Albertus dei gratia dux Saxonie dilectis suis Ber. comit<i> de Welepa et Ar. de Swarmisse militi salutem cum sincera plenitudine dilectionis. Notum uobis facimus, quod nos ad petitionem uenerabilis domini nostri W. quondam Bremensis episcopi et conuentus de Lucken insulam prope Lese sitam et molendinum Dusleburg, que proprietatis nostre sunt, contulimus eidem monasterio in memoriam patris nostri et remissionem peccatorum nostrorum.
17 Ber. = Bernhardo.
— comit<i>] comite Calenberger UB.
18 Ar.] kan ikke identificeres.
20 W. = Waldemari.
— episcopi] jævnfør indledningen.
Albrekt, af Guds nåde hertug af Saksen, til sine elskede, grev Bernhard af Wölpe og ridder Ar. af Schwarmisse, hilsen med fuld og inderlig kærlighed.
Vi gør vitterligt for jer, at vi efter anmodning fra vor ærværdige hr. Valdemar fordum biskop af Bremen og menige konvent i Loccum, har overdraget samme kloster en ø beliggende nær ved Leese og møllen *Dusleburg, som er vor ejendom, til minde om vor fader og til forladelse for vore synder.
Diplomet omtaler den tidligere biskop Valdemar af Slesvig, der benævnes guondam Bremensis episcopi. En rigtigere betegnelse havde på en måde været archiepiscopi, omend det må bemærkes, at Valdemar aldrig opnåede anerkendelse af denne værdighed og siden 1208 var berøvet sin titel af slesvigsk biskop, se Dipl. Danicum I:4 nr. 145.
Ved tidsfæstelsen af det udaterede hertugdiplom er et første støttepunkt at finde i tiltrædelsesåret for hertug Albrekt, der efterfulgte sin fader i 1212 (Eduard Winkel mann, Philipp von Schwaben u. Otto IV von Braunschweig, II 302). Dette år bliver terminus post quem, og den tilsvarende terminus ante quem er 1221, eftersom den ene af modtagerne, grev Bernhard af Wölpe, afgik ved døden 28. januar dette år (Calenberger UB. III 57). For at nå til en præcisere datering må man holde sig for øje, at hertug Albrekt var en urokkelig tilhænger af kejser Otto IV og støttede ham endnu i 1217, da næsten alle andre havde vendt ham ryggen til fordel for den staufiske tronprætendent, kong Frederik II (Winkelmann Il. c. 462-63). Til Ottos tilhængerskare hørte også Valdemar Knudsen, der optrådte som modbiskop i Bremen indtil 1217, da byens borgere fordrev ham og indkaldte Gerhard, den retmæssige ærkebiskop (ib. 460). Under hensyn til hertug Albrekts stillingtagen i den tyske politik må det anses for givet, at han vilde opretholde tituleringen af Valdemar som bremensisk biskop, så længe denne havde fodfæste i sin stiftsby eller blot havde nogen betydning, politisk set. At han benævner Valdemar quondam Bremensis episcopus, må derfor være et tegn på, at diplomet er udgået på et tidspunkt, da det uigenkaldeligt var slut med Valdemar Knudsens position. Skrivelsen kan da tidligst være udstedt i 1217, mens den som ovenfor nævnt senest kan være givet i 1221.