© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Guilhelmus diuina miseratione Mutinensis episcopus, apostolicæ sedis legatus, uniuersis Christi fidelibus has literas inspecturis in uero salutari salutem. Dilectorum filiorum nostrorum sacerdotum Gotlandiæ precibus inclinati quasdam consuetudines obseruatas ab antiquo inter ipsos et episcopum eorum bonæ memoriæ Carolum necnon et inter incolas illius insulæ constitutas et a uenerabili fratre nostro Benedicto Lincopensi episcopo successore suo confirmatas necnon et a uenerabili fratre nostro Andrea quondam Lundensi archiepiscopo, tunc apostolicæ sedis legato, Sueciæ primate, roboratas præsentium auctoritate confirmamus, quarum tenor talis est. Andreas diuina miseratione Lundensis archiepiscopus, tunc apostolicæ sedis legatus, Sueciæ primas (etc. = nr. 334). Hæc et alia, quæ a prædecessoribus eorum inuenimus approbata et obseruata, ne de cætero de his dubitetur, nos eadem approbantes scripto nostro et sigilli testimonio communimus.
Datum Wiisby anno domini m.cc.xxvi.
41 Lundensi] Lundensis a/. 43 Andreas] i ny linie al.
Vilhelm, af Guds miskundhed biskop af Modena, det apostoliske sædes legat, til alle troende kristne, der får dette brev at se, hilsen med den sande frelser.
Idet vi bøjer os for bønner fra vore elskede sønner, præsterne på Gotland, stadfæster vi med dette brevs myndighed nogle sædvaner, der fra gammel tid er holdt i hævd imellem dem og deres biskop Karl, saligt ihukommet, og ligeledes fastsat mellem den øs indbyggere og stadfæstet af vor ærværdige broder Bengt, biskop af Linköping, dennes efterfølger, og ligeledes bestyrket af vor ærværdige broder Anders, fordum ærkebiskop af Lund, dengang det apostoliske sædes legat, Sveriges primas, og som har følgende ordlyd: Anders, af Guds miskundhed ærkebiskop af Lund, dengang det apostoliske sædes legat, Sveriges primas (= nr. 334). Disse og andre ting, som vi har fundet er godkendt og holdt i hævd af deres forgængere, godkender og bestyrker vi ved dette vort brev og vort segls vidnesbyrd, for at der ikke for fremtiden skal være tvivl om disse ting.
Givet i Visby i det Herrens år 1226.
Den pavelige legat, biskop Vilhelm af Modenas brev af 1226 kendes kun gennem en afskrift fra 16. årh.s 2. halvdel som det første af fem breve vedrørende Gotlands forhold til Sverige, alle skrevet med samme ellers ukendte hånd i et læg f. 63-68, indsat af Runell (Palmsköld) i afskriftsamlingen B 9. Herman Schück, Rikets brev och register, p. 485, formoder, at den lille samling afskrifter gennem et mellemled kan føres tilbage til biskop Hans Brask af Linköpings virksomhed i 1520'erne, cf. herom også indledningen i Dipl. Danicum III:1 nr. 129.
I brevet udtaler legaten, at han efter anmodning af Gotlands præster stadfæster hævdvundne sædvaner mellem dem og den afdøde biskop Karl af Linköping (1220) og mellem indbyggerne på øen som stadfæstet af efterfølgeren biskop Bengt (1221-1237) og bekræftet af ærkebiskop Anders Sunesen, i hvilken forbindelse han indsætter ordlyden af et brev, udstedt af ærkebispen samt de to bisper, d.v.s. nr. 334. Derefter tilføjer legaten: 'dette og andet', som er billiget og overholdt af deres forgængere, billiger og bestyrker han med brev og seglets vidnesbyrd.
Man har som regel opfattet legatens brev som en vidisse, men i så fald mangler der det vigtigste træk, nemlig beskrivelsen af det forelagte originalbrev med bemærkning om dets tilstand og dets eventuelle segl samt erklæringen om overensstemmelse med dets ordlyd, d.v.s. beviserne på originalens autenticitet. Det betyder, at der højst kan være tale om en transsumpt af ærkebispens brev. Endvidere er der klar uoverensstemmelse mellem indholdet i det transsumerede brev og beskrivelsen af, hvad legaten siger, at han har stadfæstet. Hertil kommer også det påfaldende træk, at brevet slutter med en corroboratio med henvisning til brev og segl, hvilket strider mod den gængse praksis, at de pavelige legater oftest i deres breve følger opbygningen i de pavelige breve og som disse slutter med en sanctio (Nulli ergo . . . . . incursurum). Det ses også i andre stadfæstelser, udstedt af Vilhelm som legat i årene 1225-26 og på ny i 1247-48, cf. Dipl. Svecanum I nr. 232, Fornvännen 1972 p. 33, samt Dipl. Svecanum I nr. 353, 355, 357-58 og 362. Hans bundethed til praksis i det pavelige kancelli viser sig også i hans breve om fritagelse for kirkebod, cf. ovf. nr. 280, 1248 27. juli til Lunde hospital, samt i breve fra 1247, cf. Dipl. Svecanum I nr. 347-52. Nærværende stadfæstelse med transsumpt af ærkebiskop Anders Sunesens brev må derfor anses for uægte.