© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Textgrundlag: a1a.
Uniuersis sanctæ matris ecclesiæ filiis hæc scripta cernentibus Andræas dei gratia Lundensis archiepiscopus, apostolicæ sedis legatus Sueciæque primas in uero salutari salutem.
Qu<onia>m mundus in maligno positus est, et multoties rite gesta calumniam patiuntur, cautum et necessarium est, ea, quæ aguntur ordinate, sufficientis cautelæ memoria perennari. Dum igitur ecclesiam Segelfia cum omni dote sua parrochianorum accedente non solum consensu sed petitionibus dilectis in Christo filiis canonicis Wibergensibus a uenerabili fratre nostro Åsgoto eorum episcopo iure perpetuo collatam fore, tam scripti quam uiuæ uocis eius assertione didicerimus, nos collationem ab ipso legitime factam scripti et sigilli nostri auctoritate confirmamus et eandem in posterum ab aliqua ecclesiastica seculariue persona iniuriose irritari sub anathemate prohibemus.
Datum Olofstorp anno incarnationis dominicæ m. cc. x<v>. pontificatus nostri anno xiiii.
21 Qu<onia>m] Quum a1a, men denne antikiserende skrivemåde anvendes aldrig i danske original diplomer fra denne tid. Derimod er det en almindelig læsefejl hos senere afskrivere at gengive Qm (= Quoniam) som Quum.
26 fore = esse.
27 confirmat] a rettet Reg.
1 m.cc.x<v>.] m. cc. xiii. a1a, jf. indledningen, hvorefter en rettelse til m. cc. x<vi>. teoretisk set også er mulig.
21 1. Ioan. 5,19: Mundus totus in maligno positus est.
26-27 scripti .... assertione: tabt.
Til alle børn af kirken, vor hellige moder, der ser dette brev, sender Anders, af Guds nåde ærkebiskop af Lund, det apostoliske sædes legat og Sverrigs primas, hilsen med den sande frelser.
Eftersom verden ligger i det onde, og eftersom de ting, der er sket på lovformelig vis, mangen en gang udsættes for klagemål, er det nødvendigt og betryggende, at de ting, som udføres i overensstemmelse med rettens forskrifter, foreviges og fyldestgørende sikres igennem erindringen. Da vi altså har erfaret og så vel ved breve som ved vor ærværdige broder Asgots levende ord er blevet forsikret om, at Sejlflod kirke tillige med hele dens medgift, efter at sogneboerne har ikke blot samtykket, men anmodet herom, med rette til evig tid er blevet overdraget til vore elskede sønner i Kristus kannikerne i Viborg af denne deres biskop, stadfæster vi denne overdragelse, der er foretaget af ham på lovlig vis, med vort brevs og segls myndighed og forbyder under anathema, at nogen gejstlig eller verdslig person i eftertiden uretmæssigt omstøder denne.
Givet i Olstorp år 12155) for Herrens menneskevorden i vort bispedømmes fjortende år.
Anders Sunesens stadfæstelse er tidligere blevet dateret 1214. Dette er rimeligvis sket dels under hensyntagen til Bartholins Annales, der anbringer brevet under dette år (jf. under Reg.), dels ud fra en beregning over det til slut angivne 14. ærkebispeår. Bartholin kan imidlertid på ingen måde tages som autoritet i dateringsspørgsmål — et blik på hans fejlagtige eller ubegrundede placering af en hel række andre Viborgskrivelser under årene 1214-15 giver tilstrækkelig oplysning i så henseende (se Dipl. Danicum I:4 nr. 50—51, 70, 170; I:5 nr. 80—81, 86, 89—90). 1214 kan heller ikke antages som udstedelsestid med støtte i ærkebiskoppens embedsår. Men dette kan yde os værdifuld hjælp ved fastsættelsen af en rigtigere datering.
Der er ingen tvivl om, at det inkarnationsår, som meddeles i texten, 1213, er forkert. Erfaringsmæssigt sker der lettere ændringer i selve årsangivelsen, som er genstand for historikernes og afskrivernes særlige opmærksomhed, end i andre, mindre påagtede dateringselementer. Det vil derfor være det principielt rigtige at rette inkarnationsåret efter ærkebispeåret, ikke omvendt. Nu står det fast, at Anders Sunesen beregnede sin embedstid fra en dato i 1202, se Dipl. Danicum I:4 nr. 46. Hans 14. pontifikatsår falder herefter inden for årene 1215-1216. Skrivelsen må tilhøre samme tid.
Måske er det muligt at præcisere dateringen yderligere. Anders Sunesen har været i Rom i et af Innocens III's sidste år, blandt andet for at sikre indsættelsen af sin nevø som biskop i Roskilde, se nr. 102 af 1217 25. januar. Bispestolen her blev ledig 1214 29. oktober, og Innocens afgik ved døden 1216 16. juli, så ærkebiskoppens besøg falder inden for disse tidsgrænser. Ærkebiskoppen havde en speciel anledning til at møde frem i Rom på denne tid. Han var blevet indbudt til at deltage i den store Lateransynode, men havde beklaget ikke at kunne komme. Som svar modtog han en tordenskrivelse fra paven, som gav ham udtrykkelig befaling om at møde op, se nr. 41 af 1214 21. februar. Anders Sunesen kan umuligt have siddet dette påbud overhørig, men må have indfundet sig på synoden, hvis åbning var ansat til 1. november 1215 (se nr. 32). Alligevel mangler hans navn i den liste, der er blevet fremdraget over Laterankonciliets deltagere (Jak. Werner, Nachlese aus Zircher Handschriften. Neues Archiv XXXI (1905) 575 ff.). Repræsentationen for Danmark er her kun angivet som en biskop, endog uden at dennes stift er nævnt (ib. 586). Man kan imidlertid ikke se bort fra den mulighed, at omtalte liste er udarbejdet på grundlag af en fortegnelse over de til konciliet anmeldte gejstlige, uden at denne senere er ført ajour i enhver henseende. Den autentiske præsensliste fandtes i det pavelige registerbind, men er nu gået tabt (se Theiner, Vetera monumenta, 63). Utvivlsomt er det da tilladeligt at slutte, at Anders Sunesen må have adlydt den ordre om at indfinde sig i Rom, som paven rettede til ham personlig.
Det anliggende, som vi ved, at den danske ærkebiskop i egen person varetog i Rom på denne tid — besættelsen af Roskilde bispestol — blev først afgjort i maj—juni 1216, se nr. 75—76. Der blev her truffet en ordning af extraordinær karakter, en ordning som var i høj grad gunstig for Anders Sunesen. Han fik bevilling til at administrere det sjællandske stift indtil videre og dernæst indsætte sin egen slægtning som biskop. Forhandlingerne herom var af en sådan vigtighed, at den indflydelsesrige kardinal Cencius, der samme år besteg pavestolen som Honorius III, greb ind heri. Formentlig har disse drøftelser holdt ærkebiskoppen tilbage i Rom, indtil han igennem de to pavebuller havde fået sikret sig de afgørelser, han ønskede. Hvis dette er rigtigt, er det også ensbetydende med, at Anders Sunesen har været udenlands de første 5-6 måneder af 1216, hvortil kommer hjemrejsen fra Rom. Men dermed svinder muligheden for, at han kan have nået at komme hjem og udstede det foreliggende diplom i 1216, endnu inden hans 14. ærkebispeår var udløbet, jf. Dipl. Danicum I:4 nr. 45. Selv om det vel ikke er fuldt sikkert, synes en datering til år 1215 så temmelig sandsynlig. Udstedelsen har i så fald fundet sted engang i de første tre fjerdingår: senest i oktober 1215 måtte ærkebiskoppen bryde op for at nå frem til åbningen af Lateransynoden.