Innocentius episcopus seruus seruorum dei dilectis filiis abbati et conuentui monasterii de Sora salutem et apostolicam benedictionem.
Cum a nobis petitur quod iustum est et honestum tam uigor equitatis quam ordo exigit rationis ut id per sollicitudinem offitii nostri ad debitum perducatur effectum. Ex parte siquidem uestra fuit propositum coram nobis quod licet ordini uestro per priuilegia sedis apostolice sit indultum ut nullus episcopus seu alia persona ad synodos uel conuentus forenses nisi pro fide uos ire compellat aut in uos uel monasteria seu eciam personas dicti ordinis suspensionis excommunicationis aut interdicti sententias promulgare presumat. que si promulgate fuerint tamquam contra sedis apostolice indulta prolate decernuntur per eadem priuilegia irrite et inanes nichilominus tamen plerique prelati et iudices ordinarii et alii ecclesiarum rectores eadem priuilegia quibus muniti estis euacuare superstitiosis adinuentionibus molientes asserunt uos pro quauis offensa ratione delicti existere fori sui sicque uocantes uos ad placita capitula et penitentiale forum sicut alios clericos seculares uos super hoc multiplici uexatione fatigant quamquam excessus uestri tam per generale quam etiam cotidiana capitula. que fiunt in singulis monasteriis uestri ordinis congrua penitentia puniantur. Quare nobis humiliter supplicastis ut presumptionem talium cohibere paterna sollicitudine curare- mus. Nos igitur attendentes quod etsi ex suscepti cura regiminis de uniuersis sancte matris ecclesie filiis curam et sollicitudinem gerere teneamur de illis tamen specialius cogitare nos conuenit qui postpositis uanitatibus seculi iugem impendunt domino famulatum ac uolentes quieti uestre super premissis paterna in posterum sollicitudine prouidere ut nullus uos seu monasterii uestri personas ad synodos uel forenses conuentus nisi pro fide dumtaxat uel huiusmodi capitula seu placita uel forum penitentiale absque mandato sedis apostolice speciali euocare eciam delicti ratione presumat maxime cum tu fili abbas punire excessus quoslibet secundum statuta tui ordinis sis paratus auctoritate presentium districtius inhibemus decernentes eadem auctoritate si quas sententias hac occasione per presumptionem cuiuspiam promulgari contigerit irritas et inanes saluo in omnibus apostolice sedis mandato. Nulli ergo omnino hominum liceat hanc paginam nostre inhibitionis infringere uel ei ausu temerario contraire. Si quis autem hoc attemptare presu<m>pserit indignationem omnipotentis dei et beatorum Petri et Pauli apostolorum eius se nouerit incursurum.
Datum Laterani tertio nonas martii pon<ti> ficatus nostri anno io.
10 abbati = Ioseph, cf. nr. 133.
11 Sora] herefter mgl. muligvis cisterciensis ordinis Roskildensis diocesis, cf. tilsvarende bulle til Esrom, nr. 146.
17 aut) rettet o.l. fraet a.
20 quibus] herefter underprikket qa.
23-24 fatigant] med ti tilf. o. l. a.
31 monasterii] med rii på rasur a.
— uestri] på rasur a, derefter spatium på ca. 4 bogstaver som følge af rasur.
34 maxime] tilf. i mrg. a.
37 contigerit] tilf. o. l. a.
38 uel indtil contraire] tilf. o. l. a.
39 presu<m> pserit] presupserit a.
40 beatorum) med rum tilf. o. l. a.
41 pon<ti> ficatus] ponficatus a.
Innocens, biskop, Guds tjeneres tjener, til sine elskede sønner, abbed og menige konvent i Sorø kloster, hilsen og apostolisk velsignelse.
Når man beder os om, hvad der er ret og rigtigt, fordrer både billighed og fornuft, at vi i kraft af vort embede drager omsorg for, at det virkeliggøres på behørig måde. Det er jo blevet fremført for os af jer, at flere prælater, ordinære dommere og andre styrere af kirkerne — skønt det ved det apostoliske sædes privilegier er bevilget jeres orden, at ingen biskop eller nogen anden må tvinge jer til at drage til synoder eller tingmøder, undtagen for troens skyld, eller driste sig til at forkynde suspensions-, bandlysnings- eller interdiktdomme mod jer eller klostre så lidt som mod personer af nævnte orden, og skulle sådanne blive forkyndte, erklæres de af samme privilegier for ugyldige og intetsigende såsom fældet mod det apostoliske sædes bevillinger dog ikke desto mindre pønser på ved pedantiske påfund at afkræfte samme privilegier, som I er bestyrket med, og hævder, at I for en hvilken som helst brøde i henhold til forseelsen hører under deres ting, og på denne vis stævner jer til retsmøder, kapitler, for bodsretten ligesom andre, der er verdensgejstlige, og plager og hjemsøger jer på mangfoldige måder i så henseende, skønt I, når I forbryder jer, straffes med tilbørlig bod af såvel det almindelige som også af de daglige kapitler, som finder sted i de enkelte klostre af jeres orden. Derfor har I i ydmyghed anmodet os om, at vi af faderlig omsorg ville sørge for at holde sådannes frækhed i tømme. Idet vi altså tager i betragtning, at skønt vi som følge af den forsorg, vi har påtaget os gennem vort embede, er forpligtet til at nære omsorg og omhu for alle børn af kirken, vor hellige moder, anstår det sig dog for os at tænke ganske særligt på dem, som har lagt denne verdens forfængeligheder bag sig og til stadighed tjener Herren, og idet vi af faderlig omhu ønsker at drage omsorg for jeres fred for eftertiden med hensyn til fornævnte forhold, forbyder vi strengt ved dette brevs myndighed, at nogen, selv i henhold til forseelsen, skal fordriste sig til at indstævne jer eller jeres klosters personer til synoder eller ting, undtagen alene for troens skyld, eller sådanne kapitler eller retsmøder eller for bodsretten uden særlig befaling fra det apostoliske sæde, først og fremmest fordi du, vor søn abbed, er rede til i overensstemmelse med din ordens statutter at straffe hvilke som helst forseelser, og vi erklærer ved samme myndighed de domme, som hvem som helst i sin frækhed måtte fælde under dette påskud, for ugyldige og intetsigende, dog med forbehold af det apostoliske sædes befaling i alle ting. Det skal altså overhovedet ikke være tilladt noget menneske at antaste dette vort forbudsbrev eller i dumdristig forvovenhed handle derimod. Men hvis nogen drister sig til at prøve herpå, skal han vide, at han pådrager sig den almægtige Guds og hans apostle sankt Peders og sankt Paulus' vrede.
Givet i Lateranet den 5. marts i vort pavedømmes første år.