Tekst efter Mekl. UB.:
Celestinus, Bapst, befelet dem Könige zu Dennemark die Execution. Annus Christi non est asscriptus.
32 Dennemark] herudfor tilføjer Clandrian i marginen Kanuto, tvivlsomt om med rette, cf. indledningen.
Pave Cølestin befaler kongen af Danmark eksekutionen. Der er ikke tilføjet noget Kristi år.
Denne tabte pavebulle kendes nu kun gennem en registratur, affattet af Clandrian og placeret i umiddelbar tilslutning til en registratur af pave Gregor IX.s bulle om at indføre bispen af Schwerin i besiddelse af Circipanien og andre områder mod bispen af Kammin, dateret til hans 13. pontifikatsår, d.v.s. 1239 21. marts-1240 20. marts, trykt Mekl. UB. I nr. 492a og b. Da Clandrian er bekendt for sin nøjagtighed, cf. senest Salis i Archiv für Urkundenforschung I (1908) 307, identificerede allerede Lisch ifølge placeringen i registraturen Celestinus med pave Cølestin IV, der valgtes 1241 25. oktober, kronedes 28. oktober, men som allerede døde 10. november. Identifikationen vakte senere betænkelighed, fordi ingen andre buller er kendt fra denne paves korte funktionstid, cf. Potthast I 940 nederst, og nu også Schedario Baumgarten. Da Clandrian noterer, at bullen ikke var forsynet med årsangivelse, og da han vistnok selv bagefter med andet blæk har tilføjet Kanuto (d.v.s. Knud VI) i marginen, har man under indtryk heraf været tilbøjelig til at henføre bullen til pave Cølestin III (1191-98), således senest, dog med tvivl, i 2. oplag af Pommersches 20 UB. I, nr. 396. Som regesten er formuleret, har bullen næppe indeholdt kongens navn, idet buller af denne karakter har .. på navnets plads. Det tilføjede kongenavn får da karakter af lærd tilføjelse, der ikke kan tillægges betydning ved identifikationen af paven som Cølestin III, således som Wilhelm Wiesener, Die Gesch. der christlichen Kirche in Pommern zur Wendenzeit 331 note 35, og Karl Schmaltz, Kirchengesch. Mecklenburgs I 94 note 14 gjorde det. Imod identifikationen af kongen som Knud VI og af paven Cølestin III taler også, at striden om Circipanien hører til i 13. årh., cf. Salis i Archiv f. Urk.forsch. I 279 samt fremstillingen hos Rische i Gesch. Mecklenburgs II 3 og 7. Fra 1236, cf. Dipl. Dan. I:6 nr. 222, var den danske konge også inddraget i de politiske forhandlinger i området, og bispen af Schwerin sluttede aftale med fyrst Johan af Mecklenburg om tienderne i Circipanien, cf. Mekl. UB. I nr. 458. Hvis Cølestin IV ellers har nået at udstede buller og overhovedet har fungeret som pave, må det da være ham, der er udsteder af denne bulle, og kongen af Danmark bliver i så fald Erik IV Plovpenning.