Gregor, biskop, Guds tjeneres tjener, til sin ærværdige broder biskop Gun ner og til sine elskede sønner priorenN ved Skt. Nikolaj og ærkedegnenN i Ribe hilsen og apostolisk velsignelse.

Skabt i Guds lignelseN og så at sige gjort til et seglN på Guds magt og efter at have fået fornuft i sindet og være prydet med så strålende et forbilledes skønhed hovmodede mennesket sig i sit overmodige hjerte, før det fuldt ud så sin vækstN, og glemte, at det var dannet af de usleste tingN, hvorfor det ved Skaberens vidunderlige retfærdighed blev bestemt, at den, som ved den evne, han havde modtaget som fornuft, blev hovmodig, atter, når han døde, skulle blive til det støv, han ikke i ydmyghed erkendte at være, og den, som ved at synde af egen vilje mistede ligheden med Gud, skulle vende tilbage til det ler, han var gjort afN, selv mod sin vilje. Eftertiden lod det ikke blive ved den første overtrædelseN, men krænkede den naturlige lovs myndighed, som Herren indgav, indblæste og med sin finger indtrykte i menneskenes sind så at sige fra denne verdens første begyndelse, at vi ikke skal gøre mod en anden, hvad vi afskyr bliver gjort mod os selvN, men begunstige andre i deres retfærdige sag, således som vi ønsker vore rettigheder forsvaret. Thi denne verdensN børn, som Sandheden erklærer for klogere end lysets børn over for deres egen slægtN, har forkastet tugt og retfærd og løst sig fra lydighed under troen og lægger rænkerN for hverandre, påfører og tilføjer hinanden tab og uretfærdigheder, rejser processer, griber til våben, slås, lader retten vige for forbrydelsen og giver fortrinnet til vildfarelsen, jager hinanden til dødeN og forfølger og sønderslider hverandre i den grad, at de tilmed besudler sig med deres egne børns blod, og da de ikke agter på, at de, som gør sådanne ting, fortjener dødenN, mener de ikke, at det er nok for dem at rase afsindigt mod hinanden, men strækker tilmed deres nedrige hænder ud mod kirkens øjestene, nemlig brødrene af cistercienserordenen — som færdes fjernt fra verdens vrimmel i sindets ensomhed, for at de ved den himmelske kærlighed og nåde kan lægge bånd på de hjertets bekymringer, der hvirvler dybest ned, og som for sig selv og inde i sig selv søger en hemmelighed med Herren, hvor de, når den ydre larm er hørt op, kan fryde sig i indre glæder ved en fortrolig samtale med Ham — disse verdens børn, som i deres ondsindethed ikke engang kan tåle, at samme cistercienserbrødre har så meget, at de kan leve af det, men enten ved trætte fratager dem deres rejsekost på pilgrimsfærden eller røver og raner den. Skønt vi nages af stærke, stingende smerter herover, optænder det os dog som noget endnu mere utåleligt, at de, som burde have slukket disse forfølgeres flammer, ikke alene ikke stiller sig som et skjold mod ilden, men endogså på en vis måde forstærker ilden med ild og forfølger dem uudholdeligt. Thi således er denne alvorlige og utrolige klage nået til os fra vore elskede sønner abbeden i Citeaux og hans medabbeder af cistercienserordenen, at skønt det på apostolisk myndighed er bestemt og ligeledes udtrykkeligt forbudt, at det overhovedet skal være tilladt nogen at forkynde interdikt- eller bandlysningsdom mod samme abbeder og deres klostre eller derboende brødre i modstrid med, hvad der vides at være fastsat fra ordenens oprindelse, så lidt som mod naboer eller daglejere, fordi de hjælper dem med at arbejde på de dage, hvor de arbejder, mens andre holder fri, eller i anledning af bevillinger, de har fået ved pavestolens velvilje, eller mod deres velgørere, fordi de kærligt, ivrigt og tjenstvilligt yder dem velgerninger eller tjenester, eller mod nogen af deres undergivne, sålænge de står i deres tjeneste, fordi de i overensstemmelse med det, som er bevilget deres orden, ikke betaler tiender eller som følge af andet, der er tilstået dem af det apostoliske sæde — så fordrister nogle ærkebiskopper, biskopper og andre prælater ved kirkerne og deres officialer sig på egen myndighed, for ikke snarere at sige af egen dumdristighed, til i modstrid med det apostoliske sædes bevillinger at fælde interdikt- eller suspensions- og bandlysningsdomme mod fornævnte personer og andre, som har med dem at gøre enten ved køb eller salg eller ved at male i deres møller eller bage i deres bageovne eller på anden måde, for således, når de raser mod disse, brødefuldt at straffe hine, der er uskyldige og uden brøde, og herved udvirke, at de får en ringere stilling end de vantro jøder, som ved egen skyld er underkastet evig trældom, og som den fromme kristne modtager af ren barmhjertighed, mens man unddrager sådanne de troendes fællesskab, som ikke kan holdes tilbage fra at omgås disse jøderN. Da de altså kan godtgøres i første række at forurette os, som enten uden ærefrygt angriber det apostoliske sædes privilegier eller holder sig til deres ordlyd og overflade, men handler imod deres mening og søger at fratage de privilegerede fordelene ved privilegierne, vil vi ikke med roligt sind finde os i så grove overtrædelser eller så grove misbrug, der ikke er udpønset uden krænkelse for det apostoliske sæde, og befaler jer, kyndige mænd, ved denne vor apostoliske skrivelse, at I efter omhyggeligt at have efterforsket sandheden om de ovenfor anførte ting uden nogen som helst vanskelighed fuldstændigt hæver de domme, I måtte finde afsagt på denne vis i Lunde kirkeprovins, og efter forudskikket påmindelse med tilsidesættelse af appel med tilbørlig strenghed tvinger dem, som det står fast har fældet dem, til at yde godtgørelse til samme abbeder og dem, mod hvem de er fældet, for de tab og udgifter, som de har pådraget sig med anledning heraf, og i troskab tilskriver os, hvilke skridt I tager, for at straffen kan revse dem, der forser sig på anden måde, så at forseelserne ikke breder sig videre — uanset bestemmelsen om de to dagsrejser, som blev udstedt på det almindelige konciliumN. Men hvis I ikke alle kan tage del i udførelsen af dette, skal i hvert fald du, broder biskop, udføre det sammen med en af de andre.

Givet i Perugia den 27. oktober i vort pavedømmes ottende år.