Til magister IvarN, provst på Falster.

Skønt legemlig omgang, som ikke berettiges af ægteskabeligt bånd, med rette anses for forbryderisk, fordi avler og avlet i følge naturens gang plejer at ligne hinanden, og alt, hvad et menneske i henhold til apostlen sår, dette skal han også høsteN, og børnene, der er kommet til verden ved en sådan legemlig omgang, til straf for forældrene, hvis ukyskhed de vidner om, regnes for uægte, således som man læser, at Kanaan var forbandet for KamN, er vi — da Han dog, som i sin overvættes godhed af samme masse skaber eet kar til ære, et andet til vanæreN og imod naturen indpoder en vild olivengren på den gode olivenN og ikke alene bevilger sådanne børn ophævelse af denne deres fødsel, men også, ved rundhåndet at skænke dem dyder og belønninger, sørger for, at nåden strømmer over dær, hvor forseelsen gjorde det — fremsynet betænkt på, at de, som i ethvert folkeslag øver Guds retfærdighed, er velbehagelige for ham, og sådanne, der så at sige har opnået barmhjertighed fra Herren, giver vi gerne del i vor barmhjertighed, da forvalteren ikke bør være påholdende, hvor Herren er gavmild. Men da du, således som vi har bragt i erfaring, skønt du lider under en mangel ved din fødsel, såsom avlet af en præst og en jomfru, som han havde hjemført og i overensstemmelse med egnens skik beholdt som sin brud, dog genindløser denne mangel ved din viden og ved din belæstheds pund og et agtværdigt liv, giver vi, for din skyld anråbt herom i ydmyghed af vor meget kære søn i Kristus Valdemar, de Danskes konge, dig i barmhjertighed dispensation for dette, idet vi ønsker at gøre godt mod de gode og er betænkt på, at jo færre de kyndige, som vi ved, er i hine egne, des mere kærkommen bør din kyndighed være dersteds.

Givet i Lateranet den 11. november i vort femte år.