Til Valdemar, Danmarks berømmelige konge.

Vor ærværdige broder biskop Niels af Roskilde har i en ansøgning påvist for os, at det fra tid til anden sker, at ikke alene efterkommere af en afdød, men også andre personer, som er fremmede, frækt og af egen drift søger at undergrave testamenternes gyldighed og eksekutorernes magt, når folk i hans stift fuldbyrder de testamenter, der er dem betroet, til fromme formål og anviser de afdødes gods til bestemte personer i følge testators sidste vilje, således at de afdødes gods ikke kan gå til fornævnte formål, idet de i så henseende følger en slet sædvane i landet, som snarere må kaldes en uskik, nemlig denne, at en afdøds bestemmelse kuldkastes, hvis tolv vidner, som kaldes nævninge, erklærer ved negativt bevisN, bestyrket med deres ed, at den afdøde ikke har overladt nogen noget ved testamente, skønt det modsatte godtgøres på positiv måde ved autentiske breve og ved vidner, der er hævet over enhver indsigelse, og således forhindres fuldbyrdelsen af testamenterne, og såvel kirker som andre går ved dette negative bevis' erklæring glip af deres rettigheder.

Skønt desuden menneskene i samme stift ifølge gammel og anerkendt sædvane er forpligtet til at betale tiender i tærsket korn til ham af hver enkelt bol jordN, træder nogle af dem i deres frækhed op herimod og nægter at betale disse tiender til ham.

Da det altså hører til kongeværdighedens hæder at værne om kirkens rettigheder, har vi ment at burde påminde og bede dig, ophøjede konge, særlig indtrængende om, at du som en troende fyrste efter skik og brug bevarer kirkernes og de kirkelige personers stilling i deres vante frihed og ivrigt arbejder på, at fornævnte afskyelige sædvane helt og holdent afskaffes i dit rige og desforuden forbydes overalt i riget, så at denne sædvane på ingen måde bliver overholdt dér for fremtiden. Men du skal yde samme biskop din hjælp og støtte som konge imod dem, der holder disse tiender tilbage, således at han og de ham betroede kirker ved din understøttelse ikke går glip af deres rettigheder, og vi i Herren kan anbefale dig, høje konge, med passende lovprisninger.

Givet i Anagni den 23. august i vort trettende år.