Tekst efter Aa:
Legato. ♦ Patris eterni filius dominus Iesus Christus/ uerus homo uerusque deus ac secundum ordinem Melchisedech uerus rex/ uerusque sacerdos existens/ quemadmodum patenter ostendit/ nunc utendo pre hominibus honorificentia maiestatis/ nunc exequendo pro illis dignitatem pontificii apud patrem/ in apostolicasedenonsolumpontificalemsed regalem constituit monarchatum/ beato Petro eiusque successoribus terreni simul ac celestis imperii commissis habenis. quod in pluralitate clauium competenter innuitur/ ut per unam in temporalibus perreliquam in spiritualibus intelligatur Christi uicarius/ <potestatis> plenitudinem accepisse\ fungenti quoque pontificio quod in ueteri testamento sub figuris legalibus temporaliter seruiens/nouum quod fundatum in fir missima Petri sede/ sub gratia ordinatum <est> figurabat/ a deo dictum extitit. Ecce constitui te super gentes et regna/ ut potestas eidem innotesceret tradita de utrisque pontificibus illius temporis hac potestate utentibus quorum aliqui regni et regum ordinationibus usque ad translationem solii disposuisse leguntur; ♦ Ex premissis igitur et rationibus plurimis ac euidentibus argumentis manifeste colligitur Romanum pontificem posse de regnis et regibus saltem superiorem alium non habentibus disponere prout secundum deum/ saluti fidelium prospicit expedire. ♦ Sane carissimus in Christo filius noster E. Danorum rex illustris nobis exposuit quod cum ipse nullos habeat filios/ uel sexus masculini germanos/ et de ipsius regni consuetudine habeatur/ ut in eo regibus Datie non succedant filii nisi generis masculini/ uehementer metuit ne regnum eius ad extraneos deuoluatur. ♦ Quare nobis humiliter per suum nunctium supplicauit ut cum nullum superiorem alium preter Romanum pontificem recognoscat/ prouidere super hoc sibi et dieto regno per substitutionem sexus feminei maxime cum habeat quasdam sorores legitimas/ de potestate nobis celitus tradita\ curaremus. ♦ Nositaque necessitates ipsius regni sepe nobis expositas/ pio considerantes affectu/ afflictionibus quoque prelatorum/ quorum aliqui exulare coguntur/ ecclesiarum autem oppressionibus/ et aliorum multorum fidelium dicti regni angustiis ac pressuris. que precipue propter mutationem regalis dominii accidisse noscuntur. quam maxime condolentes. quibus uolumus in posterum per condigne consolationis remedium precauere/ discretioni tue de qua plene confidimus mandamus. quatinus accersitis aliquibus de maioribus prelatis ac baronibus uniuersis regni eiusdem/ si de consensu procedat eorum/ uice et auctoritate nostra statuas quod si dictum regem in ultimo uite sue legitimas filias et non filios habere contingat/ maior eius filia/ si uero ipse nec filios nec filias in obitu suo habuerit maior soror eiusdem/ que tunc illi superstes fuerity non obstante predicta consuetudine/ uel aliqua constitutione seu prohibitione <contraria> regi prefato in regno succedat eodem. Prohemium super eodem quando illud non admitteretur. ♦ Regis eterni fauente gratia regnum Dacie per insignia sincere deuotionis et pure fidei a longis retroactis temporibus noscitur meruisse/ ut benignitas apostolice sedis circa prefati regni regem inclitum et multitudinem fidelium in eius partibus positorum pro suis laudabilibus meritis gerens affectum beniuolentie specialis delecteturillud exquirere studium/ per quod materia cuiusque cessante discriminis/ eidemregno tranquillitatis uotiu<e> solatium et quietis optate prouenire ualeat fuleimentum.
23 Melchisedech] Merchisedoch Ab. Melchisedek Ac.
24 utendo] incendo Ac.
29-30 (potestatis)] mgl. Aa, tilf. efter Ab, Ac.
31 temporaliter] temporalibus Ac.
— nouum quod] nouumque Ab. Ac.
— fundatum] fundamentum Ac.
1 sub] seu Ac.
— (est)] mgl. Aa.
3 utrisque] utriusque Aa.
— temporis] temporibus Aa.
— aliqui] aliquid Aa. alius Ac.
6 regnis et regibus] regibus et regnis Ab. Ac.
7 disponere] dispositione Ac.
8 E. = Ericus.
10 ipsius] ipsi Ac.
11 regnum] regna Ab. Ac.
12 deuoluatur)] deuoluantur Ab. Ac.
— nanctium = nuntium.
14 et] de Ab. Ac.
20 quibus] mgl. Ac.
21 per] propter Aa.
— condigne] condignam Ac.
— consolationis] subuexionis Ab. subuentionis Ac.
22 de qua indtil 23 eiusdem] mgl. Ab. Ac.
26 habuerit] habuit Ab. Ac.
— eiusdem] eidem Ac.
28 (contraria)] etiam Aa.
1 quando indtil admitteretur] mgl. Ab. Ac.
2 regnum] præclarum regem Ab. Ac.
— sincere] deuote Ab. Ac.
3 retroactis] retro Ab.
6 cessante] cesset Ab.cessionis Ac.
7 uotiu(e)] uotiuo Aa.
23: cf. Psalm. 109,4. Hebr. 5,6. 5,10 etc.
2: cf. Ierem. 1,10 ecce constitui te hodie super gentes et regna.
Overskrift: Hvis Kongen ikke har nogen Søn eller Broder, skal hans Datter eller Søster følge ham paa Tronen, uanset anden Skik og Brug.
Til Legaten. Den evige Faders Søn, vor Herre Jesus Kristus, sand Gud og sandt Menneske og paa Melchisedechs Vis sand Konge og sand Præst, saaledes som han tydeligt viser det ved snart at bruge sin ærefrygtindgydende Majestæt overfor Menneskene, snart at øve sin Præsteværdig hed hos Faderen til Gavn for dem, har i det apostoliske Sæde indrettet ikke blot den præstelige, men ogsaa den kongelige Enevælde, da han betroede St. Peter og hans Efterfølgere paa een Gang Tøjlerne over Jorderige og 'Himmerige, hvilket paa passende Maade antydes ved de to Nøgler, saa at Kristi Statholder ses ved den ene at have faaet Fuldmagt i det timelige og ved den anden i det aandelige.
Til Ypperstepræsten, som i den gamle Pagt paa allegorisk Vis tjente i det timelige og var et Sindbillede paa det nye Præstedømme, der grundet paa Peters klippefaste Sæde blev stiftet af Naade, har Gud sagt: Se, jeg har beskikket Dig over Folkene og over Rigerne — for at det kunde blive kendt, at Magten saavel over det timelige som over det aandelige er overdraget een og samme, idet Fortidens Ypperstepræster havde denne Magt, hvoraf nogle vides at have raadet for Konger og Rige indtil Tronens Overførelse.
Af de foran anførte og talrige andre Grunde og tydelige Beviser indses det klart, at den romerske Biskop kan raade over Riger og Konger, der i al Fald ikke har nogen anden Overherre, saaledes som han ser, at det efter Guds Vilje er til Gavn for de troendes Frelse.
Vor højtelskede Søn i Kristus Erik, de Danskes høje Konge, har berettet for os, at han ikke har Sønner eller Søskende af Mandkøn, og at der i Riget gælder den Sædvane, at kun Børn af Mandkøn kan følge Danmarks Konger paa Rigets Trone; han befrygter derfor i høj Grad, at hans Rige ved Arv skal gaa over til fremmede. Som Følge deraf har han ved sin Udsending ydmygt ansøgt os om, at vi, da han ikke anerkender nogen anden over sig end Bispen i Rom med den os af Himlen overdragne Magt skulde sørge for at skaffe ham og det nævnte Rige en Efterfølger ved at indsætte Kvindekønnet i Stedet, især da han har flere ægtefødte Søstre. Vi ser med from Kærlighed paa dette Riges Nød, som vi ofte har faaet fremstillet, og sørger ogsaa i høj Grad over Prælaternes Modgang — hvoraf nogle er nødt til at opholde sig i Landflygtighed —, over Kirkernes Undertrykkelse og de Trængsler og Tryk, som øves mod mange andre troende i dette Rige, hvilket erkendes at være indtruffet særlig ved Kongeskiftet. Alt dette vil vi forebygge for Fremtiden ved at yde passende Støtte, og derfor paalægger vi Dig, vise Broder, som vi har fuld Tillid til, at hidkalde nogle af de højere Prælater og alle Stormænd der i Riget og, hvis det kan ske med deres Samtykke, paa vore Vegne og med vor Myndighed bestemme, at hvis den ovennævnte Konge ved sin Død efterlader sig ægtefødte Døtre, men ikke Sønner, skal hans ældste Datter, men hvis han ved sin Død hverken har Sønner eller Døtre, hans ældste overlevende Søster følge Kongen paa Tronen i det nævnte Rige uanset ovennævnte Bestemmelse eller Forbud.
Indledning om samme Emne, hvis den anden Indledning ikke skulde blive anvendt. Ved den evige Konges Gunst og Naade vides Danmarks Rige ved Tegn paa sin oprigtige Fromhed og rene Tro fra de fjerneste Tider at have gjort sig fortjent til, at den apostoliske Stols Bevaagenhed overfor dette Riges høje Konge og de troendes Mængde i dette Land til Gengæld for deres rosværdige Fortjenester nærer særlig Velvilje og Kærlighed og glæder sig ved at udfinde den Form for Deltagelse, hvorved enhver Anledning til Fare kan fjernes, og Riget kan opnaa Trøst i den ønskede Ro og Støtte i den attraaede Fred.
Brevets indhold stemmer ifølge Hans Olrik med situationen, som den forelaa i 1263, cf. H. T. 6rk. VI 648-670. Den forskelligt formede arenga tyder paa, at brevet ikke er bleven endeligt formuleret.