In nomine sancte et indiuidue trinitatis. Ego Waldemarus lIunior dei gratia Danorum Sclauorumquerex. omnibus Christi fidelibus tam posteris. quam presentibus in perpetuum.
Religiosam uitam eligentibus. regale conuenit adesse presidium. propter multiplices prauorum incursus ne forte cuiuslibet temeritatis acerbitas. aut eos a sancto proposito reuocet aut robur quod absit sacre religionis infringat. Quotiens itaque a nobis illud petitur quod sacre religioni et honestati conuenire dinoscitur. nos animo libenti decet annuere. et postulantium uotis congruum regie maiestatis impertiri suffragium. Diuine namque misericordie gratiam fragilitati nostre in hoc reconciliare cupientes. ut religiosos quosque ne iniuriis aliquibus molestentur. regie potestatis respectu. a prauorum incursibus defensatos et inconturbatos in perpetuum esse cupimus. Eapropter notum facimus uniuersis hec scripta cernentibus. qualiter possessio Huseby et Schetheruth. cum omnibus attinentiis suis deuenerint in manus fratrum de Esrom. Nicolaus siquidem cognomento Greuesun. pro uite eterne remuneracione. iter peregrinacionis Ierosolimitane aggressurus. predictarum possessionum partem fratribus de Esrom. ob remedium anime sue donando contulit. quatuor. scilicet. marcas auri. partem <re>liquam possessionum. iusto emptionis pretio uidelicet sedecim marcis auri. coram patre nostro Waldemaro aliisque quam plurimis terre nobilibus in Warthingburgh. uendendo contradidit. Et ut emptionis huius celebratio. predictis fratribus firma et in perpetuum illibata permaneat pagine presentis exaratione. et sigilli nostri inpressione confirmamus. et contra omnes contradicentium cauillationes roboramus. Testes huius confirmac<i>onis Kanutus dux fi lius regis Waldemari. Iacobus filius Sunonis. Benedictus filius Iohannis. Eschillus Snubbe.
9 conuenire] med det andet n rettet a.
14 deuenerint] deuenerit i diplomforlægget.
17 <re>liquam] aliquam a, men reliquam i diplomforlægget. 22 confirmac<i>onis] confirmaconis a.
I den hellige og udelelige treenigheds navn. Jeg Valdemar den Unge, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, til alle troende i Kristus, så vel tilkommende som nulevende, hilsen til evig tid.
De, der vælger klosterlivet, bør, da der finder mangfoldige overgreb sted fra nedrige menneskers side, støttes og beskyttes af kongen, for at ikke nogen i had og frækhed enten skal drage dem bort fra deres forsæt eller, hvad Gud forbyde, svække dem i den hellige tros kraft. Derfor sømmer det sig, at vi, så ofte som det, der vides at passe for den hellige og agtværdige tro, udbedes af os, bevilger det med villigt sind og på rette vis giver de bedendes ønsker vor understøttelse som kongelig majestæt. Det er da vort ønske, at ingen klostergivne forulempes af nogen uret, men stedse lever uforstyrret, beskyttet mod nedrige overgreb af vor kongelige magt, og herved ønsker vi at forsone Gud i hans miskundhed og nåde med skrøbeligheden hos os. Derfor gør vi vitterligt for alle, der ser dette brev, at besid delsen Huseby og Skærød med alle dens tilliggender er kommet i Esrom klosters hænder. Niels med tilnavnet Grevesøn, der — mod gengældelse i det evige liv — står i begreb med at begive sig på pilgrimsfærd til Jerusalem, overdrog jo brødrene i Esrom en del af de førnævnte besiddelser som gave til bod for sin sjæl, nemlig fire mark guld, mens han overgav og til den rette pris solgte den resterende del af besiddelserne, det vil sige seksten mark guld i Vordingborg i nærværelse af vor fader Valdemar og mange andre af landets velbyrdige mænd. Og for at bekendtgørelsen af dette køb kan stå ved magt og stedse forblive urørt for fornævnte brødre, stadfæster vi den ved at skrive dette brev og hænge vort segl under, og vi bestyrker den mod alle spidsfindige indsigelser. Vidnerne ved denne stadfæstelse var hertug Knud, kong Valdemars søn, Jakob, søn af Sune, Bent, søn af Jens, Eskil Snubbe.
Kong Valdemar III.s diplom er tidligere henført til 1225-1231 og august måned 1230.
Det er udfærdiget efter 1215, da den unge Valdemar fik kongenavn, inden 1231, da han afgik ved døden, se nærmere nr. 67. Som vidne er nævnt Kanutus dux filius regis Waldemari. Dette må være den Knud, der blev hertug af Estland. Det vides ikke med sikkerhed, hvornår han fik titlen tillagt, men det kan tidligst være sket ved erobringen af landet i 1219 (jf. Annales Danici 104-05 og omtalen af Knud som dux i 1223, Ribe bispekrønike, Kirkehistoriske Samlinger VI:1 (1933-35) 32). Datering altså [1219-1231].
Lån fra diplomforlægget, nr. 8, er kendetegnet med petit.