Gregorius episcopus seruus seruorum dei. dilectis filiis . . preposito . . decano et . . cantori Halberstadensibus. salutem et apostolicam benedictionem.
Significauit nobis populus nuper in Liuonia sacri fonte baptismatis candidatus/ quod cum crucesignatis ibidem transfretantibus nullus ad applicandum sit portus aptior Lubicensi/ carissimus in Christo filius noster . . Datie rex illustris qui cum panibus debuerat proficiscentibus occurrisse/ ac porrexisse dexteram adiutricem/ eiusdem portus ingressum pluribus ut dicitur nauibus ibi mersis obstruxit/ ne in ipsius tutissimam stationem post emensum pelagus se recipere ualeant transfretantium nauigia predictorum. Et licet uenerabili fratri nostro . . Racesburgensi episcopo et collegis eius dudum dederimus in mandatis/ ut omnes per impedimentum aliquod portus Lubicensis introitum utilitati transfretantium subtrahentes excommunicationis uinculo innodarent/ ipsi tamen plus debito timidi contra regem procedere noluerunt/ ac idem ad uenerabilis fratris nostri .W. episcopi quondam Mutinensis nunc in partibus illis apostolice sedis legati aliorumque uirorum prudentium preces et monita de portu predicto peregrinorum exire naues quas incluserat non permisit. Quocirca discretioni uestre per apostolica scripta firmiter precipiendo mandamus. quatinus ne nouella plantatio debilitationis periculum per huiusmodi impulsionis incommodum patiatur/ prefatum regem et alios opponere peregrinis impedimentum huiusmodi presumentes ut Lubicensem portum aperiri et peregrinos libere pertransire permittant/ monere diligenter ac efficaciter inducere procuretis. peregrinis nichilominus ad eiusdem portus apertionem sicut necesse fuerit animatis. Quod si rex parendum non duxerit/ nec a cordis sui duritia recedendum/ curiam eius totam/ et omnem locum ad quem ipse peruenerit subicientes ecclesiastico interdicto/ consiliarios ipsius excommunicationis sententia feriatis. neutram relaxaturi sententiam/ donec super excessu memorato rex ita se corrigat/ quod preterite uel occa- sionem uel causam iniurie non relinquat. Quod si non omnes hiis exequendis potueritis interesse/ duo uestrum ea nichilominus exequantur.
Datum. Spoleti .iii. kalendas septembris. pontificatus nostri anno octauo;
30 Gregorius indtil filiis] mangier a. — .. preposito=Meinhardo. 30-31 .. decano=Annoni. 31 et .... cantori] et .B. cantori a. — B.] kan ikke identificeres. — Halberstadensibus] herefter pennekrølle sidst iliniena, 31-32 salutem indtil benedictionem] mangler a. 2 transfretantibus] således a, tranfretantibus A. 3 ..—Waldemarus. 4 Datie] Daciea. 8..= Godescalco. 13 W.=Wilhelmi. 14 prudentium] i synes udvisket A, prudentum a. 20 peregrinos] n utydeligt A. 24 subicientes] subicietes uden forkortelsesstreg a.
1 relinquat] slutter en linie og i fortsættelse heraf er i marginen med samme hånd som teksten tilføjet non obstante constitutione de duabus dietis edita in concilio generali. a, men denne klausul er ikke optaget i A. 1-2 omnes indtil exequantur] omnes etcetera. duo uestrum etcetera. a. 3-4 Datum indtil octauo;] udfylder næstsidste og sidste linie med afstand mellem ordene A. 3 pontificatus nostri] mangler a.
4 Jf. Isai. 21,14: cum panibus occurrite fugienti. 9 in mandatis: nr. 774. 14 preces et monita: formentlig skriftlige, nu tabt.
Gregor, biskop, Guds tjeneres tjener til sine elskede sønner Meinhardus, provst, Anno, dekan, og B., kantor i Halberstadt, hilsen og apostolisk velsignelse.
Menigheden i Livland, der nylig stod hvidklædt ved den hellige dåbs kilde, har tilkendegivet over for os, at skønt der for dem, der har taget korsets tegn og drager over havet dersteds, ikke er nogen havn mere velegnet end Lybæks til at lægge til ved, har vor meget kære søn i Kristus Valdemar, Danmarks berømmelige konge, selv om han burde have mødt de rejsende med brød og rakt dem en hjælpende hånd, spærret indløbet til samme havn ved, som det siges, at have sænket flere skibe dér, for at ikke fartøjerne med de fornævnte, der drager over havet, kan søge ind på havnens meget sikre plads efter havfarten. Og skønt vi forlængst har givet vor ærværdige broder biskop Godescalcus af Ratzeburg og hans fæller befaling om, at de skulle binde alle med bandlysningens bånd, der ved en eller anden hindring forholdt dem, der drager over havet, nytten af indløbet til Lybæks havn, har disse dog, mere frygtsomme end tilbørligt, ikke villet skride ind mod kongen, og denne har ikke trods bønner og påmindelser fra vor ærværdige broder Vilhelm, fordum biskop af Modena, nu det apostoliske sædes legat i hine egne, og andre kloge mænd tilladt de pilgrimsskibe, som han havde lukket inde, at løbe ud af fornævnte havn. Derfor befaler vi jer, kyndige sønner, og påbyder vi urokkeligt ved denne vor apostoliske skrivelse, at I, for at ikke den nye udplantning ved dette ubehagelige indgreb skal lide under fare for svækkelse, sørger for omhyggeligt at påminde og virkningsfuldt tilskynde den nævnte konge og andre, der fordrister sig til at sætte denne hindring op for pilgrimmene, til at tillade, at Lybæks havn åbnes og pilgrimmene får fri passage — idet også pilgrimmene, såfremt det bliver nødvendigt, opmuntres til at åbne samme havn. Men hvis kongen ikke mener at burde adlyde og ikke viger fra sit hjertes hårdhed, skal I lægge hele hans hof og ethvert sted, som han begiver sig til, under kirkeligt interdikt og ramme hans rådgivere med bandlysningsdom og ikke hæve nogen af dommene, før kongen retter for sig for omtalte forseelse på en sådan måde, at han ikke beholder hverken påskud eller årsag til at begå den tidligere uret. Men hvis I ikke alle kan tage del i udførelsen af dette, skal i hvert fald to af jer udføre det.
Givet i Spoleto den 30. august i vort pavedømmes ottende år.
Bullen er kendt både gennem modtager- og registeroverlevering. Der er en bemærkelsesværdig forskel, idet skriveren i registret har tilføjet følgende klausul i marginen: non obstante constitutione de duabus dietis edita in concilio generali, en henvisning til c. 28 X De rescriptis I 3. Herved fastsattes, at ingen i kraft af pavebuller kunne stævnes mere end to dagsrejser uden for sit stift, medmindre der var indføjet en klausul som den nævnte — eller begge parter var enedes om fremskaffelsen af bullen. Skrivelserne mod den danske konge var imidlertid tilvejebragt ved en ensidig aktion fra hans modstandere, som det siden betones på kongens vegne (nr. 207). En klausul som den anførte var påkrævet i det foreliggende mandat, hvis sagen skulle have sin gang og kong Valdemar stævnes af gejstlige dommere fra Halberstadt. Klausulen nåede dog ikke ind i originalbullen, men optrådte kun som tilføjelse i registret, hvorved den ikke fik retlig gyldighed. Det kan ikke udelukkes, at denne forsømmelse har gjort originalbullen værdiløs i praksis, og at det er grunden til, at der ikke senere tages hensyn til den, skønt den er truende i sin tone mod kongen. Da han 1235 10. marts udvirker en modskrivelse fra paven (nr. 207), nøjes han med at neutralisere virkningerne af den ældre bulle af 1234 15. februar (nr. 173), der var mere stilfærdig i sin formulering. Den foreliggende springes over.