Valdemarus dei gratia Danorum Slauorumque rex omnibus tam præsentibus quam futuris hoc scriptum cernentibus salutem.
Quoniam seriem ueritatis solet inuidia uel ignorantia obfuscare, notum facimus uniuersitati fidelium nos terminum inter Thyurlund et Colby et Gethathueth, quem iurauerunt duodecim uiri nominati, scilicet Tuni filius Petri et frater eius Nicolaus, Magnus filius Arketil et Petrus de Hersleff, Thorstanus Arkelsøn et Petrus Galmanssen, Petrus Lucesøn et Tolff frater eius, Ion Kal de Høyng et Frendi de Gesleff, Thiorsten Biørnssøn et Coleman, ratum et firmum perpetualiter mansurum priuilegii nostri munimine confirmasse.
19 Valdemarus — Slauo-] i første linie og med større bogstaver a.
Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, hilsen til alle nulevende så vel som tilkommende, der ser dette brev.
Eftersom misundelsen og ukyndigheden gerne fordunkler sandheden, gør vi vitterligt for alle troende, at vi har stadfæstet og bestyrket ved dette vort privilegium, at den grænse mellem Tjørnelunde og Kulby og *Gethathueth, som tolv udmeldte mænd har svoret, nemlig Tune, søn af Peder, og hans broder Niels, Mogens, søn af Arnketil, og Peder af Herslev, Torsten Arkelsen og Peder Galmansen, Peder Lussesen og hans broder Tolf, Jon Kal fra Høng og Frende fra Gierslev, Torsten Bjørnsen og Kolman, evindeligt og urokkeligt skal forblive gyldig.
Den her meddelte kongelige stadfæstelse, der betegner sig selv priuilegium, er tidligere dateret 1202-1241, 1226 og 1226-1241.
Titlen Slauorumque rex henviser privilegiet til en af de Valdemarer, som efterfulgte Knud VI Valdemarsen. Den gammeldags stil, der spores i arenga- og publicatioformlerne, synes nærmest at pege på Valdemar II Sejr som udstederen. Om dette er rigtigt, må stadfæstelsen under hensyn til kongens titulatur dateres til [1215-1241), jf. Dipl. Danicum I:4 nr. 53. Inden for disse grænser kan tiden for Valdemar II.s fangenskab, 1223 6/7. maj—1225 25. december, ikke komme i betragtning for udstedelsen.