Til ærkebiskop Engelbertus af Køln.

Den umenneskelige og afskyelige misgerning, som grev Henrik af Schwerin har øvet mod sin herre, vor meget kære søn i Kristus Valdemar, Danmarks berømmelige konge, og hans søn, vækker uden al tvivl Guds vrede, og den bør vække menneskenes vrede mod ham og gøre ham forhadt for alle, som afskyer troløshed og svigefuldhed og elsker den rene troskab. Thi da samme konge, således som vi har fået underretning om af breveN fra Danmarks riges prælater og stormænd, sammen med sin personlige husstand ved sommertid havde trukket sig tilbage til en ø i sit rige for den milde og svale lufts skyld og ikke anede noget baghold, eftersom han jo ikke pønsede på ondt mod nogen, da brød nævnte greve den troskabsed, som han havde aflagt til ham, viste sig utaknemmelig og glemte de mange velgerninger, han havde modtaget af ham, og trængte om natten ind i hans telt sammen med bevæbnede mænd, den skånselsløse mod den skånsomme, den væbnede mod den våbenløse, vasallen mod sin herre, der lå på sit leje og sov, og bortførte, hvad vi ikke har kunnet høre på og heller ikke kan genfortælle uden smerte, samme konge, der var blevet såret på forbryderisk måde, tillige med hans førnævnte søn til en skov og begav sig dernæst uden for riget med dem og fordrister sig til at holde dem fanget på kejserrigets område. Så umådelig en skændselsgerning må jo angå alle konger og fyrster, eftersom det vil kunne anspore andre til at prøve på at gøre noget lignende mod deres herrer og efter dette exempel vove og fordriste sig til det, som de har hørt, at ovennævnte greve har fordristet sig til. Skønt vor apostoliske embedspligt rigtignok gør os til skyldnere over for alle, knytter dog ikke en, men mangfoldige grunde os særligt til nævnte konge, således at vi ikke vilde kunne svigte ham i denne alvorlige nødens stund uden skade for vort rygte og for vor samvittighed. Thi for det første hører Danmarks rige særligt under den romerske kirke, og som kendetegn på dette særlige herredømme er det som bekendt skatskyldigt til denne, og samme konge har ligesom også hans forgængere altid vist sig tro og hengiven mod det apostoliske sæde, hvorfor det, hvis dette samme, hvad Gud forbyde, lod ham i stikken i dette anliggende, vilde vise sig ikke blot utaknemmeligt, men også uværdigt til denne troskab og hengivenhed. Dertil kommer også en anden grund, som ikke er uvæsentlig, men alene vilde være tilstrækkelig til at bevæge os til at understøtte denne samme konge, selv om ovennævnte grunde ikke forelå. Thi omendskønt samme konge ikke offentligt bærer korsets tegnN til hjælp for Det hellige Land, har han dog på vor opfordring anlagt det og bærer det i det skjulte og har aflagt et sikkert løfte om, at han eller hans søn ved den umiddelbart forestående almindelige overfart vil indskibe sig til hjælp for Det hellige Land. Og hvis muligvis ingen af dem vil kunne indskibe sig i egen person, vil han sende hundrede eller i det mindste halvtreds riddere derhen. Heraf fremgår det klart for enhver, der ønsker at betragte sandheden med fornuftens øje, at vi er forpligtet til at bistå oftnævnte konge i det mindste ligesom andre, der har taget korsets tegn. Vi glæder os da over og priser og lover dig, kære broder, på værdig måde i Herren, fordi du hidindtil, som vi har bragt i erfaring, i troskab har arbejdet på at befri denne konge og hans søn, og vi beder dig indtrængende og opfordrer og pålægger dig indstændigt, broder, som vor befaling ved denne vor apostoliske skrivelse, at du, opfordret af vor befaling og vore apostoliske bønner, for fremtiden ivrigt udfører, hvad du hidtil prisværdigt selv har gjort, og på alle mulige måder uophørligt arbejder på at befri dem, således at din iver tydeligt lægger sig for dagen i virkningen, og du ud over det apostoliske sædes nåde, som du til fulde vil erhverve dig herved, kan vokse både i ry hos menneskene og i fortjeneste hos Gud. Men du skal blandt andet på vore vegne omhyggeligt påminde nævnte greve om, at han inden en måned efter modtagelsen af det brev, som vi sender ham heromN, skal gengive førnævnte konge og hans søn deres fulde frihed og tillade dem at drage bort som frie mænd uden nogen som helst vanskelighed, og vi vil sørge for, at der ydes ham fyldestgørelse ad rettens vej, hvis han har noget at klage over mod ham. Hvis han ikke sørger for at føje sig efter dine eller rettere vore påmindelser, skal du med tilsidesættelse af hindrende appel bandlyse ham og alle, der støtter ham, i denne nedrighed, og på hver søn- og helligdag lade denne bandlysning højtideligt forkynde under klokkeringning og med tændte lys på alle de steder, du finder, det vil være til gavn. Desforuden skal du lyse interdikt over det stift, hvori ofte nævnte konge og hans søn måtte blive holdt fangne, idet du forbyder og overhovedet lader alle sakramenter fuldstændigt standse i det og særligt begravelser af døde, dog med den undtagelse, at der ikke må nægtes småbørn dåb og de døende skriftemål, og sørger for dette samme med hensyn til et hvilket som helst sted, hvortil denne greve måtte komme, så længe som han opholder sig dær. Da fornævnte greve endelig ikke bør finde den troskab hos sine undersåtter, som han så fordømmeligt har krænket over for sin førnævnte herre, skal du på vor myndighed erklære alle, der er knyttet til ham med troskabs bånd, for løst herfra og fælde bandlysningsdom mod dem, hvis de fordrister sig til at være hans tilhængere, efter at du har løst dem, og sørge for, at de på det nøjeste undflyes såsom bandlyste, indtil de har ydet en passende bod. Men du skal udføre de ting, som vi har forudskikket, på en sådan måde, at du med rette kan og bør prises for din omhu.

Givet i Lateranet den 1. november i vort ottende år.