1. Referat hos Hvitfeld.

I dette Aar 1308 fremsatte Kong Haakon af Norge denne Bebrejdelse mod Kong Erik af Danmark, at han ikke havde holdt det, som var forhandlet og aftalt imellem dem. Og han fremlagde dette Skrift, hvori han ansaa sig for forurettet paa adskillige Maader. Dette er vor første Bøn, som vi beder om, at der ydes os Erstatning for det, som under disse Vaabenstilstande er forbrudt imod os og vore Mænd, efter at vor Broder Kong Erik og vi først drog til København og Herr Vizlav var tilstedeN, og det samme tilbyder vi at gøre til Gengæld. <§ 1> Det første, der blev brudt imod os, var den Vaabenstilstand, som vor Broder Kong Erik vedtog i Aalborg, at vore Mænd skulde drage med Fred i Jylland for Kong Erik af Danmark, og hans Mænd i Ro for vore MændN. Og herfor lovede Biskop Niels af Vendsyssel og Biskop Jens af Aarhus, Herr David, der dengang var Kongens Drost, Herr Lars, Marsk, Herr Ove Saksesen, Herr Peder Nielsen, Herr Jens Andersen og saa mange andre Riddere, at der i alt var 24 foruden de to Bisper. Da lod Kongens Drost Herr David Herr Svend Friis fange i Horsens og sammen med ham disse Mænd Jon Pallesen og Jon Fod og tog alt deres Gods. Og de dræbte til samme Tid en af vore Mænd, som hed Trued Laale; og det gjorde Jens Tingløs, og han tog hans Heste og Ejendom og tog to Heste med mange andre Ting og gode Heste, som tilhørte vore Mænd, Vaaben og andre Ting. Og da vi hørte dette, sendte vi vore Breve til Forloverne og manede dem i Overensstemmelse med det paa deres Tro givne Løfte, at de skulde slippe Fangerne løs og raade Bod paa det, som var forbrudt; men det gjorde de ikke noget af. Derefter kom vi til Svendborgsund og der kom Biskop Gisike af Fyn og Herr Erik af Langeland, Drost David og mange andre Riddere, som var Forlovere for den Stilstand. Og vor Broder Kong Erik manede ogsaa disse Forlovere, at de skulde slippe Fangerne løs og give Erstatning for det, som var forbrudt. Og vi to BrødreN tilbød vort RaadN til Bedring med fuld Garanti, hvis det nogetsteds kunde findes, at vore Mænd havde forbrudt sig; men det blev os ikke tilladt. Men de førte Fangerne til Kongen af Danmark, og han lod dem alle, Herr Svend, Jon Pallesen og Jon Fod, omkomme ved en haard Død, saaledes som det er tilstrækkelig kendt i alle Lande. Nu beder vi om, at vi og deres Frænder og den hellige Kirke maa faa vor Ret, fordi de ikke blev dræbte i Krig, men mens de havde sikkert Lejde og Sagen var for Retten. <§ 2> Fremdeles, da vor Frænde Hertug Valdemar blev sendt op til SommerstedhedeN, var nogle af vore Mænd hos ham, og der blev truffet den Overenskomst med Kongen af Danmark, at alle vore Mænd og Undersaatter, baade Danske og Norske skulde nyde Sikkerhed i og uden for Danmark for Kongen af Danmark og hans Mænd og Undersaatter og alle hans Hjælpere. Og vi og vore Mænd skulde i Sikkerhed komme til Forhand ling med Kongen af Danmark i Middelfart paa den senere Vor FruedagN. Og den, som han ikke kunde overbevise under den Forhandling om de Sager, som han rejste imod ham, skulde nyde sit Gods og have hans Venskab, og der skulde være en fuld Fred. Og da lovede Kongen af Danmark dette og gav sit aabne Brev derpaa. Og et halvt hundrede Riddere afgav det samme Løfte sammen med ham i Sommersted. Og et halvt hundrede Svende lovede i Middelfart, at Overenskomsten skulde holdesN. Under den Overenskomst kom vor Mand Herr Ove Kage og andre gode Mænd med ham til Viborg i Tillid til den Sikkerhed og Fred. Og da kom Bymændene over ham og saarede ham saaledes, at han døde deraf, og de dræbte fire Mænd, som var sammen med ham, i samme Stund, og førte dem i uindviet Jord, hvor man plejer at jorde Tyve og Forbrydere. Og sammen med ham fangede de hans Broder, Henrik Assersen, og seks Væbnere og saarede mange Mennesker, baade Præster og Lægmænd, og mange andre, og de tog alle deres Ting fra dem. Og en Væbner blev pint saaledes i Fængslet, at han døde deraf. Og siden førte de ham ud paa Marken og jordede ham med de andre; og de andre fem, som var levende, førte de til Kongen af Danmark; og han paalagde dem den højeste Bod, som de kunde taale, og ingen fik Erstatning for sin Skade; for de døde Mænd blev der ikke fastet, og der blev ikke vist Kirken nogen HæderN; og de agtede ikke paa Fangernes Vrede, og disse fik ikke nogen Bedring, skønt det var gjort i Fredstid. <§ 3> Fremdeles mens den Overenskomst ved Middelfart gjaldt, og alle Mænd skulde have Fred efter det Løfte, som før er nævnt, da drog Kongen af Danmarks Mænd, Herr Tule Ebbesen og hans Frænder og mange (andre) og Herr Lale Præst og hans Sønner afsted; og de red til Ås Kloster i Halland og sendte Bud til Niels Jakobsen, GrevensN Foged, at han skulde komme til dem i Tillid til det Lejde, der var aftalt imellem de to Konger, og tale med dem. Og de fornævnte Mænd stillede ham endnu større SikkerhedN ved dem selv, idet de sendte ham deres aabne Brev og gav ham og de Mænd, der kom sammen med ham, Lejde. Da red Niels Jakobsen med faa Ledsagere til dem i Tillid baade til det Lejde, der var aftalt mellem Kongerne, og den SikkerhedN, som de havde stillet ham baade med aabent Brev og anden SikkerhedN, som det endnu kan ses, og det maatte de ikke nyde, og de red til en Aa, som hedder Viskan, ved en Munkegaard, som hedder Iderås, og sendte Bud til dem og lod dem adspørge, om de hellere vilde drage til ham, eller om han skulde komme til dem. Da bad de ham drage ind hos sig og gav ham bindende Løfte og Sikkerhed. Og han drog ind uden nogen som helst Vaaben og disse Mænd sammen med ham, som var Væbnerne Tord Labesen, Herman Pumog, og Markus Uffesen og to Skytter, Peder og Tilemand, og en Bonde og deres Svende med dem, saa at de i alt var 13. Og da Herr Niels Jakobsen sad og talte med Herr Tule Ebbesen og hans Broder Herr Agge Ravn og drak af Niels Jakobsens Lejle, saa sendte Herr Tule sine Ledsagere bort, nemlig Herr Agge Ebbesen, Lale Præst og mange andre Ledsagere, der væbnede opholdt sig i Nærheden. Da de nu sad og talte med Herr Tule, kom de løbende, og Herr Tule og de andre sammen med ham fangede dem paa Trods af deres Løfter og Sikkerhed. Og ved samme Lejlighed halshuggede de to Skytter og en fattig Bonde. Fire Hyrdedrenge og de andre Fanger sendte de til Lale Præsts Hus undtagen Niels Jakobsen og Herman Pumog. De red til Borgen Hunehals med dem og mente at tage Borgen med Svig ved Hjælp af dem, fordi Niels var Foged paa den. Og da de ikke kunde tage Borgen, tog de en god Hest, som tilhørte Herr Stig Nielsen, og nogle Svende og red derefter op i Herredet og fangede en Bonde, som var Grevens Foged og hed Tolv, i hans egen Gaard og beslaglagde alt hans Gods og førte ham bort med sig. Dette skete altsammen under den Fred, som blev lovet paa Sommerstedhede, og imens Hindsgavl-Overenskomsten bestod. Da Grev Jakob hørte det, klagede han derover for vor Broder, Kong Erik, og ligeledes for Hertug Valdemar og hans Broder og Grev Henrik af Holsten og andre af dem, der havde modtaget den Sikkerhed paa Sommerstedhede. Da paamindede de Kongen af Danmark og hans Brødre om deres Tilsagn, og at de skulde frigive Mændene, og at de skulde have deres Gods igen, og at det, som var forbrudt, skulde gøres godt igen. Da vedgik Kongen af Danmark, at det var ubilligt gjort og gav sit lukkede Brev til Herr Tule og Lale Præst og andre af deres Ledsagere, at de skulde give de fangne fri og give dem deres Gods igen. Samme Tid og paa samme Time, som den Forhandling fandt Sted ved Hindsgavl, afgav Kongen af Danmark Løfte for sig, sine Brødre, og alle sine Mænd, og sammen med ham afgav tre Bisper og 20 Riddere deres Løfte. Og Kongen udstedte sit aabne Brev, bekræftet med Bispernes og Riddernes Segl. I samme Brev og SikkerhedN var det lovet, at de fornævnte Fanger skulde gives fri, og deres Gods tilbagegives dem, og at de frit skulde have Mulighed for at forsvare sig for de to Konger, naar de kom sammen. Trods al denne Sikkerhed) førtes Niels Jakobsen og Herman Plumog til Kalundborg, for at de alle skulde miste deres Liv, med mindre de stillede SikkerhedN med deres Frænder for, at de aldrig mere vilde tjene os eller nogen af vore Mænd. Og ydermere løste Niels Jakobsen sig da for 800 Mark Penge og Herman sig for 100 Mark hvidt Sølv, og Bonden Tolv blev paalagt en Bod paa 140 Mark, og dog stod den ham i godt 300 Mark. Og den Bøde opkrævede Herr Tule Ebbesen, Lale Præst og deres Ledsagere, og Markus Uffesen maatte bøde 60 Mark skaanske Penninge. Herr Tule Ebbesen og hans Ledsagere tog det, som tilhørte dem. Alt dette skete under den Fred, som sluttedes ved Hindsgavl. Efter at Hoffet var sluttet ved Hindsgavl, og Kongen af Danmark sendte sine Breve til alle Landsting, at alt vort mødrene Gods og det mødrene Gods, som tilhørte de fordrevne fra Danmark, skulde overgives dem, da overgav Kongen det, som han havde, og Junker Kristoffer det, som han havde, og hver Mand det, som han havde, og de lod det staa saaledes, til Kornet var tærsket, og der skulde opkræves Skat. Da røvede de atter Godset og Skatten fra dem med alt det, som de havde i Skaane og paa Sjælland, paa Fyn eller i Halland, saaledes tog Kongen Ormslev, Grevens Gods paa Sjælland, til sig, og Grevens Gods Munkholm tog Grev Gerhard til sig; og alt andet som tilhørte Greven paa Sjælland tog dels Junker Kristoffer, dels andre af Kongens Mænd. Under alle disse Stilstande, som har været sluttet, har Anders Tagesen taget alt det Gods fra Herr Peder JakobsenN, som han ejede i et Kirkesogn, der hedder Vejlev. Siden i alle disse Sager har Herr Niels Brok af Hylke røvet fra Herr Peder JakobsenN alt det Gods, som han ejede i Nissum i Hardsyssel i en By, der hedder Hinge, og alt det Gods, som han ejede paa Fyn, saa godt Gods, at det skylderN aarligt 400 Mark Penge. Foruden dette tog fornævnte Herr Niels Brok af Herr Peders Børns mødrene Gods 16 Mark Korn og 20 Mark Penge. <§ 4> Fremdeles blev der sluttet et Forlig med vore Mænd paa Kongen af Danmarks Vegne, at de skulde være i Sikkerhed paa alle Øer, men ikke komme paa Fastlandet. Da sendte Herr Torkil Magnussøn sine Svende til Læsø i sit Ærinde, og da kom Peder Pram og Palle Vognsen og hans Broder Lave og fangede alle hans Svende og en af hans Frænder, Jens Tordsen, som var Væbner, og førte ham til Aalborg. Og Iver Bentsen lod ham henrette under den Stilstand. Og ved samme Lejlighed fratog de Herr Torkil Gods til en Værdi af saa godt som 300 Mark. Siden bød Kongen Herr Karl Aggesen og Henze Slapermule at ride til Herr Torkils Gods, og de tog saa godt Gods ud som 40 Mark for nogle Penge, skønt han kan bevise, at Gælden blev betalt for 23 Aar siden. Under den Stilstand, som blev sluttet ved Hindsgavl, kom Herr Niels Brok af Hylke til og tog en Søsterdatter til Herr Torkil, der var hendes nærmeste Værge, uden hans Vilje; dette skete uden andre Frænders Samtykke, og han giftede hende med en Mand, og dette skete uden hendes egen Vilje. Og den, der fik hende, hed Knud Friis, han tog Herr Torkils Gods i Fyn, som da skyldte 100 Mark PengeN, og han forødte det saa længe, at det nu ikke skylder en Mark KornN. Siden fratog Jon Friis ham en halv Mark Korn af hans Gods, som hedder Dovns. Siden fangede Jon Friis en fornem Ridders Søn, som var vor Mand, og førte ham til sin egen Borg, da han red til ham for at gæste ham under Lejde; han førte ham til Tinge og lod ham hænge uden al Ret og Skel. <§ 5> Fremdeles efter at den Stilstand var blevet sluttet i Balgö, fangede Herr Peder Ebbesen Herr Jakob Nielsen Blaafods Svend, som han aftvang en høj Pengebod. Og efter at der var sluttet Stilstand ved Fænø KalvN, og vi to Konger skulde mødes der ved Skelskør, red Herr Peder Ebbesen til Herr Jakobs Gaard, som var hans tredje Gaard, og han borttog alt, hvad der var i den, saa meget, at det beløber sig til omkring 600 Mark Penge. <§ 6> Fremdeles har Kannikerne i Viborg i deres Besiddelse et Gods for Herr Jakob, som hedder Klarup; det gav og skødede Kong Erik, denne Konges Fader, ham med sit aabne Brev, som eksisterer endnu. Og Kannikerne siger at den nuværende Konge har givet det til dem.

2. Registratur af Stephanius.

Nogle Klager af Kong Haakon, (Eriks) Broder, paa Dansk.