Til ærkebiskop Uffe af Lund.

Vi priser dig på mangfoldig vis, kloge broder, fordi du i tvivlstilfælde anmoder om at blive belært af udsagn fra det apostoliske sæde, og vi har ment at burde svare på din forespørgsel, at du, da vi, efter hvad du forsikrer, har sendt dig en skrivelseN af en bestemt form om dispensation til gejstlige, der er kommet til verden på ulovlig vis i din kirkeprovins, på denne befalings myndighed vil kunne give dispensation til de gejstlige, der er kommet til verden på ulovlig vis, og som, skønt de tidligere har gjort sig skyld i at holde samleverske ligesom deres fædre, dog har skilt sig af med samleverskerne, før du modtog det apostoliske brevN, og er begyndt at udføre den bod, der blev pålagt dem for dette, eller har påbegyndt og fuldført den, men der meddeles dig ikke gennem nævnte befaling myndighed til at give dispensation til andre, som endnu ikke på det tidspunkt, da du modtog dette brevN, havde skilt sig af med disse samleversker. Men da vi ønsker at vise dig en særlig nåde, bevilger vi dig, broder, ved dette brevs myndighed, at du under overholdelse af nævnte form kan give dispensation til dem, som har forbedret sig senere og indtil dette tidspunkt.

Skønt endvidere den store bandlysning rammer og binder dem, der har gjort sig skyld i at holde samleverske og vender tilbage (til dem), efter at der er fældet bandlysningsdom mod deres samleversker på grund heraf, (idet) de gør sig delagtige i forbrydelsen sammen med forbryderneN, bindes dog andre gejstlige, som i viden herom fordrister sig til at sove sammen med disse, der således er bandlyste, ikke af den store bandlysningsdom.

Men selv om kirkernes bygningsværk og tage af træ er fuldstændigt ødelagt ved ildebrand, men væggene dog uskadte og urørte og alterpladen på sin plads, bør kirken ikke, skønt væggene selv er skallet af og kirken uden tagN, indvies igen på grund heraf, omendskønt fornævnte tag og bygningsværk bliver udbedret fra grunden af.

Den aflønning, som lægfolk med bifald af prælaterne har bestemt bør udredes til biskoppernes tjenere for deres møje ved indvielsen af kirkerN, vil hverken kunne kræves af samme lægfolk eller indkræves og oppebæres uden skændig simoniN, da de ikke med rette har kunnet bestemme detteN.

De gejstlige, der endvidere ønsker at blive forfremmet til graderne, og som mistvivler om deres egen viden og lover gaver til belæste gejstlige, for at disse under eksaminationen hemmeligt kan hviske dem i øret, hvad de skal svare på eksaminators spørgsmål, bør fratages de grader, de har modtaget på denne måde, og de, der tager imod sådanne gaver, bør være suspenderet så længe, indtil de har gjort sig fortjent til at opnå tilgivelse herfor. Men når eksaminatoren for dem, der skal ordineres, lærer dem af sine peblinge, der på grund af mangel på belæsthed er uværdige til at modtage graderne, hvorledes de skal give et spidsfindigt svar, for at de på denne vis kan blive anset for værdige til graderne, bør samme eksaminator, selv om der ikke er afgivet, lovet eller modtaget noget, straffes strengt herfor, indtil han kan opnå tilgivelse for dette, og de gejstlige, der er forfremmet på denne måde, bør afsættes fra de således modtagne grader.

Men hvis en præst, som alle sogneboereN i enighed har samtykket i at præsentereN til sognekirken for stiftsbiskoppen - mens de alligevel holder sig tilbage fra at drage til biskoppen på grund heraf og undslår sig med, at vejret og vejene er alt for slette — betaler eller lover kun to af dem nogle penge for at dække deres møje og arbejde, for at de på alles befaling kan drage af sted og give samme biskop meddelelse om de andres ønsker i denne henseende, begår han, om blot alles første samtykke står ved magt, ikke skændig simoniN.

Endvidere må en ærkebiskop ingenlunde bruge palliet under fejringen af messen ved en kongekroning, ved velsignelser af abbeder eller kongelige bryllupperN på andre dage, end det er kommet til udtryk i hans kirkes privilegium. Men vi bevilger dig dog, broder, ved dette brev, at du, om det muligvis sker, at du kroner en konge, kan bruge palliet på den dag, for så vidt som indlysende nytte eller nødvendighed gør det påkrævet.

Fremdeles bør der ikke desto mindre lægges offentlig bod på den, som er begyndt at gøre den bod, der er pålagt ham for en hemmeligt begået dødssynd, hvis denne senere bliver offentligt bekendt, eftersom en enkelt præsts vidnesbyrd ikke kan stå til troende med hensyn til hans hemmelige bod.

Givet i Anagni den 24. august i vort trettende år.