I den hellige og udelelige treenigheds navn. Jeg Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, til alle troende kristne, nulevende og tilkommende, hilsen med den sande frelser.

Eftersom menneskets hukommelse er kort, og den nuværende tidsalder i den grad har tilbøjelighed for det onde, at den kuldkaster endog den levende stemmes vidnesbyrd og ofte søger at ugyldiggøre selve handlingenN, fandt de gamle i deres klogskab på et lægemiddel mod dette onde, og hvad de havde udtænkt overlod de skriftligt til efterkommerne som et mønster, så at de fremsynet fastsatte ved skriftligt vidnesbyrd at bestyrke deres handlinger og alt det, der bestemtes evindeligt og som var værd at huske, for at ikke begivenhederne i tidens løb skulde gå til grunde i glemsel, eller der skulde gives de ondsindede påskud til at handle stedmoderligt dermed. Idet vi følger skik og brug i så henseende, har vi ment til erindring om, hvad der er sket, at måtte gøre vitterligt for alle med dette vort brev, der er forsynet med autentiskN (segl), at vi retmæssigt og omhyggeligt og for den fulde pris har overladt nonnerne ved Skt. Nikolaj i Ribe vore besiddelser i Tange, en mølle med fri formaling af al slags mel, vogne, jorder, enge, marken med dens jorder — som vi har besiddet indtil tidspunktet for afhændelsen — at besidde med rette til evig tid. Enhver, der i eftertiden på dumdristig vis anfægter denne vor handling, skal på den strenge dommens dag få den vrede og den straf over sig fra den almægtige Gud, som han selv kalder frem.

År 1215 for Herrens menneskevorden. Givet i JørgensborgsN den 3. januar.

Jeg Niels, biskop af Slesvig, kansler, og så videre N.