1. Hvitfeld:
Den ene broder hertug Erich vilde hafft Suerige/ den anden Woldemar Norge. De loffuet der imod aff begge riger at tiene Danmarck/ toto posse. ♦ Compromissores Woldemari, iidem qui fratris, decem milites, de Suecia, et decem de Alemania. ♦ Actum Kolding/ vt supra.
2. Stephanius:
De eo quod Valdemarus dux Sueciæ obligat se ad seruiendum regi secundum dicta arbitrorum, si rex adiuuerit ipsum ad regnum Noruegiæ. 1314.
1. Udtog af Hvitfeld:
Den ene broder, hertug Erik, vilde have haft Sverige, den anden, Valdemar, Norge. De lovede til gengæld at tjene Danmark fra begge riger af al deres magt.
Valdemars forlovere var de samme som broderens: ti riddere fra Sverige og ti fra Tyskland. Forhandlet i Kolding som ovenfor.
2. Registratur hos Stephanius:
Hertug Valdemars udfærdigelse af Norgestraktaten i Kolding den 19. juli var afskrevet i A 5 p.562-64 og altsaa af samme omfang som hertug Eriks og kong Eriks udfærdigelser, cf. nr.179. Den er citeret hos Hvitfeld III 193-94, fol. 376, og følger umiddelbart efter udtogene af hertug Eriks udfærdigelser af Norgestraktaten og hans forloveres brev, se nrr. 179 og 184. Indledningen: »Den ene broder hertug Erich vilde hafft Suerige/ den anden Woldemar Norge« er Hvitfelds ræsonnement og har intet med Kolding-brevene at gøre. Det er saaledes urigtigt, naar Rydberg I 384 antager, at der i indledningen refereres et tabt brev, hvori kongen har lovet at hjælpe hertug Erik til Sverige, hvis Birger døde. Paa samme maade forholder det sig med udtrykket: aff begge riger, som heller ikke forekommer i noget af de udstedte breve. I hertug Eriks, og følgelig i hertug Valdemars brev, se nr.179, findes vendingen, at hertug Erik skal bistaa den danske konge: cum toto regno [d.v.s. Norge] et ipsius regni Norwegie incolis omnibusque aliis nostris amicis, som Hvitfeld i udtoget af kongens modbrev gengiver: met all mact aff det rige oc huert rige metstaa konning Erich imod huer mand, hvor ipsius regni er blevet til aff ... huert rige, som maa ligge til grund for udtrykket: aff begge riger og tanken om, at Erik og Valdemar ville haft baade Sverige og Norge — en tanke, som er helt fremmed for Kolding-aftalerne. Cf. Rosén 216.