Til alle troende kristne i Danmarks rige.

Den hellige og ukrænkelige kirke, der er fyldt af Guds lys, sender sine lysende stråler vidt og bredt over verden, når Herren, der er vidunderlig i sine helgenerN, ved miraklernes kraft bekræfter, at deres levned var helligt, som såede under tårerN, og ved påfølgende tegn viser, at han for deres fortjenester har tildelt dem evig hæder, idet han viser sit skatkammers kostbarheder i miskundhedens karN, som han har beredt til herlighed ved at retfærdiggøre de forudbestemte og herliggøre de retfærdigeN. Da nu Vilhelm, helligt ihukommet, abbed af Skt. Thomas' kloster — som kaldes af Helligånden, og som ved et held synes at have fået dette navn ved en slags lykkelig forudanelse, da det i sandhed var en gave fra den Helligånd, denne salighedens kjortel, som samme Guds tjener er iført efter sin død, der var et uudholdeligt tab for de fromme og troende — allerede forlængst, efter at have ombyttet sit hus i smud setN med en bolig i himlen, har åbenbaret, hvem han var, og til løn for sine forudgående fortjenester — fordi lyset ikke kunne gemmes i mørket, eller den by, der ligger på bjergets top, holdes skjultN — var begyndt at funkle i mange mirakler, således at han ansås for hellig af alle, så har vore ærværdige brødre Anders, fordum ærkebiskop af Lund, og biskop Nikulas af Oslo og biskop Bengt af Skara så indtrængende, som det sømmede sig, og efter at have fremstillet for os hans levned og livsførelse og de prægtige mirakler, som Herren virkede igennem ham, bønfaldet os om, at vi, fordi det, som kundgjordes med så vægtige udsagn, ikke kunne skydes til side, både ville kanonisere ham og lade ham indføre i helgenfortegnelsen. Men da laster undertiden lister sig hemmeligt ind under skin af dyder, og en af Satans engle jævnlig omskaber sig på skrømt til en lysets engelN, har vi befaletN, at den fornævnte, tidligere ærkebiskop af Lund, en gudfrygtig og retfærdig mandN, der har levet ret, og hvem man med føje kan have tillid til i dette, og vor ærværdige broder biskop Peder af Roskilde og vor elskede søn abbeden af HerrisvadN af cistercienserordenen omhyggeligt skulle undersøge den fornævnte Guds tjeners levned, ry og mirakler og efter at have fået sikker viden om hans levned og ry — såvel selv som gennem andre — og efter at have erfaret sandheden om miraklerne — såvel af dem, de var sket for, som af troværdige vidner, der var taget i ed — sørge for at give os sikker viden om disse ting. De har blandt andet fremført, at han har strålet af så stor guddommelig nåde og velsignelse i Kristus, at spedalske renses, syge helbredes, besatte udfries, og stumme tunger løses, når han står bi, og hvad der er endnu mere vidunderligt, han har allerede opvakt og givet liv til flere døde. Glæd dig da, moder kirke, fordi det himmelske JerusalemN er under arbejde, murværket rejser sig i den høje bygning, en ny søjle opstilles i Guds tempel, og Guds miskundhed har fremkaldt en ny blomst, som, overdådigt vædet af himmelsk dug, har sat frugt i sød og vidunderlig fylde. Også jeres fædreland bør glæde sig og frydefuldt prise og love Skaberen, fordi det er blevet ophøjet ved en sådan værnehelgen og hos Gud har fortjent at få en sådan fortaler, ved hvem dets navn og ry bliver fejret og udbredes vidt omkring, og ved hvis bistand dets indbyggere, der ligesom er de nærmeste, desto lettere kan gøre sig fortjent til nåde. Syng endelig, Skt. Thomas af Helligåndens kirke, som er blevet skøn og er trådt frem i pragt ved stråleglansen fra det nye lys fra denne bekender, som hviler sammesteds, syng en ny sang til HerrenN. Heller ikke moderkirken bør undlade at lovprise ham, som vi ved er helliggjort af Gud i herlighed igennem helligt levned, tegn og mirakler, men derimod yde ham skyldig hæder og tjene ham ved højtidelige løfter. Vi, som skønt uværdige har fået betroet kirkens styrelse af Herren, og som ved vor elskede søn Gregorius, kardinaldiakon af S. Theodoro, der har fungeret som legat i hine egne, har fået sikker underretning om den omtalte Guds mands levned, ry og mirakler, kanoniserer ham derfor efter råd af vore brødreN og mange prælater, der befinder sig ved det apostoliske sæde, og vi har besluttet at indføre ham i helgenfortegnelsen — for at ingen skal tro, at det er vor vilje, at lyset, som bør sidde på kandelabren, skal sættes under en skæppeN, og vi på den måde blev en uduelig Kristi statholder, hvis vi ikke sørgede for, at de troende ærede den, som Herren, de helliges stråleglans, i sit uudgrundelige forsyn har bestemt at ære, idet han stråler af så mange store mirakler. Derfor befaler vi jer alle ved denne vor apostoliske skrivelse, at I omhyggeligt betænker, hvor meget Herren har hædret jeres land og har udmærket og prydet Danmarks rige med en særlig forkærlighed, da han, skønt verden ligger i det ondeN, og menneskenes ondskab tager til i styrke, særlig har udvalgt sig en hellig mand derfra, for at han kunne gå i forbøn for alles synder. I, i hvis land der er så hellig en skat og gave, skal — eftersom hele jeres fædreland som noget særegent for ham herved i særlig grad er betroet ham og hans bistand — så ivrigt og hengivent som muligt sørge for at hædre den fornævnte hellige Herrens bekender og ophøje og forherlige ham med lovprisninger, der er så stor en bekender værdige, så at han kan fryde sig ved at være værnehelgen for et folk, der er ham hengivent, og I kan fortjene at blive hjulpet hos Gud ved hans forbønner, idet I ved eksemplet lærer andre, hvor udbredt den herlige erindring om denne bekender bør være hos dem. Og hvis I nu med omhu betænker denne hæder, vil I vedholdende sige tak til Ham, der skænker alt godt, og over for Ham kan og bør I som følge af den store velsignede nåde, der er blevet jeres fædreland til del, med rette erkende jer som skyldnere.

Givet i Lateranet den 21. januar i vort ottende år.