Til den højbårne hertug BarnimN af Pommern.

Gud har givet den fuldkomne magt til det apostoliske sæde, for at den romerske pave, som i sankt Peder har modtaget magtens og kyndighedens nøgler, snart kan udøve sin strenghed, snart give sin mildhed fortrinnet. Thi denne svigter ikke den ene side for den andens skyld, men bøjer undertiden efter at have taget alle omstændigheder i betragtning strengheden ved mildhed, således at dens kraft ikke går i opløsning, og betænker klogt ikke alene de personer, men også de sager, til hvem og fra hvilke han så bestemmer sig til at meddele dispensation, for at han ikke skal meddele dispensation, så han forstyrrer, eller rettere, for ikke at forstyrre, meddeler dispensation i overensstemmelse med de forskelligartede krav, sagernes forskelligartethed stiller til dispensationen. Da der derfor er forhandlet om indgåelse af ægteskab mellem dig og vor elskede datter i Kristus den højbårne kvinde Marianne, nieceN af vor meget kære søn i Kristus Valdemar, Danmarks berømmelige konge, har du ment, eftersom nævnte højbårne kvinde er beslægtet med dig i fjerde slægtskabsgrad, ikke at burde skride til fuldbyrdelse af ægteskabet, førend der var sket henvendelse herom til det apostoliske sæde. Derfor har samme konge ved sine sendemænd og breveN i ydmyghed bønfaldet os på dine vegne om, at vi ville sørge for at finde en frelsebringende udvej, da intet i den grad ville virke til at bringe det dødelige fjendskab til ophør, der nu for deres synders skyld er opstået mellem danskerne og venderne, og til at genoprette fredens forbund mellem dem, således som det indeholdtes i de os forelagte breveN fra samme konge og vore ærværdige brødre ærkebiskop Uffe af Lund og biskop Niels af Roskilde, til hvem vi har sendt vor skrivelseN herom. Vi betænker altså, at tvingende nød og indlysende gavn fordrer en dispensation og bevilger dig, højbårne mand, ved dette brevs myndighed efter omhyggeligt at have holdt rådslagning derom med vore brødreN på deres råd dispensation til, at du, om du ønsker det, kan indgå ægteskab med nævnte højbårne kvinde uanset denne hindring. Det skal altså overhovedet ikke være tilladt noget menneske at antaste dette vort bevillingsbrev eller i dumdristig forvovenhed handle derimod. Men hvis nogen drister sig til at prøve herpå, skal han vide, at han pådrager sig den almægtige Guds og hans apostle sankt Peders og sankt Paulus' vrede. Givet i Anagni den 4. september i vort tolvte år.