Coloniensi archiepiscopo.
Immanitas detestandi facinoris quod Henricus comes de Zwerin in carissimum in Christo filium nostrum .. illustrem regem Datie dominum suum et eius filium attemptauit/ deum proculdubio incitat et incitare debet homines contra eum ipsumque reddere uniuersis odibilem qui perfidie dolositatem oderunt. et diligunt fidei puritatem. Sicut enim ex litteris prelatorum et principum regni Datie nobis innotuit cum idem rex in quandam insulam ipsius regni estiuo tempore <o>b aeris clementioris temperiem cum sua priuata familia secessisset nec aliquas suspicaretur insidias/ utpote qui non moliebatur aduersus aliquem quicquam mali/ ecce dictus comes transgressor jiuramenti fidelitatis quod ei prestiterat et multorum beneficiorum que ab ipso receperat immemor et ingratus/ nocturno tempore in temptorium eius irruens cum armatis immitis mitem/ armatus inermem. uassallus dominum in stratu suo dormientem inuasit. et quod sine dolore nec audire potuimus nec possumus recitare ipsum regem impie uulneratum una cum prefato filio suo in siluam quandam abduxit. ac deinde cum illis extra regnum se transferens/ eos in districtu imperii captos detinere presumit. Omnes siquidem reges et principes tangere debet tam enorme flagitium eo quod aliis attemptandi contra dominos suos similia tribuere poterit incentiuum. audentibus hoc exemplo presumere que comitem supradictum audiuerint presumpsisse. Sane licet apostolatus officium nos uniuersis constituat debitores. dicto tamen regi specialis ratio non una set multiplex nos astringit. ita quod sine lesione fame nostre ac etiam consciencie sibi non possemus in tam grauis articuli necessitate deesse. Primo enim regnum Datie specialiter ad Romanam spectat ecclesiam. et ad specialis ditionis indicium ei esse noscitur censuale. idemque rex sicut et predecessores sui se apostolice sedi fidelem semper exhibuit et deuotum. unde si eadem ipsum quod absit in hoc casu desereret. se non solum ingratam set indignam quoque fidelitatis et deuotionis huiusmodi exhiberet. Accedit et alia ratio non inualida set que sola sufficeret nos ad ipsius regis subuentionem inducere. etiam si rationes deficerent supradicte. Idem enim rex etsi pro subsidio terre sancte non baiulat signum crucis in publico; illud tamen ad nostram exhortationem susceptum baiulat in occulto. certa nobis promissione facta quod ipse uel filius eius in ipsius terre sancte succursum transfretabit in instanti passagio generali. Et si forsan neuter ipsorum personaliter transfretare potuerit. illuc centum uel ad minus quinquaginta milites destinabit. Unde patet cuilibet uolenti ueritatem oculo rationis inspicere. quod sepedicto regi tenemur saltem sicut aliis crucesignatis adesse. Gaudentes igitur et caritatem tuam dignis in domino laudibus commendantes quod ad liberationem ipsius regis et filii sui hactenus sicut accepimus fideliter intendisti. fraternitatem tuam rogamus attentius et hortamur ac tibi per apostolica scripta firmiter iniungendo mandamus. quatinus quod hactenus fecisti laudabiliter per te ipsum/ decetero studiosius faciens/ mandato et precibus apostolicis inuitatus. ad liberandum eos modis quibuscumque potes incessanter intendas/ ita quod studium tuum clareat per effectum et tu preter sedis apostolice gratiam quam ex hoc plenius assequeris/ crescas et nomine apud homines et merito apud deum. Inter cetera uero dictum comitem ex parte nostra moneas diligenter. <u>t infra mensem post susceptionem litterarum nostrarum/ quas super hoc sibi dirigimus/ prefatum regem et filium eius plene libertati restituat. et absque difficultate qualibet liberos abire permittat. nosque ipsi faciemus exhiberi iustitie complementum. si aduersus eum habet aliquid questionis. Qui si tuis immo nostris acquiescere monitis non curauerit; ipsum et omnes eius in hac iniquitate fautores/ sublato appellationis obstaculo excommunices/ faciens excommunicationem ipsam singulis diebus dominicis et festiuis pulsatis campanis et candelis accensis/ sollempniter publicari/ per uniuersa loca in quibus uideris expedire. Ad hec/ diocesim in quacumque sepedictum regem et filium eius contigerit detineri. subicias interdicto. interdicens in ea et omnino cessare faciens omnia ecclesiastica sacramenta; et sepulturas specialiter mortuorum. eo dumtaxat excepto/ quod baptisma paruulis/ et morientibus penitentia non negetur. hoc idem faciens de quolibet loco ad quem comitem ipsum deuenire contigerit quandiu fuerit in eodem. Denique cum iam dictus comes fidelitatem in subditis suis inuenire non debeat quam in prefatum dominum suum tam dampnabiliter uiolauit. quoslibet ei uinculo fidelitatis astrictos. ab illo auctoritate nostra denunties absolutos/ in eos si ei post huiusmodi absolutionem presumpserint adherere excommunica tionis sententiam proferendo. ac faciendo eosdem usque ad satisfactionem condignam sicut excommunicatos artius euitari. Taliter autem ea que premi simus exequaris/ quod de diligentia possis et debeas merito commendari.
Datum Laterani kalendis nouembris. anno octauo.
26 Coloniensi] ... Coloniensi (=Engelberto) a.
28 .. = Waldemarum.
1 ipsumque] que tilføjet over linien med henvisningstegn a.
4 <o>b] ab a.
9 immitis] andet m synes rettet fra i a.
13 <u>t] et a.
2 ex litteris: tabt.
27-28 Jf. Luc. 14,27: Qui non baiulat crucem suam et uenit post me.
14 littere nostre: nr. 227.
Til ærkebiskop Engelbertus af Køln.
Den umenneskelige og afskyelige misgerning, som grev Henrik af Schwerin har øvet mod sin herre, vor meget kære søn i Kristus Valdemar, Danmarks berømmelige konge, og hans søn, vækker uden al tvivl Guds vrede, og den bør vække menneskenes vrede mod ham og gøre ham forhadt for alle, som afskyer troløshed og svigefuldhed og elsker den rene troskab. Thi da samme konge, således som vi har fået underretning om af breve fra Danmarks riges prælater og stormænd, sammen med sin personlige husstand ved sommertid havde trukket sig tilbage til en ø i sit rige for den milde og svale lufts skyld og ikke anede noget baghold, eftersom han jo ikke pønsede på ondt mod nogen, da brød nævnte greve den troskabsed, som han havde aflagt til ham, viste sig utaknemmelig og glemte de mange velgerninger, han havde modtaget af ham, og trængte om natten ind i hans telt sammen med bevæbnede mænd, den skånselsløse mod den skånsomme, den væbnede mod den våbenløse, vasallen mod sin herre, der lå på sit leje og sov, og bortførte, hvad vi ikke har kunnet høre på og heller ikke kan genfortælle uden smerte, samme konge, der var blevet såret på forbryderisk måde, tillige med hans førnævnte søn til en skov og begav sig dernæst uden for riget med dem og fordrister sig til at holde dem fanget på kejserrigets område. Så umådelig en skændselsgerning må jo angå alle konger og fyrster, eftersom det vil kunne anspore andre til at prøve på at gøre noget lignende mod deres herrer og efter dette exempel vove og fordriste sig til det, som de har hørt, at ovennævnte greve har fordristet sig til. Skønt vor apostoliske embedspligt rigtignok gør os til skyldnere over for alle, knytter dog ikke en, men mangfoldige grunde os særligt til nævnte konge, således at vi ikke vilde kunne svigte ham i denne alvorlige nødens stund uden skade for vort rygte og for vor samvittighed. Thi for det første hører Danmarks rige særligt under den romerske kirke, og som kendetegn på dette særlige herredømme er det som bekendt skatskyldigt til denne, og samme konge har ligesom også hans forgængere altid vist sig tro og hengiven mod det apostoliske sæde, hvorfor det, hvis dette samme, hvad Gud forbyde, lod ham i stikken i dette anliggende, vilde vise sig ikke blot utaknemmeligt, men også uværdigt til denne troskab og hengivenhed. Dertil kommer også en anden grund, som ikke er uvæsentlig, men alene vilde være tilstrækkelig til at bevæge os til at understøtte denne samme konge, selv om ovennævnte grunde ikke forelå. Thi omendskønt samme konge ikke offentligt bærer korsets tegn til hjælp for Det hellige Land, har han dog på vor opfordring anlagt det og bærer det i det skjulte og har aflagt et sikkert løfte om, at han eller hans søn ved den umiddelbart forestående almindelige overfart vil indskibe sig til hjælp for Det hellige Land. Og hvis muligvis ingen af dem vil kunne indskibe sig i egen person, vil han sende hundrede eller i det mindste halvtreds riddere derhen. Heraf fremgår det klart for enhver, der ønsker at betragte sandheden med fornuftens øje, at vi er forpligtet til at bistå oftnævnte konge i det mindste ligesom andre, der har taget korsets tegn. Vi glæder os da over og priser og lover dig, kære broder, på værdig måde i Herren, fordi du hidindtil, som vi har bragt i erfaring, i troskab har arbejdet på at befri denne konge og hans søn, og vi beder dig indtrængende og opfordrer og pålægger dig indstændigt, broder, som vor befaling ved denne vor apostoliske skrivelse, at du, opfordret af vor befaling og vore apostoliske bønner, for fremtiden ivrigt udfører, hvad du hidtil prisværdigt selv har gjort, og på alle mulige måder uophørligt arbejder på at befri dem, således at din iver tydeligt lægger sig for dagen i virkningen, og du ud over det apostoliske sædes nåde, som du til fulde vil erhverve dig herved, kan vokse både i ry hos menneskene og i fortjeneste hos Gud. Men du skal blandt andet på vore vegne omhyggeligt påminde nævnte greve om, at han inden en måned efter modtagelsen af det brev, som vi sender ham herom, skal gengive førnævnte konge og hans søn deres fulde frihed og tillade dem at drage bort som frie mænd uden nogen som helst vanskelighed, og vi vil sørge for, at der ydes ham fyldestgørelse ad rettens vej, hvis han har noget at klage over mod ham. Hvis han ikke sørger for at føje sig efter dine eller rettere vore påmindelser, skal du med tilsidesættelse af hindrende appel bandlyse ham og alle, der støtter ham, i denne nedrighed, og på hver søn- og helligdag lade denne bandlysning højtideligt forkynde under klokkeringning og med tændte lys på alle de steder, du finder, det vil være til gavn. Desforuden skal du lyse interdikt over det stift, hvori ofte nævnte konge og hans søn måtte blive holdt fangne, idet du forbyder og overhovedet lader alle sakramenter fuldstændigt standse i det og særligt begravelser af døde, dog med den undtagelse, at der ikke må nægtes småbørn dåb og de døende skriftemål, og sørger for dette samme med hensyn til et hvilket som helst sted, hvortil denne greve måtte komme, så længe som han opholder sig dær. Da fornævnte greve endelig ikke bør finde den troskab hos sine undersåtter, som han så fordømmeligt har krænket over for sin førnævnte herre, skal du på vor myndighed erklære alle, der er knyttet til ham med troskabs bånd, for løst herfra og fælde bandlysningsdom mod dem, hvis de fordrister sig til at være hans tilhængere, efter at du har løst dem, og sørge for, at de på det nøjeste undflyes såsom bandlyste, indtil de har ydet en passende bod. Men du skal udføre de ting, som vi har forudskikket, på en sådan måde, at du med rette kan og bør prises for din omhu.
Givet i Lateranet den 1. november i vort ottende år.