Diplomet omtaler den tidligere biskop Valdemar af Slesvig, der benævnes guondam Bremensis episcopi. En rigtigere betegnelse havde på en måde været archiepiscopi, omend det må bemærkes, at Valdemar aldrig opnåede anerkendelse af denne værdighed og siden 1208 var berøvet sin titel af slesvigsk biskop, se Dipl. Danicum I:4 nr. 145.

Ved tidsfæstelsen af det udaterede hertugdiplom er et første støttepunkt at finde i tiltrædelsesåret for hertug Albrekt, der efterfulgte sin fader i 1212 (Eduard Winkel mann, Philipp von Schwaben u. Otto IV von Braunschweig, II 302). Dette år bliver terminus post quem, og den tilsvarende terminus ante quem er 1221, eftersom den ene af modtagerne, grev Bernhard af Wölpe, afgik ved døden 28. januar dette år (Calenberger UB. III 57). For at nå til en præcisere datering må man holde sig for øje, at hertug Albrekt var en urokkelig tilhænger af kejser Otto IV og støttede ham endnu i 1217, da næsten alle andre havde vendt ham ryggen til fordel for den staufiske tronprætendent, kong Frederik II (Winkelmann Il. c. 462-63). Til Ottos tilhængerskare hørte også Valdemar Knudsen, der optrådte som modbiskop i Bremen indtil 1217, da byens borgere fordrev ham og indkaldte Gerhard, den retmæssige ærkebiskop (ib. 460). Under hensyn til hertug Albrekts stillingtagen i den tyske politik må det anses for givet, at han vilde opretholde tituleringen af Valdemar som bremensisk biskop, så længe denne havde fodfæste i sin stiftsby eller blot havde nogen betydning, politisk set. At han benævner Valdemar quondam Bremensis episcopus, må derfor være et tegn på, at diplomet er udgået på et tidspunkt, da det uigenkaldeligt var slut med Valdemar Knudsens position. Skrivelsen kan da tidligst være udstedt i 1217, mens den som ovenfor nævnt senest kan være givet i 1221.