Dokumentet er tidligere dateret til efteråret eller tiden før 1. november 1225. Sættes terminus ante quem til 17. november dette år, har dateringen gyldighed, men kun for de sidste tilføjelser (§ 6a—14).

Ifølge H. Grotefend skulle én skriver have skrevet hele teksten trods den store forskel i skriftpræg mellem de første og sidste linier. Modsat har Skyum-Nielsen kunnet påvise, at en ny hånd har føjet de sidste linier til. Det fremgår af en analyse af så karakteristiske skriftelementer som bogstavet x og forkortelserne for et, pro, pre og ur.

Når to skrivere har arbejdet på pergamentet, må det være udfyldt i to tempi, og det forskellige præg viser desuden, at de har arbejdet under forskellige vilkår. Den ældre hånd har en skrift af normal størrelse, der på 18 linier udfylder 5/6 af pladsen inden plica (§ 1-6). På den smalle plads, der blev tilovers, har den nye hånd presset fem linier ind i stærkt formindsket skrift (§ 6a—14). Det kan næppe fra først af have været forudsat, at der skulle indsættes en række ekstrabetingelser på samme blad. Alene skriftfordelingen må derfor vise, at de første 18 linier repræsenterer en helhed for sig, et første samlet nedslag af vilkårene for kongernes frigivelse. Det støttes også af indholdet, idet de nytilkomne fem linier fundamentalt ændrer dokumentets karakter.

Men fra hvilken side stammer det? At den første skriver er dansk, fremgår af § 4: hvis begge konger dør, de debito totaliter erimus liberi. Her identificerer han sig med Danskerne. Det er ligeledes de officielle danske betegnelser, der bruges, således Dania og reges Danorum, mens sagens øvrige dokumenter til stadighed taler om Datia og reges Datie (Dipl. Danicum I:5 nr. 217; I:6 nr. 16, 42). Den schwerinske greve omtales også i dansk navneform, Henricus, mens de andre dokumenter uden undtagelse har formen Heinricus.

Ved den anden skriver har Usinger derimod villet gøre gældende, at han var tysk. At det skulle kunne vises ved hans større færdigheder i latinen og smukkere skrift, er argumenter, der knap nok kan tages alvorligt. Usingers henvisning til § 10, hvor Danskerne omtales i tredje person (Quicunque ad Danos confugerant —), siger næppe heller noget. Det samme er normalt tilfældet hos den første skriver (indledn.: de liberatione regum Danorum; § 2: principes Danie; om § 4 ovf.). Af betydning er alene forandringen af § 6. Den første hånd skrev: Omnes terre quas rex ultra Eidoram acquisiuit, hvilket afspejler det danske syn på erobringen af de nordtyske lande. Den anden hånd ændrede dette til: Omnes terras ultra Eidoram ad imperium per[tinente]s. Det tyske eller schwerinske standpunkt får her mere plads.

Dog kan det ikke på grundlag af denne politiske nuancering sluttes, at den anden skriver var Tysker, når mere grundlæggende terminologiske og filologiske argumenter viser modsat vej. Også denne skriver bruger danske navneformer (Dania, Henricus og Swerin, ikke Z-) i kontrast mod de øvrige dokumenter i sagen. Endvidere optræder Ejderen i dansk sprogdragt (Eidora § 6a, 9, også hos den første skriver § 6; modsat Eidra I:5 nr. 217; I:6 nr. 42), ligeledes Rendsborg (Renolsbugh, ikke Rei- som i nr. 42). Endelig er udtrykkene meliores regni og regni Danie meliores i henhold til tidens danske statsret netop den korrekte betegnelse for de ledende i landet. På grundlag heraf må det være tilladeligt at slutte, at også den anden skriver har været dansk.

Det springende punkt er imidlertid beseglingen. Et vedhængt dobbeltsegl blev tidligere med nogen tøven henført til grev Hermann af Orlamynde. Men senere specialarbejder af Otto Posse, Otto Hupp og Wilhelm Biereye har vist, at det må have tilhørt hovedrepræsentanten for det danske styre i Nordtyskland, grev Albert af Holsten og Orlamynde. Argumenterne herfor er så sikre, at det nu er hævet over tvivl, at vi har Alberts segl for os. Problemet er kun, hvornår han har beseglet. I § 9 hedder det: Si comes Albertus res[ig]nare uoluerit. castra que habet ipse et homines sui inter Eidoram et Albiam et obsides; liber exibit. Da den anden skriver føjede dette til, var Albert således blevet fange. Det var sket i slaget ved Mölln i januar 1225. § 9 omhandler kommandoen over borgene og deres garnisoner i Holsten, Ratzeburg m. m., selve grundlaget for herredømmet syd for Ejderen. Men når der på dette hovedpunkt udtrykkes så stærk tvivl om Alberts stilling, kan han ikke have deltaget i forhandlingerne og beseglet aftalen. En sådan imødekommenhed fra Schwerinernes side ville også være påfaldende. De betragtede deres fanger som forhandlingsobjekter, der måtte finde sig i de tvangsmidler, grev Henrik ville udsætte dem for (I:5 nr. 217 § 8, jf. 9, 11. Om Hermann af Salza og kong Valdemar se dog nr. 16).

Når seglet ikke er sat til af den fangne grev Albert, må det i forvejen have siddet på dokumentet, da de sidste linier føjedes til. Det har da fra først af kun haft den ordlyd, som den oprindelige skriver førte i pennen (§ 1-6). Det har været disse vilkår, som Danmarks fyrster (principes Danie § 2) — herimellem Albert selv — bekræftede ved deres segl. De sidste betingelser er presset ind på den resterende plads inden plica engang efter tilfangetagelsen af ham i januar 1225 (§ 6i—14). Men den grundlæggende tekst stammer fra tiden forinden. Den anfører en termin: kong Valdemar skal løslades inden 1. november (§ 2). Grundteksten må følgelig være affattet inden denne dato 1224. Dokumentet får herved en helt ny funktion. Det bliver ikke blot i sin helhed forlæg for den sluttelige overenskomst af 1225 17. november. Den oprindelige tekst bliver tillige et meget vigtigt led i forhandlingerne på et tidligere stadium.

Fra 1223 kan grundteksten næppe stamme. I overenskomsten af 24. september dette år var tanken den, at fangenskabet foreløbig skulle behandles som et tysk anliggende. Grev Henrik skulle så at sige afhænde de danske konger til Frederik II og hans søn, og når denne transaktion var i orden, skulle de værgeløse fanger udsættes for pression. Men 1224 er der optaget kontakt mellem Schwerinerne og de danske stormænd, som det ses af overenskomsten af 4. juli (nr. 16). I spidsen for disse sidste står grev Albert. Det foreliggende dokument, der bærer hans segl og viser Danskerne som aktive forhandlingspartnere, kan da kun høre hjemme i 1224.

Men er grundteksten sat op før eller efter 4. juli 1224? Den kunne tænkes at være det forhandlingsgrundlag, de dansk-holstenske repræsentanter fik med sig inden julimødet. Men nu foreslår det kong Valdemar løsladt 1/11, overenskomsten derimod allerede 8/9 (eller snart efter). Da det måtte være et kardinalpunkt for Danskerne at få deres konge fri, kunne deres fyrster næppe af sig selv have foreslået en senere dato, end man kunne opnå efter forhandlinger med fjenderne. Det tyder stærkt på, at overenskomsten med den tidligere løsladelsesdato hører hjemme på et tidligere tidspunkt end grundteksten. En sammenligning iøvrigt viser samme vej. Hvis man tænkte sig overenskomsten placeret efter grundteksten, ville denne, ved at være beseglet, på bindende måde angive, hvor langt forhandlerne i princippet kunne gå. Men i så fald har de ganske sprængt denne ramme ved at vove sig langt ud over grundteksten. Nu vides det, at de bestemmende danske stormænd forkastede forhandlingsresultatet, som det kom for dagen i september-oktober 1224 (se ndfr.) Hvis grundteksten virkelig var affattet før overenskomsten, ville stormændenes beslutninger gå fra nej til ja og tilbage til nej igen. Og de ville foreslå kongen senere frigivet, end de faktisk kunne opnå. Men hvis overenskomsten er ældst, grundteksten yngst og et senere modfor slag, forsvinder disse urimeligheder, og der bliver konsekvens i det danske standpunkt. Den politiske situation i efteråret 1224 peger utvetydigt mod denne sidste løsning.

Juli-overenskomsten skulle kun træde i kraft under forudsætning af, at den blev godkendt af de tyske rigsfyrster på det kommende hof i Bardewik 8. september. Trods denne bestemmelse var det i henhold til de berettende kilder ikke fra tysk side, der rejstes vanskeligheder, da de fælles aftaler skulle virkeliggøres. Under møderne med rigsfyrsterne sidst i september og først i oktober indtog Holstenerne og Danskerne en helt anden holdning end tidligere. 'Grev Albert .. og Danmarks stormænd' forkastede overenskomsten (Annales Colonienses maximi: Albertus comes de Uorlemunde, filius sororis ipsius regis, et barones Dacie hanc composicionem reprobantes et ea, que promissa erant, cassantes ascensis nauibus cum indignacione recesserunt infinitam pecuniam, quam ad redimendum regem attulerant, secum deferentes. Unde predicti principes infecto negocio confusi discesserunt, MGH. SS. XVII 838; Eike af Repgau: Græve Albrecht van Louenborg unde de Denen lâgen ôc in andere half der Elve mit ême grôten here. Dat gedingede vullenging nicht, wente de Denen unde de koning brâken ere lovede. des karde de koning Hinric weder unde alle de hêrren âne ende, hrsg. v. H. F. Massmann 468).

Disse efterretninger er godkendt af en forsker som Winkelmann, mens andre har stillet sig tvivlende som Paludan-Miller, der giver Tyskerne skylden for bruddet. Men hvis grundteksten henføres til dette tidsafsnit i 1224, bliver der god mening i kildernes vidnesbyrd. Den indeholder da det forslag, som Danmarks fyrster ville sætte i stedet for overenskomsten, idet de på visse punkter støttede sig på dennes ordlyd. Men overenskomsten var besvoret af to af 'fyrsterne', statholderen grev Albert og kongens mundskænk Bjørn, og denne sidste havde yderligere beseglet. De kunne dog ikke opnå ratifikation i Danmark, og deres segl under grundteksten viser, at de da var vundet for et modsat forslag. Blandt de syv øvrige beseglere har vistnok været kongens kansler, biskop Niels af Slesvig, og hans nuværende eller tidligere drost Åstred(?). Særlig må dog mærkes Jakob Sunesen af Møn. Han er den dominerende skikkelse blandt de danske stormænd 1225 og 1230 (her § 7; nr. 42 § 2, 8, vidne og besegler; nr. 109 § 2, 3, 6, besegler). Hans segl ved grundteksten gør ham derfor til hovedmanden bag det nye modforslag.

Henrik af Schwerins kup på Lyø i maj 1223 havde nok haft chokvirkninger og rystet Danmarks prestige. Men det havde ikke kunnet bryde den dansk-holstenske magtstilling syd for Ejderen. Det eneste militære foretagende, som overfaldet havde kunnet fremkalde, den gamle Valdemar Knudsens indfald i Holsten sammen med en del Bremensere, var efter en heldig begyndelse endt med, at grev Albert på ny gjorde sig til herre over situationen (nr. 23; jf. iøvr. nr. 11).

Efterhånden viste det sig dog vanskeligt fortsat at forlige de holstenske og danske interesser. En stigende utilfredshed med det danske styre bliver mærkbar sidst i 1224, hvor en tysk-holstensk stormandsgruppe danner sig. Albert kan have søgt at forebygge dette i juli-overenskomsten, der bl. a. kunne sikre ro i hans lande. Han fik tillagt betydelige rettigheder i len og gods, som den danske konge havde haft (nr. 16 § 5, 7). Det var besvoret af Albert og hans mænd samt af de danske underhandlere, men kunne nok tænkes at falde de danske ledere for brystet. Trods mulig misstemning blandt stormændene i Holsten sad Albert militært set fast nok i sadlen, ikke mindst fordi det nylige indfald var afslået. Ud fra ledernes synsvinkel har der ikke i øjeblikket været tvingende magtpolitiske grunde, der nødvendiggjorde så store omvæltninger som forudsat i overenskomsten, der ville sætte Frederik II, delvis også Albert, i kongens sted i hele Nordtyskland. Betingelserne måtte i det hele betragtes som overordentlig hårde (jf. Cohn, Hermann v. Salza, 67, henviser til § 14).

At kong Valdemar og de andre førende mænd i landet væsentligt så situationen under militær synsvinkel, fremgår af begivenhederne 1226-27, hvor de atter og atter griber offensiven mod deres fjender syd for Ejderen. Men også uden kongens deltagelse var sådanne synspunkter afgørende, idet Danskerne og Holstenerne ligefrem demonstrerede deres styrke i 1224. Grundteksten viser, at deres ledere før forhandlingerne med rigets fyrster' (jf. nr. 16 § 12, 15, 18-19, 22) havde grupperet sig som deres jævnbyrdige: 'Danmarks fyrster' (§ 2). Det var også karakteristisk, at de holdt mødet med rigsfyrsterne ved Elbens bredder, der siden 1214 var anerkendt af begge parter som tysk-dansk grænse (I:5 nr. 48). Som en understregning af hvem der herskede i de lande, grev Henrik 1223 havde bortloddet til sine venner, mødte 'grev Albert .. og Danskerne' op til forhandlingerne 'med en stor hær' i ryggen (Eike l. c.). Og da mødet tog fat, måtte de tyske fyrster begive sig fra Bardewik til Blekede, vistnok fordi Danskerne ikke ville forlade deres grænseflod. Disse forhold må erindres, når det gælder om at forstå, hvorfor den netop afsluttede overenskomst kunne forkastes fra holstensk og dansk side — utvivlsomt efter bestemmelse fra Danmarks fyrster.

Grundteksten i det foreliggende dokument forudsætter, at kong Valdemar gives fri 1. november 1224 (sønnen 30. marts 1225) nogenlunde svarende til overenskomsten, der forudså hurtig frigivelse af den ældre konge. Men der er intet spor af de mange, omhyggeligt opregnede forpligtelser, denne forinden skulle påtage sig ifølge overenskomsten, og som skulle sikre, at kejseren trådte i hans sted. I henhold til de rådende magtforhold har Danmarks fyrster kun villet gå med til en almindelig — og vel derfor mere eller mindre formel — afståelse af Valdemars egne erobringer (§ 6).

Skæringspunktet har for Danmarks fyrster uden tvivl ligget i frigivelsen. Inden da måtte man gøre de færrest mulige indrømmelser. Når først kongerne var fri, kunne spillet slås over ende. Sådan gik det med den sluttelige overenskomst af 1225 (nr. 42), der kuldkastedes fra dansk side, så snart det lod sig gøre. Bestemmelserne vedrørende tiden efter frigivelsen i teksterne 1224-25 kan da kun være tiltrådt og besvoret på skrømt eller indtil videre. Lederne har næppe anset det for nødvendigt at være særlig ordholdende over for modstandere, der bl.a. betjente sig af kidnapning. Hertil kom, at kongen efter frigivelsen atter ville blive bestemmende i landet, og at en henvendelse til paven formentlig ville kunne skaffe de aftvungne eder ophævet (jf. nr. 58—59).

Fremfor garanterede indrømmelser af forskellig art, afgivet på forhånd til rigsfyrsterne og Schwerinerne som i juli-overenskomsten, lokker grundteksten med 5.000 mere i løsesum samt med værdigenstande, der straks kunne udleveres (§ 1). Visse forbehold knyttedes til udbetalingerne (§ 2-3), også til de første, som var forudsætningen for kongernes frigivelse. Inden denne var kommet i stand, ville Danmarks fyrster øjensynlig helst undgå egentlige betalinger. På den anden side var disse forbehold typiske for tekstens karakter af ensidigt tilbud. Der skulle være noget at arbejde med for forhandlerne, og forbeholdene reduceredes også, da dokumentet 1225 atter blev aktuelt. Hovedtanken er imidlertid tydelig nok: politiske og juridiske indrømmelser skal vige pladsen for større finansielle ydelser. Det stemmer med Kølnerannalerne, hvorefter Danskerne havde ført en betydelig pengesum med sig til mødet ved Elben. Det var rimeligvis for, om muligt, at bringe den her skitserede plan til udførelse. Gik det efter ønske, ville kongernes frigivelse væsentligst blive et økonomisk anliggende.

Da grundteksten således føjer sig naturligt ind i den særegne situation, som opstod september—oktober 1224, må den dateres [1224 4. juli—31. oktober].

Men standpunkterne hos de tyske rigsfyrster og Danmarks fyrster lå for langt fra hinanden, og forhandlingerne endte resultatløst. Kort efter blev magtbalancen forrykket, da det kom til en foreløbig afgørelse på det militære plan. Efter det blodige, daglange slag ved Målln i januar 1225 fik Schauenburgerne og Schwerinerne overtaget i Holsten — først herved indtrådte den situation, der var planlagt i Nordhausen 1 1/2 år i forvejen.

Grev Alberts fald ændrede holdningen hos de danske ledere. Før de genoptog kampen med deres nordtyske fjender, ville de have kongerne fri, så de atter kunne få Valdemar som deres vante leder. Først nu kan de i realiteten være gået ind på den schwerinsk-schauenburgske linie, så de akcepterede mangedobbelte, garanterede betingelser for udløsningen. Samtidig lod de sig betegne ved det sædvanlige navn på deres stormandskreds, 'Danmarks riges bedste mænd' (§ 13, jf. 7). Forandringerne fandt udtryk på det samme dokument, som havde været fremme tidligere — et tegn på, at det første forslag ikke kan have været helt uakceptabelt 1224. Da også de nye tilføjelser hidrører fra en dansk skriver, må de danske forhandlere, da mødet ved Elben gik til ende, have taget deres tilbud med tilbage. Nu greb denne anden skriver pennen, og en række artikler blev skudt ind på den smalle plads inden plica (§ 66-14). De fastlagde videregående krav fra Schwerinerne og Schauenburgerne — de rigstyske interesser var det ikke længere nødvendigt at tage større hensyn til. § 6 formuleredes om i forståelse for modpartens synsmåde (§ 6a), velsagtens efter direkte kontakt, der også må forudsættes, siden vilkårene i det hele fandt tilslutning fra denne side. Det kan bemærkes, at § 10, 11 og 14 dog gav spillerum for danske interesser. Efter at fde bedste mænd' havde formuleret — eller godkendt formuleringen — af de betingelser, de nu ville gå ind på og holde, indtil kongerne var fri, må aktstykket være overgået til Schwerinerne, der byggede den endelige overenskomst (nr. 42) op herover.

De nye tilføjelser kan tidligst være sat til i februar, men tilhører dog snarest tiden op mod den sluttelige overenskomst af 17. november 1225. Datering: [1225 februar—november].

Diplomet har nr. 16 som forlæg.