Til alle troende i kirkeprovinsen MainzN.

Da der nu er et større og mere påtrængende behov, end der nogensinde før har været, for undsætning til Det hellige Land i dets trængsler, og da der er håb om, at undsætningen vil gøre større nytte, end det nogensinde tidligere har været tilfældet, se, da råber vi med fornyet råb til jer, og vi råber for Ham, som lige til korsdøden var lydig mod Gudfader og i dødsstunden på korset råbte med høj røst, at han vilde rive os ud af den evige døds pinsel. Han råber også selv og siger: Om nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge migN, som om han mere håndgribeligt sagde: Den, som vil følge mig til kronen, han skal også følge mig til den kamp, som nu lægges frem for alle og enhver for at prøve dem. Thi den almægtige Gud kunde, hvis han ønskede det, slet og ret afværge, at dette land blev overgivet i fjendens hånd, og han kunde, om han ønskede, med lethed udfri det af fjendens vold, da intet kan modstå hans vilje. Men da nu de onde har vundet overhånd, fordi mange er kølnet i deres kærlighed, har han budt sine troende denne kamp for at vække dem fra dødens søvn til at søge livet og prøve deres tro herigennem som guld i diglen, idet han har givet dem adgang til frelsen, eller rettere sagt et middel til at blive frelst ved, således at de, som i troskab kæmper for ham, bliver kronet lyksaligt af ham, mens de, som ikke, da der var så hårdt brug for hjælp, vilde yde ham den tjeneste, de som tjenere var ham skyldige, med rette bliver fordømt ved den strenge dom på den yderste dag. O, hvor meget godt har denne sag ikke allerede kaldt frem, hvor mange har ikke omvendt sig til bod og givet sig i den Korsfæstedes tjeneste for at befri Det hellige Land og har så at sige gennem martyrkampen nået hæderens krone, mennesker, som måske var gået til grunde i deres ondskab, hildede i legemlig vellyst og i denne verdens fristelser. Dette Jesu Kristi kunstgreb er gammelt, dette, som han i disse dage har værdiget sig at forny til frelse for sine troende. For hvis en jordisk konge blev fordrevet fra sit rige af sine fjender, og hans vasaller undlod at sætte deres ejendom så vel som sig selv på spil for hans skyld, mon han da ikke, når han genvandt sit tabte rige, vilde domfælde dem som troløse og udtænke hidtil utænkte pinsler imod dem for med det onde at tilintetgøre de onde? Således vil kongernes kongeN, den herre Jesus Kristus, som har skænket jer legeme og sjæl og alt andet godt, fælde dom over jer på grund af lastefuld utaknemmelighed og forbryderisk utroskab, hvis I forsømmer at komme til undsætning for ham, der så at sige er fordrevet fra det rige, som han har erhvervet ved at betale med sit blod. Enhver der i denne stund, hvor der er brug for hjælp, nægter Genløseren sin tjeneste, skal da vide, at hans ubøjelighed er skyld, han selv ubøjeligt skyldig. Thi hvorledes kan nogen i følge Guds bud elske sin næste som sig selvN, når han ved, at hans brødre, kristne af navn og af tro, holdes indespærret i hårdt fængsel hos de vantro Saracenere og tynges til jorden af det allerhårdeste slaveri, og så undlader virkningsfuldt at bistå med at befri dem — en krænkelse af denne den naturlige lovs befaling, som Herren har forkyndt i sit evangelium: Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod demN. Eller ved I måske ikke, at mange tusinde kristne holdes i slaveri og fængsel hos dem og martres af utallige pinsler? Og dog besad de kristne folkeslag næsten alle Saracenernes provinser lige til Skt. Gregors tid med, men da fremstod en fortabelsens søn, en vis Muhammed, som falsk profet, og han førte mange bort fra sandheden gennem jordiske fristelser og legemlig vellyst, og skønt hans vantro har taget til i styrke lige til denne dag, har vi ikke des mindre tiltro til Herren, som allerede har givet os et godt tegn på, at dette udyrs endeligt nærmer sig, eftersom dets tal i følge Johannes' åbenbaring falder inden for 6666), hvoraf allerede næsten 600 år er forløbet. De vantro Saracenere har ganske vist foruden den gamle, store og tunge uret, der på grund af vore synder er begået af samme vantro Saracenere imod vor Genløser, for nylig til bestyrtelse for Kristenheden rejst en befæstet borg på bjerget Tabor, hvor Han viste sine disciple billedet af sin fremtidige herlighed, og herved mener de let at kunne erobre byen Akkon, der ligger meget nær ved den, og dernæst uden nogen som helst hindring eller indsigelse bemægtige sig det resterende af dette land, da det er næsten fuldstændigt blottet for forråd og stridskræfter. Velan da, vore meget kære sønner, ombyt uenigheden og fjendskabet mod jeres brødre med et fredens og kærlighedens forbund, væbn jer til tjeneste for den Korsfæstede, tag ikke i betænkning at sætte, hvad jeres er, og jer selv på spil for ham, som gav sin sjæl og udgød sit blod for jer, og vær fuldt sikre på og forvissede om, at I, hvis I i sandhed er bodfærdige, gennem denne timelige opofrelse så at sige ad en slags genvej vil nå frem til den evige fred. Thi i tillid til den almægtige Guds barmhjertighed og apostlene Skt. Peders og Skt. Paulus' myndighed bevilger vi med den magt til at binde og løseN, som Gud har overdraget os, omend uværdige, alle, som i egen person og på egen bekostning underkaster sig dette besvær, fuldstændig tilgivelse for de synder, som de i sandhed angrer med sønderknust hjerte og bekender med munden, og derudover lover vi dem evig frelse ved den retfærdige gengældelse. Men vi tilstår dem, som ikke i egen person drager derhen, men dog på egen bekostning i overensstemmelse med, hvad de evner, og hvem de er, udpeger hertil skikkede mænd, og på samme måde dem, som drager af sted, omend på andres bekostning, men dog i egen person, fuldstændig tilgivelse for deres synder. Vi ønsker og tilstår også, at alle, der på passende måde vil bidrage af deres gods til understøttelse for dette land, skal være delagtige i denne forladelse efter omfanget af deres kærlige og hengivne hjælp. Eftersom de har taget korset, tager vi ligeledes dem selv og deres gods under Skt. Peders og vor beskyt telse, ligesom de også skal stå under ærkebiskoppernes og biskoppernes og alle Guds kirkes prælaters værn, idet vi bestemmer, at deres gods skal forblive urørt og bestå uanfægtet, indtil man får fuldstændig sikkerhed for, at de er døde eller vendt hjem. Men hvis nogen som helst forgriber sig herpå, skal han med tilsidesættelse af appel tøjles af kirkernes prælater ved kirkens straf. Men hvis nogen af dem, der drager derhen, er edeligt bundet og forpligtet til at betale renter, påbyder vi, at deres kreditorer gennem kirkernes prælater med samme strenghed skal tvinges til at løse dem fra den ed, de har aflagt, og afstå fra at kræve renter. Men hvis nogen som helst kreditor tvinger dem til at betale renter, befaler vi, at han med samme straf skal tvinges til at give dem tilbage. Men vi påbyder, at jøder af den verdslige magt skal tvinges til at give afkald på renter fra dem, og at alle troende kristne, indtil disse har givet afkald herpå, under bandlysningsdom skal undlade på nogen som helst måde at have omgang med dem så vel ved forretninger som i andre henseender. Men for at hjælpen til Det hellige Land lettere kan ydes, når den er fordelt på flest mulige, beder vi indstændigt alle og enhver ved Faderen og Sønnen og den Helligånd, den ene sande og eneste, den ene evige Gud, og udbeder vi os i Kristi sted, for Kristi skyld et passende antal krigere med nødvendige forsyninger til tre år i overensstemmelse med hver enkelts evne af ærkebiskopper og biskopper, abbeder og priorer og af kapitler ved så vel domkirker som andre kirker med fællesliv og af alle gejstlige samt byer, købinger og flækker. Og hvis en enkelt eller et enkelt samfund ikke formår dette alene, skal flere forene sig, da det er vort faste håb, at det ikke vil skorte på deltagere, hvis midlerne er til stede, og vi udbeder os dette samme af konger og fyrster, grever og baroner og andre stormænd, som måske ikke tager af sted i egen person i den Korsfæstedes tjeneste, men af byerne ved kysterne udbeder vi os hjælp til søs. Og for at vi ikke skal synes at pålægge andre tunge og utålelige byrder uden at røre en finger selv, erklærer vi i sandhed for Gud, at hvad vi kræver, at andre skal gøre, vil vi selv gøre med redebont sind. Men de gejstlige, der er nødvendige til dette foretagende, sørger vi for ved at bevilge, at de på grund heraf, uanset indsigelse af nogen art, kan sætte indtægterne af deres beneficier i pant i indtil tre år. Men da hjælpen til Det hellige Land kunde blive forhindret eller forsinket meget, hvis det var påbudt, at hver eneste, før han tog korset, skulde undersøges, om han var skikket og duelig til personligt at opfylde dette løfte, tilstår vi, at hvem der end ønsker det, med undtagelse af regelbundne personer, kan antage korsets tegn, således at dette løfte, når tvingende nød eller åbenbar nytte forlanger det, kan forandres, indløses eller udskydes på apostolisk befaling. Og på grund af samme sag tilbagekalder vi de bevillinger af syndsforladelse, som vi indtil nu har tilstået dem, der drager til Spanien mod Maurerne eller mod kætterne i Provence, især da de er blevet tilstået de første på begrænset tid, der nu er helt udløbet, og disse sidstnævnte med en begrundelse, som nu for størstedelen er faldet bort, da begge foretagender ved Guds nåde er kronet med held, så at de ikke fordrer øjeblikkelig og kraftig optræden, og vi, hvis de måske skulde kræve det, vil sørge for at tage hensyn til den trang, der da gør sig gældende. Dog tilstår vi, at disse bevillinger af syndsforladelse skal forblive gyldige blandt Provencalere og Spaniere. Men fordi korsarer og sørøvere i meget høj grad er til hindring for hjælpen til Det hellige Land ved at fange eller ved at plyndre dem, der drager derhen, og dem, der vender tilbage derfra, rammer og binder vi dem og deres vigtigste medhjælpere og tilhængere med bandlysning og forbyder under trusel om anathemasN, at nogen med viden og vilje har forbindelse med dem i noget salgs- eller købsforhold, og vi pålægger dem, der styrer byerne og disses land, at de holder og tvinger dem bort fra en sådan ugudelig adfærd. I modsat fald vil vi, fordi det ikke at ville hjemsøge de onde intet andet er end at befordre dem, og fordi den, som undlader at imødegå en håndgribelig misgerning, ikke er fri for mistanke om hemmelig delagtighed, sørge for at gå frem med kirkelig strenghed mod disseN og deres lande, da sådanne ikke mindre end Saracenerne er modstandere af Kristenheden. Vi fornyer desuden den bandlysning, der blev forkyndt på LaterankoncilietN, over dem, som forsyner Saracenerne med våben, jern og tømmer til galejer, og dem, som er styrmænd på Saracenernes sørøverskibe, og vi bestemmer, at de skal straffes med at blive berøvet deres ejendom, og hvis de bliver fanget, være slaver hos dem, der tager dem til fange, idet vi påbyder, at denne dom på søn- og helligdage skal fornyes offentligt i alle byer ved kysten. Men da vi bør have langt mere tillid til guddommelig nåde end til menneskelig magt, sømmer det sig, at vi i denne strid kæmper ikke så meget med legemlige som med åndelige våben, og derfor bestemmer og befaler vi, at der en gang om måneden skal finde en almindelig procession sted, af mænd for sig og af kvinder for sig dær, hvor det kan lade sig gøre, og de skal i sjælelig og legemlig ydmyghed hengivent og indtrængende bede og anråbe den barmhjertige Gud om at tage den lammende skændsel fra os ved at fri det land, hvor han fuldkommen gjorde alle vor genløsnings sakramenter, fra hedningenes hænder og give det tilbage til hans kristne befolkning til ære og pris for sit hellige navn, idet der klogt skal sørges for, at det frelsebringende korsord altid ved selve processionen omsorgsfuldt fremføres for folket med formaninger, og at faste og almisse knyttes til bønnen, for at bønnen selv lettere og hurtigere kan flyve op så at sige ved vinger til Guds, den frommestes øre, og han i sin nåde låne os øre, når tiden er inde. På hver af dagene skal ligeledes alle mænd så vel som kvinder under højmessen i ydmyghed kaste sig til jorden efter fredskysset i det øjeblik, hvor den frelsebringende hostie bydes og modtages for verdens synder, og salmen: Gud, folkeslagene har fået din arvN, skal synges med høj røst af de gejstlige. Når den fromt er blevet afsluttet med dette vers: Gud skal rejse sig, og hans fjender splittes, og de, som hader ham, flygte for hans åsynN, skal den præst, som celebrerer, messe denne bøn for alteret: Gud, du som i vidunderlig fremsynethed styrer alt, dig bønfalder og beder vi om at rive dette land, som din søn den enbårne helligede med sit eget blod, ud af hænderne på korsets fjender og give det tilbage til den kristne tro ved barmhjertigt at lede de troende, der trænges, som lovet, for at befri det, ad den evige frelses vej gennem samme vor Herre, og så videre. Men i de kirker, i hvilke der foranstaltes almindelig procession, skal der opstilles en hul stok, sikret med tre nøgler — en skal i troskab forvares hos en agtværdig præst, en anden hos en from lægmand og en tredie hos en eller anden klostergiven — og heri skal gejstlige og legmænd og kvinder lægge deres almisser, som skal anvendes til hjælp for Det hellige Land i overensstemmelse med, hvad de bestemmer, som får omsorgen herfor betroet. Fremdeles bør man ikke træffe nogen bestemmelse om samling og afrejse — der skal foregå på en sømmelig og ordentlig måde og på et sted og en tid, der er belejlig — førend hæren bliver signet med Herrens korstegn. Men til den tid vil vi, når vi har overvejet alle omstændigheder, efter kloge mænds råd fastsætte alt, hvad vi anser for heldigt. Til at udføre dette udpeger vi altså vore elskede sønner abbed Ebirhardus af Salem og Petrus, fordum abbed af Neuburg, og Conradus, dekan i Speier og provst Walterus i Augsburg, mænd, der, som vi ved, er overordentlig agtværdige og trofaste, og de skal efter at have knyttet fremsynede og agtværdige mænd til sig på vor myndighed fastsætte og bestemme alt, hvad de måtte finde gavnligt til at fremme denne sag, idet de sørger for, at det, som de har fastsat, besørges trofast og omhyggeligt i de enkelte stifter af mænd, der er skikkede og særligt udpeget hertil. Derfor beder, påminder og besværger vi jer alle i Herren, og ved denne apostoliske skrivelse påbyder og i den Helligånds kraft pålægger vi jer, at I sørger for at optræde over for disse, der udøver deres delegerede myndighed på Kristi vegne, på en sådan måde og understøtter dem i deres behov, således at de ved jer og hos jer kan få det forønskede udbytte.

.....

Et ligelydende brev til Lunde kirkeprovins.