Til Vilhelm, fordum biskop af Modena, vor pønitentiar og det apostoliske sædes legat.

Da vore ærværdige brødre biskop Balduinus af Semgallen på den ene side og biskopperne Nicolaus af Riga og Hermannus af Dorpat og de befuldmægtigede for mester Volquinus og Kristi sværdridderbrødre i Livland og desuden for borgerne i Riga på den anden var til stede for os personlig, og da samme biskop af Semgallen fremførte mange ting mod biskopperne og samme befuldmægtigede, har vi omsider bevilget dem vor ærværdige broder biskop Johannes af Sabina som auditør. Men samme auditør har i troskab og forstandighed forebragt os og vore brødreN, hvad han har udfundet efter at have påhørt det, der blev fremsat for ham, og tillige svarene og bekendelserne fra såvel samme biskop af Riga som hine befuldmægtigede, og efter omsorgsfuldt gennem de biskopper, abbeder og sognepræster fra disse lande, der fandtes ved det apostoliske sæde, at have anstillet undersøgelse om landets tilstand, nemlig om såvel katedral- som sognekirkernes rettigheder, overgivel sen af stifter og afgrænsningen af samme og tillige om betalingen af tiender og bortforleninger og afhændelser af dem og præsternes beneficier, fremdeles tyngerne og undertrykkelserne og trældomskårene for de nyomvendte og sædvaner med at indgå ægteskaber imod Guds lov. Vi har altså efter omhyggeligt at have holdt rådslagning med vore brødre om disse ting på deres råd ment at burde bestemme dette, at fornævnte mester og brødre i din hånd — i den romerske kirkes navn — skal give afkald på den befæstede borg Reval og dertil Reval og Harrien, Virland og Gervien, med erstatningen af de derfra oppebårne frugter forbeholdt os, som vi ønsker det, og de skal give det, de har røvet fra de dræbte, og pengene for løskøbelsen af fangerne i slaget ved fornævnte Reval borg tilbage og genopbygge borgene AgelindeN og GoldenbeckN og straks tilbagekalde de forleninger, som de har foranstaltet i samme lande. Fornævnte biskop af Riga skal til vor ærværdige broder biskop Hermannus af Øsel tillige give afkald på tre sogne, som han holder i Vik, og den sjettedel, som han forbeholder sig på Øsel, og fornævnte borgere i Riga den sjettedel, de holder dersteds. Sognekirkerne eller menighederne i alle stifter skal oppebære en trediedel af tienderne, og der skal opføres så mange kapeller, at der er nok til at styre den kristne menighed, således at der skal overgives hver enkelt kapellan ti mark som indkomst. De nyomvendte skal være forpligtet til sogneafgifterne og i åndelige og kirkelige sager kun dømmes af vedkommende steds biskop, og for at ikke nævnte nyomvendte ved nogen undertrykkelse skal blive tvunget til at se sig tilbageN, skal der overhovedet intet kræves af dem undtagen for ledingsfærd og landeværn og da med tilbørligt mådehold. Men i verdslige sager, som ikke hører under kirkeligt ting, skal de stå til rette for den verdslige dommer, hvorved de vil kunne appellere til deres biskopper, hvis han skulle tynge dem, og samme biskopper må heller ikke tillade, at de tynges på uretfærdig vis. Endvidere må ovenfor nævnte nyomvendte frit beholde deres første hustruer, som de har fået før dåbens nåde, dog med undtagelse af dem, som Guds lov forbyder dem at have. Men efter dåben skal de ved indgåelse af ægteskab overholde de kanoniske bestemmelser. Og derfor befaler vi, at du skal lade det, der er bestemt af os angående fornævnte ting, ubrødeligt overholde og sørge for fuldstændigt at tilbagekalde alle afhændelser og bortforleninger af tienderne, som nysnævnte biskopper og klerken I. og samme I.s vikar Hormodus som bekendt har foretaget, og med tilsidesættelse af appel tøjle dem, der stiller sig herimod, med kirkelig straf. Men for eftertiden skal biskopper og andre af kirkernes foresatte på ingen måde modtage investitur af de timelige ting fra verdslige personer, men af den til enhver tid derværende legat fra det apostoliske sæde eller af den, som den romerske kirke finder at burde indsætte dersteds.

Givet i Viterbo den 23. februarN i vort niende år.