendes mand ikke havde haft legemlig omgang med hende, og hun selv ønskede at gå ind til klosterlivet, skulde modtage fyldestgørende sikkerhed af hende enten for, at hun vilde gå ind til klosterlivet, eller inden for et tidsrum af to måneder sørge for at komme til sin mandN.

Men man bør omhyggeligt betænke, vor meget kære søn, om dit forehavende kan indbefattes inden for disse grænser, som fastlægges af helgenernes exempler eller fædrenes bestemmelser, for at der ikke, hvis der i dette tilfælde, hvad Gud forbyde, bliver grebet fejl, skal opstå stor fare og på alvorlig måde vækkes anstød for os og for dig. Det er nemlig en kendsgerning, at du adskillige gange er gået til din ægtefælle, førnævnte dronning, for at få legemlig omgang med hende og gjorde dig megen umage hermed, og skønt du forsikrer, at du ikke har kunnet blive legemligt forenet med hende, har du dog måske ved selve denne lejlighed optrådt på en usædvanlig måde over for hende. Men selv om du nu på passende måde lader hende få sine fornødenheder, for så vidt angår føde og klæder, lader du hende dog holde under streng bevogtning, så at hun ikke må have nogen af sine egne hos sig, hverken mand eller kvinde, og hun kan end ikke forlade den borg, hvori hun bevogtes, ej heller kan nogen som helst besøge hende i denne borg uden din særlige tilladelse — hun, der er indespærret på denne måde, hende har du ad mange veje ladet drive frem, og det ved mangeartede tilskyndelser, ved løfter om store gaver og udsigt til endnu flere for ikke at sige med overhængende trusler, for at hun skulde anlægge klosterdragt og sige, at hun ikke havde haft legemlig omgang med dig, så at du på denne måde kunde tage dig en anden hustru, omendskønt hun for retten over for vore legater har erklæret, at du gennem legemlig forening har haft samliv med hende, og dette selvsamme har hun underrettet os om mangfoldige gange såsom ved for tre år siden at sende os et åbent brevN, der til bestyrkelse var forsynet med hendes segl, i hvilket hun aldeles urokkeligt erklærer, at du har haft samliv med hende, og at vi, hvis hun måske engang skulde erklære det modsatte, aldrig skulde fæste lid til en sådan erklæring om det modsatte, fordi enten frygt for straf eller iver efter at slippe ud kunde presse en sådan erklæring ud af hende, således som man læser, at dronning Teutberga i et lignende tilfælde engang imod kong LotharN har skrevet til vor forgænger, pave NicolausN, helligt ihukommet. Men af de førnævnte bestemmelser eller af de fremførte exempler kan man ikke slutte, at de, som for klosterlivets skyld har forladt deres hustruer, har haft personlig omgang med dem, men du har ikke alene haft personlig omgang med din førnævnte ægtefælle, men har omhyggeligt gjort dig umage for at få legemlig omgang med hende. Ingen af dem har tilskyndet deres hustru til at gå ind til klosterlivet, for at han selv kunde ile over i et andet ægteskab, men du har ikke alene tilskyndet førnævnte dronning hertil, men også ægget hende hertil ved mange løfter, ja endog modtaget ed af hende på, at hun vilde gøre dette, ved at love hende 1000 livres i årlig indtægt. Ingen af dem har blot en kort tid holdt deres hustru under streng bevogtning, men du har nu i otte år ladet førnævnte dronning holde strengt under bevogtning, ja, når man læser, at der er dem, som er gået i kloster fra brylluppet eller andre ønsket at gå i kloster, førend de var nået til brylluppet, så bliver din hustru seksten år efter fuldbyrdelsen af ægteskabet opfordret — jeg vil nødigt sige tvunget — til at gå i kloster. Hustruen forlangte ikke den ægteskabelige pligt af nogen af dem; til forskel herfra har nævnte dronning ofte krævet den af dig; men du har nægtet at opfylde den over for hende. Ingen af deres hustruer har sagt, at hun havde haft samliv med ham; men oftnævnte dronning har vedholdende forsikret, endog for retten, at du har haft samliv med hende. Hvis hun derfor nu hævdede det modsatte, vilde hendes udtalelse"N ikke stå til troende slet og ret, da den salige pave GregorN endydermere har fastsat om dem, som forsikrer, at de ikke indbyrdes har kunnet forenes på grund af legemlig kulde, at de begge hver med syv slægtninge under håndspålæggelse på højhellige relikvier skal erklære og aflægge ed på, at de aldrig i legemlig omgang har været forenet til eet kødN. Hvor meget mere bør da ikke hun aflægge en lignende ed, hun, som synes gennemtrængt af overvældende livslede for ikke at sige grebet af frygt, forledt af råd eller lokket af løfter?

Du ser altså, vor meget kære søn, at du er gået langt videre over for førnævnte dronning end nogen i henhold til de fremførte exempler eller førnævnte bestemmelser er gået, som for klosterlivets skyld har forladt sin hustru, eller hvis hustru har forladt sin mand af samme grund. Og du skal ikke tro, at vi siger disse ting, fordi vi ønsker at vise alt for megen strenghed imod dig, da du ved at drage sammenligning med en lignende sag kan bemærke, at vi har vist megen velvilje og nåde imod dig. Thi føromtalte kong LotharN, der ikke var den mindste, men den største blandt konger, forstødte på vor førnævnte forgænger pave Nicolaus' tidN sin hustru Teutberga ud af egen forvovenhed og tog Waldrada til medhustru, idet han lod den førstnævnte holde under streng bevogtning, men den sidstnævnte behandle med kongelig hæder. Og da hun indgav sin klage til vor førnævnte forgænger, fremsendte hun blandt andet et appellatorisk klageskrift, hvori hun meddelte, at hun, som jo hidtil ikke havde aflagt tilståelse, blev tvunget til at rejse en falsk beskyldning mod sig selv, idet hun tilføjede, at man skulde vide, at hun, hvis hun blev udsat for yderligere tvang, sagde, hvad kongen ønskede, ikke fordi det var sandt, men fordi hun ikke kunde anderledes, af frygt for døden og af iver efter at slippe ud. Heraf kan og bør du forstå, hvor meget vi, stormægtige konge, sørger for at stå dig til tjeneste både i ord og gerning. Thi vor førnævnte forgænger kaldte medhustruen Waldrada ”Lothars frille”, men vi har aldrig kaldt din medhustru ”din frille”, men derimod ”den højbårne kvinde”. Han kaldte ikke den førnævnte Lothar ”konge” slet og ret, men ”hvis den i sandhed kan kaldes konge, som ikke styrer og på frelsebringende måde lægger bånd på sin legemlige attrå.” Men vi har ikke blot kaldt dig ”konge” slet og ret, men ”den mest rettroende fyrste og den allerkristeligste konge”. Han afsatte to ærkebiskopper, nemlig Kølns og Triers, fordi de afsagde en uretfærdig dom i ægteskabssagen. Men vi har ikke engang afsat een ærkebiskop, jeg tænker her på din morbroder, ærkebiskoppen af Reims, som forkyndte skilsmissedommenN eller rettere dette komediespil. Han gennemborede kong Lothar og hans medhustru Waldrada med bandlysningens sværd. Men vi har, skønt vi har forkyndt interdikt, ganske vist ikke over hele riget, men over en del af dit rige, dog ikke lyst dig eller din medhustru i band og heller ikke berøvet hende eller dig adgang til gudstjeneste eller udelukket jer fra de kirkelige sakramenter. Skønt vi også atter og atter har påmindet dig om at gengive din førnævnte ægtefælle den frihed, der er hendes ret, og lade hende behandle med kongelige hædersbevisninger, har vi dog endnu ikke tvunget dig dertil med vor apostoliske magt og heller ikke ved kirkelig straf tvunget dig, der mange gange er blevet omstændeligt påmindet, til at opfylde din ægteskabelige pligt over for hende, hvilket hun har krævet af dig. Mener du da, stormægtige konge, at vi, skønt vor førnævnte forgænger overgik os med hensyn til, hvad han udrettede, og hvad han vidste, er så meget ringere i bestridelsen af vor embedspligt og i udøvelsen af vor magt, at vi ikke, opflammet af nidkærhed for retfærdigheden kan træffe de foranstaltninger imod dig, som det er bekendt, at han, opflammet af samme nidkærhed, traf mod så stor en konge, eller fra nu af vil føre det ud i livet med mindre retfærd, som vi indtil nu måske har udsat mere, end rimeligt er?

Men for at du kan erfare, hvilken kærlig og nådig hengivenhed vi nærer for dig, se da, hvor vi mildner vor strenghed og pålægger vor elskede søn Guala, kardinaldiakon af Sta. Maria in Portico, det apostoliske sædes legat, at han, således som du har forlangt gennem dit kongelige brevN — for at anvende dine ord — skal gå frem i ægteskabssagen uden at give adgang til appel, hvad enten der bliver forelagt ham sag om svogerskab eller om trolddom eller om klosterløfte, eller på en hvilken som helst anden akceptabel måde, hvorved ægteskaber sædvanligvis opløses, nemlig således at han — skønt det er en mistænkelig sagsfremstilling snart at gøre svogerskab, snart trolddom, snart klosterløfte gældende eller hvad som helst andet ubestemt, der kan tjene til at tilsidesætte et ægteskab — dog, hvis du ønsker påny at optage spørgsmålet om svogerskab, skal overholde den fremgangsmåde, som vi i samme anliggende har ment at burde fastsætte for andre legater. Men hvis du ønsker at forfølge sagen om trolddom, skal han følge den fremgangsmåde, der er fastsat for hamN. Men hvis der bliver tale om at føre sag om klosterløfte, skal samme legat betænksomt overveje, hvad der her er foreskrevet, og desuden omhyggeligt tage det, der bliver fremført, i betragtning, og endelig skal han, såfremt begge parter har ønske herom, i et hvilket som helst tilfælde føre sagen til en kanonisk afslutning eller oversende den, tilstrækkeligt oplyst, til undersøgelse for os og fastsætte et passende tidspunkt for de to parter, på hvilket de gennem hertil skikkede befuldmægtigede skal fremstille sig for os personligt for med Guds hjælp at modtage en retfærdig dom. Men dette skal under alle omstændigheder iagttages, at førnævnte dronning i enhver henseende skal have sin frihed, således som vor allerede nævnte forgænger Nicolaus fastsatte i et lignende tilfælde, idet han sagde følgende: Hvad enten der rejses sag om ægteskabsforbindelsen eller om beskyldning for hor, strider det mod fornuften at lade Teutberga komme for retten med Lothar, hvis hun ikke en tid i forvejen bliver sin egen herre igen og kan nå frit at omgås sine slægtninge, og herunder må man også sørge for et opholdssted til hende, hvor hun ikke skal frygte nogen overmagt, for at det ikke skal blive vanskeligt at fremføre vidner eller de andre personer, som kræves så vel af de hellige kanoniske bestemmelser som af de ærværdige romerske lovbud i retsstridigheder af denne artN. Se da, vor meget kære søn: vi op digter ikke nye ord af os selv, men fremfører autentiske regler fra den kanoniske ret, hvad kyndige mænd yderligere vil kunne belære dig om. Derfor, kloge konge, beder og påminder vi dig indtrængende om kløgtigt at være betænkt på, både hvad der er tilladt, og hvad der sømmer sig, og ligeså hvad der er til gavn, at det bliver gjort i denne sag, idet du vender det døve øreN til dem, som fedter dit hoved ind med syndefuld olieN, eftersom de — for at bruge Guds ord — som kalder dig lykkelig, holder dig for narN, og vi pålægger dig i Helligåndens kraft med henblik på den guddommelige dom til bod for dine synder på ingen måde at tillade, at førnævnte dronning bliver krænket eller tvunget til noget mod sin vilje, men at du både skal lade hende få den frihed, der er hendes ret, og lade hende behandle med kongelige hædersbevisninger, for at du ikke, hvis du handler anderledes, hvad vi ikke tror, skal fortjene Guds og apostlenes vrede og foruden denne store krænkelse også pådrage dig en alvorlig straf og dine sidste stunder på grund af denne synd ikke stemme overens med, hvad du begyndte på og nåede til.

Givet i Lateranet den 9. december i vort pavedømmes elvte år.