Til ærkebiskopperne Albertus af Magdeburg og Sigfridus af Mainz og deres lydbiskopper.

Efter hvad vor ærværdige broder biskop Gerhardus af Osnabrück, udvalgt ærkebiskop af Bremen, har sørget for at meddele os, er Valdemar nu i sin foragt nået ned i syndens dybN, så at han ikke blot undlader at rette sigN, men hans nedrighed er så at sige gået ham i blodetN, han vokser i hykleri og svig mod den romerske kirke og truer med alvorligere og dristigere anslag end hidindtil, således at han, der stadig opdynger vrede imod sig, vil gå til grunde på vredens dagN for Hans dømmende sværd, ved hvis barmhjertighed og iver han blev udfriet fra domfældelse og et meget hårdt fængsel. Indført i Bremen med magt af den højbårne mand, hertug Bernhard af Saksen, stillede han nemlig sin trone i Bremerkirken så at sige mod norden, og siddende derpå, ligesom gudløsheden sidder på et låg af blyN, strækker han til det onde og sletteN hænderne ud efter kirker og gejstlige foruden over den forvaltning så vel i åndelige som i timelige sager, som han på fordømmelig vis har tiltaget sig i samme kirke, idet han frækt og forvovent bemægtiger sig deres gods og deler og spreder det mellem de lægfolk, hvis voldsmagt han forlader sig på, hvorfor han også har let til forbrydelser, og der er intet, han gyser tilbage for. Thi efter at nogle kanniker og andre gejstlige i Bremen var fordrevet fra deres kirker og præbender, har han rent faktisk, da han ikke kunde det efter loven, overdraget disse præbender og kirker til nogle af sine tilhængere for at gøre dem delagtige i sine slette gerninger, som er hans tilhængere under vildfarelsen. Men skønt du, vor broder af Magdeburg, og vore ærværdige brødre, dine og Bremerkirkens lydbiskopper, og desuden førnævnte biskop af Osnabrück og biskop Otto af Münster med apostolisk myndighed har forkyndt afsættelse og degradering af samme Valdemar, der er ramt og bundet af anathemaN, er det dog sådan, at han, som burde have ydmyget sig for så stor en kraft fra Guds hånd, forhærder sig under dommen, idet han griber selvophøjelsens horn og regner den dom for intet, som han i det mindste burde have næret frygt for. Efter hans exempel viser dekanenN og nogle andre præster og gejstlige i Bremen på uklog måde foragt for den suspensionsdom, der er afsagt mod dem angående oppebørselen af deres beneficier, fordi de havde omgang med ham, og de hører ikke op med at omgås ham og afstår ikke fra at begunstige ham i hans nederdrægtighed. For at samme Valdemar og hans tilhængere altså ikke ligefrem skal bryste sig af deres nederdrægtighed, befaler og pålægger vi jer, brødre, ved denne vor apostoliske skrivelse, at I hver søn- og helligdag fornyer de domme, der er afsagt mod dem, i jeres kirker, og sørger for, at de fornyes i jeres stifter.

Givet i Lateranet den 28. februar i vort pavedømmes femtende år.

Et omtrent ligelydende brev er skrevet til biskopperne Bernardus af Paderborn, Conradus af Minden, Iso af Verden og Fridericus af Halberstadt og vore elskede sønner, abbederne Hugoldus af Korvey og Giselbertus af Marienfeld i Münster og Paderborn stifter indtil ligefrem skal bryste sig af deres nederdrægtighed, befaler og pålægger vi jer, kloge brødre og sønner, ved denne vor apostoliske skrivelse, at I senest to måneder, efter at I har modtaget dette brev, personligt drager til byen Bremen og dær enten alle på een gang eller hver for sig offentligt fornyer de domme, der er afsagt mod nævnte Valdemar og hans tilhængere, og befaler, at de skal fornyes overalt i kirkeprovinsen Bremen.

Givet i Lateranet den 28. februar i vort pavedømmes femtende år.