Pontifex Romanus per consilium omnium cardinalium Reualiam, Geruiam, Vironiam et Hargiam in Estonia regi Daniæ manifeste adiudicauit.
Den romerske pave tildømte håndgribeligt, med råd af samtlige kardinaler, Danmarks konge Reval, Gervien, Virland og Harrien i Estland.
I Stensbyforliget af 1238 7. juni (Rep. Danicum I:1 nr. 133) hedder det: per dominum apostolicum per consilium omnium cardinalium . . . . manifeste adiudicata fuisset . . . . . . Reualia/ Gierwia et Wironia et Hargia que omnia sunt in Estonia domino regi Dacie. Der er næsten helt verbaloverensstemmelse med nedenstående regest, og rækkefølgen af provinsernes navne er den samme. Det var nærliggende, at Bartholins regest gik tilbage hertil.
Men Stensbyforliget kan også på sin side citere den nu tabte pavelige dom, og som repræsentant for denne mulighed er regesten trykt nedenfor. Det er derimod lidet sandsynligt, at ordlyden er hentet fra nr. 215 af 1236 23. februar. Rækkefølgen af navnene er der lige modsat, og nævnte nummer taler om en pavelig bestemmelse (duximus statuendum), ikke om en åbenbar dom (manifeste adiudicauit) som her.
Bartholin anfører regesten under 1236, men uden dato. Dommen må ligge efter pavens bestemmelse af 23. februar (nr. 215) og formentlig før 7. juni. Stensbyforliget meddeler nemlig, at udførelsen af dommen er blevet forsinket iam per biennium. Datering altså: 1236 [februar—juni]. Dog må det atter betones, at Bartholin kan have hentet regesten fra narratio i Stensbyforliget og anført den under 1236 i henhold til den nævnte tidsfæstelse.
Rep. Danicum I:1 nr. 130 sammenkæder Bartholins regest med et referat af en 'forhandling' hos Huitfeldt, kvartudgaven II 58 (lig folioudgaven 162): Da bleff paa det sidste/ Aar 1236. (således folioudgaven, rettet fra kvartudgavens: 1234). saa forhandlet/ effter Paffuelig Befalning/ oc Keyser Friderichs Samtycke/ imellem Kong Valdemar oc Ordens Brødre/ at Kong Valdemar skulde beholde det gantske Hertugdom Estland/ som indeholt Naruen/ Wittenstein; Wessenborg/ Dorpt/ Harrien/ Wirrien/ Wigside/ Øssel/ Stifft van Churland. Der imod skulde Brøderne beholde de Offuerduniske Lande/ Riga/ Memel/ Kockenhuse/ Semigalien/ Churland/ Littow/ met andet mere de inde haffde. Det må siges at være en meget tvivlsom sammenkædning. Frederik 2. havde efter de autentiske aktstykker intet med sagen at gøre. Provinserne er helt andre end efter nr. 215 og Bartholins regest, og f. eks. Øsel tillagdes netop ordenen efter Stensbyforliget.
At Huitfeldt ikke viger tilbage for meget løse konstruktioner, ses af den straks efter følgende sætning: Aar 1238 gaff Mester Volquin sig under den Tydske Hoffmester Orden udi Prytzen. Men Volquinus dræbtes to år før, 1236 22. september (Benninghoven s. 425). Forud for det ovenfor anførte længere Huitfeldt-citat hedder det om kong Valdemar, at han actede met Mact at søge sin Ret. Det er snarest en omskrivning af Stensbyforligets ord: paratus erat predictus rex cum nauibus et multitudine exercitus sui aliquid attemptare de facto. Konklusionen må blive, at Huitfeldt nok kender værdifuldt diplomstof, der vel slår igennem på sidstnævnte sted. Men han blander det i referatet af 'forhandlingen' op med fejl og gætterier, så at referatet må betegnes som værdiløst.