Innocens, biskop, Guds tjeneres tjener, til sine elskede sønner, abbedN og menige konvent i Sorø klosterN, hilsen og apostolisk velsignelse.

Når man beder os om, hvad der er ret og rigtigt, fordrer både billighed og fornuft, at vi i kraft af vort embede drager omsorg for, at det virkeliggøres på behørig måde. Det er jo blevet fremført for os af jer, at flere prælater, ordinære dommereN og andre styrere af kirkerneN — skønt det ved det apostoliske sædes privilegier er bevilget jeres orden, at ingen biskop eller nogen anden må tvinge jer til at drage til synoder eller tingmøder, undtagen for troens skyld, eller driste sig til at forkynde suspensions-, bandlysnings- eller interdiktdomme mod jer eller klostre så lidt som mod personer af nævnte orden, og skulle sådanne blive forkyndte, erklæres de af samme privilegier for ugyldige og intetsigende såsom fældet mod det apostoliske sædes bevillinger dog ikke desto mindre pønser på ved pedantiske påfund at afkræfte samme privilegier, som I er bestyrket med, og hævder, at I for en hvilken som helst brøde i henhold til forseelsenN hører under deres ting, og på denne vis stævner jer til retsmøder, kapitler, for bodsrettenN ligesom andre, der er verdensgejstlige, og plager og hjemsøger jer på mangfoldige måder i så henseende, skønt I, når I forbryder jer, straffes med tilbørlig bod af såvel det almindelige som også af de daglige kapitler, som finder sted i de enkelte klostre af jeres orden. Derfor har I i ydmyghed anmodet os om, at vi af faderlig omsorg ville sørge for at holde sådannes frækhed i tømme. Idet vi altså tager i betragtning, at skønt vi som følge af den forsorg, vi har påtaget os gennem vort embede, er forpligtet til at nære omsorg og omhu for alle børn af kirken, vor hellige moder, anstår det sig dog for os at tænke ganske særligt på dem, som har lagt denne verdens forfængeligheder bag sig og til stadighed tjener Herren, og idet vi af faderlig omhu ønsker at drage omsorg for jeres fred for eftertiden med hensyn til fornævnte forhold, forbyder vi strengt ved dette brevs myndighed, at nogen, selv i henhold til forseelsenN, skal fordriste sig til at indstævne jer eller jeres klosters personer til synoder eller ting, undtagen alene for troens skyld, eller sådanne kapitler eller retsmøder eller for bodsrettenN uden særlig befaling fra det apostoliske sæde, først og fremmest fordi du, vor søn abbed, er rede til i overensstemmelse med din ordens statutter at straffe hvilke som helst forseelser, og vi erklærer ved samme myndighed de domme, som hvem som helst i sin frækhed måtte fælde under dette påskud, for ugyldige og intetsigende, dog med forbehold af det apostoliske sædes befaling i alle ting. Det skal altså overhovedet ikke være tilladt noget menneske at antaste dette vort forbudsbrev eller i dumdristig forvovenhed handle derimod. Men hvis nogen drister sig til at prøve herpå, skal han vide, at han pådrager sig den almægtige Guds og hans apostle sankt Peders og sankt Paulus' vrede.

Givet i Lateranet den 5. marts i vort pavedømmes første år.