Til Iohannes, biskop, Iohannes, abbed af Skt. Johannes, og Nicolaus, dekan, i Lybæk.

I en til os fremsendt ansøgning har vor elskede søn, den højbårne Vitslav, Rygboernes fyrste, påvist, at parterne — da der verserede en strid mellem ham og vor ærværdige broder, biskop Niels af Roskilde, om patronatsretten til Rygen provsti for vore ærværdige brødre, biskopperne Ivar af Odense og Ebbe af Århus, saligt ihukommetN, og Erland (?), fordum prior i DalbyN, på vor elskede søn Ottos myndighed, kardinaldiakon af S. Nicola in Carcere, dengang det apostoliske sædes legat i hine egne — ansatte et bestemt tidspunkt til indbyrdes at holde fælles forhandling om forlig. Men sammeN, der følte sig tynget på uretfærdig vis af det forhold, at fornævnte Århusbiskop, til hvem ovennævnte Odensebiskop havde subdelegeret omtalte sag i sin helhed, på utilladelig måde overlod sine beføjelser til ærkedegnen i ÅrhusN, eftersom en subdelegeret ikke efter retten kan subdelegere en sag til en andenN, appellerede omsider til vor domstol. Og derfor befaler vi, at I, hvis det forholder sig således, efter at have tilbagekaldtN i tilbørlig stand, hvad I måtte finde forsøgt i frækhed efter denne appel, påhører sagen og fører den til en tilbørlig afslutning, idet I sørger for, at det, I bestemmer, bliver urokkeligt overholdt på vor myndighed. I modsat fald skal I sende parterne tilbage til undersøgelse hos den oftnævnte Odensebiskop og Erland (?)2), den fordums prior, og dømme den appellerende til at udrede de lovpligtige udgifter. Men hvis de vidner, der måtte blive udmeldt, undslår sig af venskab, had eller frygt, skal I under kirkens straf med tilsidesættelse af appel tvinge dem til at aflægge sandt vidnesbyrd. Men hvis I ikke alle kan tage del i udførelsen af dette, skal i hvert fald du, broder biskop, udføre det sammen med en af de andre.

Givet i Rieti den 8. marts i vort femte år.