© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Hec est forma compositionis facte super liberatione regum Dacie.
<1>.Proliberatione eorum dabuntur comiti Heinricode Zverin xlv. milia marcarum puri argenti. unaquaque marca lotone minus ualente. cum pondere Coloniensi. Insuper uniuersum aurum quod ad ornatum regine pertinebat preter coronam. et exceptis hiis que ante discessum suum ob salutem anime sue claustris et aliis ecclesi<is> conferebat. Preterea dabuntur indumenta centum militum. scilicet cuilibet decem ulne de scarlatto Flandrensi. et duo timmer et dimidium de pellibus uariis. <2>. In exitu regis senioris dabuntur vi. milia marcarum. In carnipriuio uenturo dabuntur tria milia marcarum. pro quibus erunt obsides hii. Acer Iuliani filius. Nicolaus Lai filius. Biurn filius Tuui. Ex hiis tribus milibus precipue duo milia tunc dabuntur. Si autem de hiis dandis defectus fuerit. Iacobus de Mone. Petrus Strangi filius. Biurn pincerna. uel duo ex eis Lubeke intrabunt. donec defectus idem suppleatur. Predicti uero Acer. Nicolaus. et Biurn. pro residuis mille marcis in obsidione manebunt. Exeunte rege antiquo duo filii eius intrabunt cum xl. obsidibus aliis. xx. senioribus. et totidem iuuenibus. quos comes Heinricus de Dacia eligere uoluerit. Item in pascha proximo dabuntur nouem milia marcarum. cum quibus dux Ericus intrabit. et exibit rex iunior. et cum eo ix. obsides. remanentes Uero obsides mutari possunt cum aliis eque ualentibus. filiis regis exceptis. Item in festo Michaelis subsequenti. dabuntur x. milia marcarum. et exibit dux. et mutabuntur obsides. decem subtractis. In pascha sequenti dabitur medietas remanentis pecunie. et mutabuntur obsides. decem liberatis. In assumptione beate uirginis sequente post secundum pascha. summa totius pecunie remanentis debet esse persoluta. Data tota summa pecunig alter filiorum regis exibit. quem comes H. uoluerit. Quem uero ad remanendum elegerit. cum aliis x. obsidibus stabit. pro oruetha. per decem annos. Qui tamen singulis annis mutabuntur. et rex filium suum si uoluerit alio filio suo mutabit. <3>. Quod si dicta pecunia in terminis prescriptis ad plenum solui non poterit. quot milia soluta non fuerint. tot uiri honesti de Dacia quos comes H. de Zuerin nominauerit. intrabunt ad obsides. donec pecunia solui possit. et tunc exibunt hii cum aliis obsidibus. sicut superius est diffinitum. <4>. Si regem seniorem antequam argentum fuerit persolutum. de medio transire contigerit. debiti remanentis summa ad medium minuetur. Si uero regem iuuenem infra solutionem debiti mori contigerit. de remanente pecunia tercia subtrahetur pars. Si ambo mortui fuerint ante solutionem debiti. Dani totaliter erunt liberi. et obsides omnes sue restituentur libertati. preter illos qui pro oruetha decem annis stare debent. <5>. Qui semel obses fuerit. uel filium obsidem posuerit. secundo non erit obses. nisi sponte intrare. uoluerit. <6>. Si uero obsidum aliquis effugerit ipse remittetur. uel alius loco suo eque bonus substituetur. <7>. Dominus rex omnes terras inter Eidram. et Albiam fluuios sitas ad imperium pertinentes. uidelicet a descensu Eidre in mare usque ad aquam Leuoldesowe. et ab eadem aqua usque ad mare. terras domini Burwini. et omnes terras Sclauie. preter Rugiam et terras ei attinentes imperio dimittere debet. <8>. Castrum Reinnoldesburch comiti Adolfo reddetur decem diebus post regis exitum in eo statu quo rex illud habuit. De hoc habebitur respectus ad iuramenta regis. suosque obsides. et dominus Iacobus de Mone. et unus de Dacia quem ipse uoluerit. pariter se obsidioni obligabunt. donec idem castrum redditum fuerit. <9>. Omnia priuilegia que rex super dictis terris obtinuerat et habet. comiti H. restituet. <10>. Rex et ceteri nobiles Dacie promittent. et iurabunt quod nullum auxilium prestabunt comiti Alberto ad castra et terras obtinendas que habet et habuit. <11>. Qui- cunque ad Danos confugerant pheoda sua que de iure habere debent rehabebunt. facta domino suo a quo ea tenebunt securitate. Rex et Dani idem ius Teutonicis exibebunt. et facient. <12>. Item rex et Dani nullum Theutonicum in lesionem Heinrici. et Adolfi comitum predictorum manu tenebunt. similiter nec ipsi facient. <13>. Captiui et obsides liberi dimittuntur. <14>. Lvbecenses. Hammenburgenses. et ceteri terre huius mercatores. siue quicunque alii de Romano imperio mercationis causa Daciam frequentare uolentes. eo iure et libertate fruentur. qua usi fuerunt ante captiuitatem regis. <15>. Centum equos dabit rex in pascha proximo. quinquaginta dextrarios. et totidem palefridos. unumquemque dextrarium x. marcas ualentem. palefridum ve. Indumenta militum dabuntur in carnipriuio proximo uenturo. <16>. Ut hec omnia rata habeantur. et fideliter obseruentur. sepe dicto comiti Heinrico de Zuerin. uxori sue. filiis suis. cognatis. et amicis. uidelicet Wolrado comiti de Danneberch. Heinrico comiti de Scladen. Ad{ov}lfo comiti de Hotsatia. Heinrico comiti de Luchowe. domino Heinrico de Werle iuniori. iurabit rex et filii sui. episcopi. et regni Dacie meliores. et per appensionem sigillorum suorum ea ad maioris securitatis euidentiam confirmabunt. <17>. Ad hec dominus rex et filii sui iustam orvetham comiti Heinrico facient et iurabunt. <18>. Insuper regem Boemie. dominum Ottonem de Luneburch. comitem Hermannum de Orlamunde. et ceteros amicos suos. quos in hoc facto comes Heinricus offendisse uidetur. absque dolo. et malo ingenio ei reconciliare debet.
Acta sunt anno dominice incarnationis mo .cco. xxvo. xvo. kalendas decembris. Testes sunt hii Wolradus comes de Danneberch. Heinricus comes de Luchowe. Heinricus comes de Scladen. Frethericus prepositus. Hermannus burcharuius de Witin. Adolfus comes Hotsatie. dominus Heinricus de Werle iunior. dominus Otto dux de Luneburch. dominus Iacobus de Mone. dominus Biurn pincerna. dominus Ostradus. et alii quam plures.
<19>. Similiter comes Heinricus per se et per cognatos suos Danis securitatem faciet de reddendis obsidibus et de hiis que supra scripta sunt firmiter obseruandis.
13 ecclesi<is>] ecclesie A, rettet efter diplomforlægget nr. 17 § 1. Skriveren har formentlig blandet den almindelige vending ecclesie conferre ind i konstruktionen. 15 exitu] på rasur A. 16 carnispriuium uenturum=7, (eventuelt dog 3.) marts 1226. 16-19 dabuntur tria indtil de hiis] rasur, særlig tydelig fra Acer Iuliani A. En del over- og underlængder skimtes fra bortraderede ord, og den tidligere tegnsætning spores, for eksempel i to punktummer efter Iuliani filius .. Ifølge P. Hasse i Reg. u. Urk. SHL., I nr. 435 har der muligvis under marcarum oprindelig stået Desuper og under Acer Iuliani oprindelig obsides. Hasse regner det for sikrere, at der under duo milia tune dabuntur har stået lubeke pro defectu. 24 pascha proximum=79. april 7226. 27 festum Michaelis subsequens=29. september 1226.
1 pascha sequens=77. april 1227. 2-3 assumptio beate uirginis sequens post secundum pascha=15. august 1227. 4 H.=Heinricus. — Quem] quem med q rettet fra et stort bogstav (Q eller V?) A. 8 H.=Heinricus. 14 qui] q rettet fra p A. 21 et terras ei attinentes) tilføjet over linien med henvisningstegn af ny hånd A, den samme som har tilføjet dux i vidnelisten og hele § 19 samt skrevet nr. 16, se indledningen. 26 H.=Heinrico.
2-3 exibebunt=exhibebunt. 5 dimittuntur] man venter dimittentur (jf. nr. 77 § 11 restituentur) men Å har snarest -tutur med forkortelsesstreg (ikke -tntur). 9 pascha proximum=79. april 7226. 11 carnispriuium proximo uenturum=7. (evt. dog 3.) marts 1226. 14 Hotsatia=Holtsatia. 15 iurabit således A, man venter iurabunt, jf. det følgende confirmabunt. iurabit er overført uændret fra diplomforlægget. 16 per] tilføjet over linien med henvisningstegn af samme hånd som teksten iøvrigt A. 18 comiti) c rettet fra f eller langt s A.. 19 Hermannum) u rettet A.. 25 burcharuius= burgrauius. — Hotsatic= Holtsatie.
1 dux] tilføjet over Otto med den nye hånd A. dux erstatter dominus, idet titlerne udelukker hinanden, se indledningen. 3-5 hele § 19 er føjet til af den nye hånd A.
25 priuilegia: se citatapparatet til nr. 16.
Dette er ordlyden af den overenskomst, der er sluttet om frigivelsen af Danmarks konger.
<1>. For frigivelsen af dem skal der gives grev Henrik af Schwerin 45.000 mark rent sølv efter kølnsk vægt, med eet lod mindre værd af hver mark, og desuden alt det guld, som hørte til dronningens skrud udover kronen og med undtagelse af de ting, som hun før sin død overdrog klostre og andre kirker for sin sjæls frelse. Endvidere skal der gives klædninger til 100 riddere, nemlig til hver enkelt 10 alen flandersk skarlagen og 2½ bundt af forskelligt pelsværk. <2>. Ved den gamle konges frigivelse skal der gives 6.000 mark. Til førstkommende fastelavn skal der gives 3.000 mark, for hvilke følgende skal være gidsler: Asser Juliansen, Niels Lajsen, Bjørn Tuesen. De 2 af de 3.000 mark skal da fremfor alt udredes. Men hvis det kommer til at skorte i udredelsen heraf, skal Jakob af Møn, Peder Strangesen og Bjørn mundskænk eller to af dem gå i indlager i Lybæk, indtil samme mangel er afhjulpet. Men fornævnte Asser, Niels og Bjørn skal forblive som gidsler for de resterende 1.000 mark. Når den gamle konge frigives, skal to af hans sønner gå ind sammen med 40 andre gidsler, 20 gamle og ligeså mange unge, dem grev Henrik ønsker at vælge fra Danmark. Fremdeles skal der gives 9.000 mark den førstkommende påske, og samtidig går hertug Erik ind, og den unge konge frigives og sammen med ham 9 gidsler. Men de resterende gidsler kan udskiftes med andre, der er ligeså meget værd, prinserne undtaget. Fremdeles skal der gives 10.000 mark den næstfølgende Skt. Mikkelsdag, og hertugen frigives, og gidslerne udskiftes, idet 10 går fra. Den følgende påske skal der gives halvdelen af de resterende penge, og gidslerne udskiftes, idet 10 går fri. Den følgende Vor Frue himmelfart efter den anden påske bør hele den resterende pengesum være betalt. Når hele pengesummen er ydet, frigives den ene eller den anden af prinserne, den som grev Henrik ønsker. Men den, han udvælger til at blive, skal sammen med 10 andre gidsler stå for orfejde i 10 år. De kan dog udskiftes hvert år, og hvis kongen vil, kan han udskifte sin søn med en anden af sine sønner. <3>. Men hvis den nævnte sum ikke kan betales fuldt ud til de foreskrevne terminer, skal ligeså mange agtværdige mænd fra Danmark, der skal udpeges af grev Henrik af Schwerin, som der er ubetalte tusinder, gå ind som gidsler, indtil summen kan betales, og så frigives disse sammen med de andre gidsler, således som det ovenfor er bestemt. <4>. Skulle det ske, at den gamle konge døde, før pengene er betalt, skal restgælden formindskes til det halve. Men skulle det ske, at den unge konge døde, før gælden er betalt, skal en trediedel fradrages i den resterende sum. Hvis de begge dør, før gælden er betalt, skal Danskerne være fuldstændig fri, og alle gidsler skal atter sættes i deres rette frihed undtagen dem, som skal stå for orfejde i 10 år. <5>. Den, som een gang har været gidsel eller har stillet en søn som gidsel, skal ikke være gidsel igen, medmindre han vil gå ind af egen fri vilje. <6>. Men hvis nogen af gidslerne flygter, skal han sendes tilbage eller en anden, der er ligeså god, stilles istedet. <7>. Den herre kongen skal overlade kejser og rige alle lande, der ligger mellem floderne Ejderen og Elben og hører til kejser og rige, nemlig fra Ejderens udløb i havet til vandløbet Levenså og fra samme vandløb til havet, hr. Burwins lande og alle Vendens lande, med undtagelse af Rygen og de tilhørende lande. <8>. Borgen Rendsborg skal udleveres til grev Adolf 10 dage efter kongens frigivelse i den stand, som kongen har haft den. Herved kommer kongens eder og hans gidsler i betragtning, og hr. Jakob af Møn og en anden fra Danmark — han kan selv bestemme hvem — skal sammen forpligte sig som gidsler, indtil samme borg bliver udleveret. <9>. Alle de privilegier, som kongen har erhvervet og har over de nævnte lande, skal han give tilbage til grev Henrik. <10>. Kongen og andre fornemme fra Danmark skal aflægge ed og løfte på, at de ikke vil yde grev Albert nogen hjælp til at erhverve de borge og lande, som han har og havde. <11>. Hvem der end er flygtet til Danskerne, skal have dem af deres len igen, som de bør have med rette, efter at have stillet sikkerhed til den, der bliver deres lensherre. Den samme ret skal kongen og Danskerne skaffe og give Tyskerne. <12>. Fremdeles skal kongen og Danskerne ikke holde hånden over nogen Tysker til skade for de fornævnte grever Henrik og Adolf. Tilsvarende skal heller ikke de gøre det. <13>. Fanger og gidsler skal sættes på fri fod. <14>. Lybækkerne, Hamborgerne og de øvrige købmænd fra dette land eller hvilke som helst andre fra det romerske rige, der vil besøge Danmark for handelens skyld, skal nyde den ret og frihed, som de nød før kon gens tilfangetagelse. <15>. Kongen skal førstkommende påske give 100 heste, 50 stridsheste og ligeså mange rideheste, idet hver stridshest skal være 10 mark værd, hver ridehest fem. Riddernes klædninger skal gives førstkommende fastelavn. <16>. Kongen og hans sønner, biskopperne og Danmarks riges bedste mænd skal aflægge ed på og ved at hænge deres segl under til bevis for større sikkerhed bekræfte, at alt dette skal holdes for gyldigt og overholdes i troskab for oftnævnte grev Henrik af Schwerin, hans hustru, hans børn, slægtninge og venner, nemlig grev Vollrath af Dannenberg, grev Heinrich af Schladen, grev Adolf af Holsten, grev Heinrich af Lüchow, hr. Heinrich den Yngre af Werle. <17>. Dertil skal hr. kongen og hans sønner tilvejebringe og sværge på en retfærdig orfejde for grev Henrik. <18>. Desuden bør han uden svig og slet forsæt forsone grev Henrik med kongen af Bøhmen, hr. Otto af Lyneborg, grev Hermann af Orlamynde og hans andre venner, hvem grev Henrik synes at have krænket i denne sag.
Dette er forhandlet i år 1225 efter Herrens menneskevorden, den 17. november. Følgende er vidner: Vollrath, greve af Dannenberg, Heinrich, greve af Luchow, Heinrich, greve af Schladen, Friedrich, provst, Hermann, borggreve af Wettin, Adolf, greve af Holsten, hr. Heinrich den Yngre af Werle, hr. Otto, hertug af Lyneborg, hr. Jakob af Møn, hr. Bjørn, mundskænk, hr. Åstred og flere andre.
<19>. Tilsvarende skal grev Henrik personligt og ved sine slægtninge stille Danskerne sikkerhed for udleveringen af gidslerne og for, at de ting, som er skrevet ovenfor, overholdes i troskab,
To skrivere har været i virksomhed ved udfærdigelsen af overenskomsten. Selve hovedteksten er i henhold til navneformerne (Dacia, Eidra, Reinnoldesburch, Leuoldesowe, Mone og Heinricus, jf. nr. 17) ført i pennen af en tysk skriver. Et par tillæg er gjort med anden hånd, den samme som har skrevet hele den forrige overenskomst af 1224 4. juli, nr. 16. Identiteten fremgår af bogstaverne g, x, -s og forkortelserne for -er og et. Af navneformerne i nr.16 (samt § 19 her) ses, at også denne anden hånd repræsenterer en Tysker. Da overenskomsten hidrører fra forhandlinger mellem Danskere og Schwerinere, har begge skrivere således været tilknyttet disse sidste.
Hovedhånden har gjort rettelser på et af de steder, hvor teksten går udover forlæggene, og hvor dictatoren derfor har skullet arbejde på egen hånd. Den oprindelige ordlyd er raderet omhyggeligt ud (§ 2), et tegn på at det fra begyndelsen har været tanken at præstere en præsentabel renskrift. Men overenskomsten foreligger med tilføjelser fra den nye hånd, både over linien og efter teksten, og der er herunder fremkommet en inkonsekvens.
Otto af Lyneborg nævnes to gange med titlen døminus, anden gang med dur tilføjet over linien. Tilføjelsen har en bestemt baggrund. Efter Henrik Løves fald indtog Welferne en mellemstilling mellem fyrster og rigsfyrster. De gjorde krav på rigsfyr stelige rettigheder, men opnåede kun delvis anerkendelse af dette standpunkt. Otto I kaldte sig 1215-25 blot fherre af Lyneborg', men fra august 1225 'hertug af Lyneborg', hvorved han også titelmæssigt fremtrådte, som var han i rigsfyrstelig stilling (Busch, Beiträge z. Urkunden-u. Kanzleiwesen d. Herzöge zu Braunschweig u. Lüneburg, I 4, 35-7; først 1235 ophøjedes Otto til hertug, og da af Brunsvig, se J. Ficker, Vom Reichsfürstenstande, I 112; II,3 388).
Titelskiftet kan næppe støtte en nærmere datering af hovedteksten til [Senest august 1225], idet tilføjelserne af den nye hånd i så fald skulle være gjort efter dette tidspunkt — i forbindelse med den endelige affattelse, der nævner fhertug Otto" som vidne. Skriveren af hovedteksten kan godt have arbejdet endnu i november, men blot for sent være blevet opmærksom på titelskiftet. Rettelsen — eller forslaget til rettelse — kan forklares enten som en rutinemæssig ajourføring eller som udtryk for en danskvenlig tendens, eftersom Otto var en af Danskernes forbundsfæller i Nordtyskland. Men ændringen er gennemført på en inkonsekvent måde, da de to titler i denne sammenhæng udelukker hinanden.
De andre tillæg af den nye hånd forbedrer tydeligt betingelserne for Danskerne. Ved opregningen af de lande, der skal afstås syd for Ejderen, gøres en undtagelse for Rygen (§ 7). Hånden tilføjer: et terras ei attinentes, en udvidelse af det område, der ubestrideligt skal stå under dansk herredømme, også for eftertiden. Indskudet er lånt fra forlægget nr. 17, det danske modforslag af 1224. Fra dette er også optaget den paragraf, som den nye hånd har føjet til allersidst i noget udvidet form (§ 19). Den pålægger grev Henrik at overholde overenskomsten i troskab, i det mindste en formel indrømmelse i dansk favør.
Indsættelsen af § 19 efter corroboratio, datumsformel og vidneliste har rykket teksten så langt ned mod den nederste pergamentsrand, at det blev umuligt at ombøje denne til plica. En sådan foldning var naturlig, ikke blot under hensyn til almindelig praksis, men særlig fordi teksten fastsætter, at der skal vedhænges et stort antal segl. Kongen og prinserne skal hæfte deres seks segl til, bisperne deres otte, hvortil skulle komme et ubestemt antal fra rigets bedste mænd. Istedet blev der blot fire beseglere, og den ene af disse, ærkebiskop Gerhard II af Bremen, står slet ikke nævnt i overenskomsten, men er i formel henseende udenforstående. At denne vigtige ændring af beseglingen kunne finde sted, gør det klart, at underhandlingerne fortsatte efter nedskrivningen af hovedteksten, det samme som godtgøres af de tre senere tillæg. Danskerne har fået medtaget rettelser til deres fordel, en inkonsekvens er indført og beseglingsbestemmelsen tilsidesat. Skønt tænkt som endegyldig renskrift er dokumentet til slut lagt til side uden at være kommet i fuldt færdig stand. Hvad mere er, den forandrede besegling berøvede aftalen dens retlige gyldighed. Dette sidste er understreget af Caspar Paludan-Miller — overenskomsten blev aldrig ratificeret.
Skriveren af nr. 16 har været tilstede ved udfærdigelsen og må have medbragt eller husket ordlyden, da nogle vendinger i § 1 er lånt derfra. .
Den langt større del af teksten er hentet fra nr. 17.