I den hellige og udelelige treenigheds navn. Jeg Valdemar den Unge, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, til alle troende i Kristus, så vel tilkommende som nulevende, hilsen til evig tidN.

De, der vælger klosterlivet, bør, da der finder mangfoldige overgreb sted fra nedrige menneskers side, støttes og beskyttes af kongen, for at ikke nogen i had og frækhed enten skal drage dem bort fra deres forsæt eller, hvad Gud forbyde, svække dem i den hellige tros kraft. Derfor sømmer det sig, at vi, så ofte som det, der vides at passe for den hellige og agtværdige tro, udbedes af os, bevilger det med villigt sind og på rette vis giver de bedendes ønsker vor understøttelse som kongelig majestæt. Det er da vort ønske, at ingen klostergivne forulempes af nogen uret, men stedse lever uforstyrret, beskyttet mod nedrige overgreb af vor kongelige magt, og herved ønsker vi at forsone Gud i hans miskundhed og nåde med skrøbeligheden hos os. Derfor gør vi vitterligt for alle, der ser dette brev, at besid delsen Huseby og Skærød med alle dens tilliggender er kommet i Esrom klosters hænder. Niels med tilnavnet Grevesøn, der — mod gengældelse i det evige liv — står i begreb med at begive sig på pilgrimsfærd til Jerusalem, overdrog jo brødrene i Esrom en del af de førnævnte besiddelser som gave til bod for sin sjæl, nemlig fire mark guld, mens han overgav og til den rette pris solgte den resterende del af besiddelserne, det vil sige seksten mark guld i Vordingborg i nærværelse af vor fader Valdemar og mange andre af landets velbyrdige mændN. Og for at bekendtgørelsen af dette køb kan stå ved magt og stedse forblive urørt for fornævnte brødre, stadfæster vi den ved at skrive dette brev og hænge vort segl under, og vi bestyrker den mod alle spidsfindige indsigelser. Vidnerne ved denne stadfæstelse var hertug Knud, kong Valdemars søn, Jakob, søn af Sune, Bent, søn af Jens, Eskil Snubbe.