Omnibus presens scriptum cernentibus Ericus dei gracia dux Sweuorum/ salutem in domino sempiternam/ ♦ Notum per presentes facimus uniuersis/ quod cum magnificus princeps dominus noster dominus Ericus dei gracia rex Danorum illustris nobis firmiter iam promisit/ et se ad hoc eciam obligauit/ ut si magnificum principem dominum Haquinum eiusdem gracia Norwegie regem illustrem cuius filiam iam duximus in uxorem ante mortem nostram uel ueri nostri heredis nobis ex predicta uxore nostra progeniti/ rebus eximi contingat humanis/ ipse dominus noster rex Danorum antedictus firmiter procurabit/ et fideliter adiuuabit/ ut dictum regnum Norwegie nobis uel nostro heredi nobis a dicta uxore nostra genito superstiti/ si nobis aliquid humanitus prius contingat/ cedat iure regio possidendum/ nos ut eidem domino nostro regi Dacie seruicium debitum et honorem congruum grata uicissitudine refundamus/ in uirum nobilem dominum ducem Waldemarum fratrem nostrum karissimum et dominum Bernardum Molzæn militem ex parte nostra de alto et basso compromittimus/ ut quicquid ipsi una cum nobili uiro domino Henrico domino Magnopolensi/ et domino Nicholao Olef sun domini regis Dacie dapifero/ quos idem dominus noster rex ex parte sua accepit/ dixerint/ seu arbitrati fuerint/ in quo et quanto/ eidem domino nostro regi seruire/ uel quid et quantum sibi racione predicti adiutorii pro dicto regno nobis uel nostro heredi/ antedicto prestandi/ dare debeamus/ sub fide nostra curabimus efficaciter adinplere/ et si quem arbitrorum huiusmodi negocio inexpedito mori contigerit/ alius debet institui/ loco sui ♦ Promittimus insuper sub fide nostra/quod cum nos seu heres noster predictus ipsum regnum adepti fuerimus domino nostro regi predicto in omnibus causis suis contra quoscunque seruiemus sincere et astabimus/ ac ipsius honorem una cum toto regno/ et ipsius regni Norwegie incolis omnibusque aliis nostris amicis procurare studebimus/ et toto nostro conamine fideliter promouere/ ♦ Pro premissis autem omnibus firmiter obseruandis promittimus bona fide/ et decem milites de Swechiay et decem de Alemania nobiscum procurabimus promissuros/ ♦ Per has uero litteras placitacionibus inter nos siue litteris antedatis nolumus in aliquo preiudicium generari ♦ In cuius rei testimonium secretum nostrum presentibus est appensum. ♦ Datum in uilla Kaldyng anno domini. millesimo. cococo. xiiiio. feria sexta proxima ante diem beate Marie Maghdalene.
Erik, af Guds nåde de Svenskes hertug, til alle, der ser dette brev, hilsen evindelig med Gud.
Vi gør vitterligt for alle ved dette brev, at da den stormægtige fyrste, vor herre den herre Erik, af Guds nåde de Danskes berømmelige konge, nu urokkeligt har lovet os og også har forpligtet sig hertil, at dersom den stormægtige fyrste den herre Håkon, ligeledes af Guds nåde Norges berømmelige konge, hvis datter vi nu har taget til ægte, skulde forlade denne verden før vor eller vor sande arvings, født os af vor fornævnte hustrus, død, vil vor herre, de Danskes fornævnte konge uvægerligt drage omsorg for og trofast hjælpe til, at det nævnte kongerige Norge, med kongelig ret tilfalder os til besiddelse eller vor overlevende arving, født os af vor nævnte hustru, dersom vi skulde dø først. For at yde samme vor herre kongen af Danmark skyldig tjeneste og passende ære, tager vi til gengæld som en kær pligt den velbyrdige mand, den herre hertug Valdemar, vor højtelskede broder, og herr Bernhard Maltzan, ridder, på vor side til voldgiftsmænd i første og sidste instans, så at vi vil opfylde med fuld virkning på vor tro alt, hvad de måtte sige eller voldgive sammen med den velbyrdige mand herr Henrik, fyrste af Meklenborg, og herr Niels Olufsen, den herre kongen af Danmarks drost, som samme vor herre kongen på sin side har taget til voldgiftsmænd, om hvornår og i hvilken udstrækning vi skal tjene samme vor konge, eller hvad og hvor meget der på grund af fornævnte hjælp for nævnte rige skal ydes os eller vor fornævnte arving, og hvis nogen af voldgiftsmændene skulde dø, mens denne sag ikke er bragt til afslutning, skal en anden indsættes i hans sted. Vi lover ydermere på vor tro, at når vi eller vor fornævnte arving opnår selve riget, vil vi troligt tjene vor herre den fornævnte konge i alle hans sager mod hvem som helst og bistå ham, og vi vil stræbe efter at fremme hans ære sammen med hele riget og selve kongeriget Norges indbyggere og alle vore andre venner og trofast fremme den af al vor magt. Og til urokkelig overholdelse af alt det fornævnte afgiver vi løfte på vor gode tro, og vil vi sørge for, at ti riddere fra Sverige og ti andre fra Tyskland vil afgive løfte. Men vi ønsker ikke, at der ved dette brev skal foregribes noget på noget punkt med hensyn til tidligere førte forhandlinger eller breve givne mellem os. Til vidnesbyrd herom er vort sekret hængt under dette brev. Givet i Kolding by i det Herrens år 1314 fredagen næst før Marie Magdalenes dag.
I juli 1314 fandt der forhandlinger sted i Kolding mellem kong Erik og hertug Erik og hertug Valdemar af Sverige. Disse forhandlinger sluttede med udstedelsen af en række breve den 19. juli, foruden dette nrr. 180, 181, 182, 183, 184 og 185. De var optaget i den tabte rigsbrevbog; i A 5 var de saaledes afskrevet p. 553-63 (64?) iflg. Stephanius' registratur. De kendes desuden gennem Hvitfelds udtog fra samme kilde; skønt brevene stod samlet i rigsbrevbogen, har han skilt dem ad og bringer dem under aarene 1313, nr. 180, 1314, nrr. 179, 184 og 185, og 1316 nrr. 182 og 183. Formodentlig har hans afskrifter været mangelfulde; brevet, som han citerer under 1316, er i Stephanius' registratur dateret: 1314, saa det maa have været dateret i rigsbrevbogen, cf. nr. 182.
Kun det her trykte brev er bevaret i original. Repertoriets antagelse, at det baade var citeret hos Hvitfeld III 193, fol.376 under 1314 og III 232, fol. 391 under 1316 er urigtig; det sidste udtog er fra kong Eriks modbrev, se nr. 182. Repertoriets bemærkning under nr. 1063: Hertugens endnu bevarede brev (1062) synes at svare baade til Cancellariæ liber s. 559 og til s. 558; maaske har brevene her været indførte efter koncepter, medens den endelige udfærdigelse har slaaet de to sammen til eet, er følgelig også urigtig, da A 5 p. 558 identificeres med Hvitfeld III 232, der som nævnt er et helt andet brev.
Grunden til Repertoriets fejlidentificeringer, som delvis gaar igen hos Rosén 216 ff., beror paa en urigtig opfattelse af de udstedte breves indhold. Der udstedtes i alt syv breve iflg. A 5. De tre volder ingen vanskelighed: A 5 p.556 er kong Eriks udfærdigelse af samme traktat til hertug Valdemar, og A 5 p.562 hertug Valdemars modbrev. A 5 p.561 er et af hertug Eriks forlovere udstedt brev. Tilbage staar fire breve, to: A 5 p.553 og p.555, udstedte af kong Erik til hertug Erik, og A 5 p.558 og p.559, hertug Eriks hertil svarende genbreve. Hvad gik disse breve ud paa? Det er saa heldigt, at vi til det ene af dem, A p.559, det her trykte brev, foruden Stephanius' registratur og Hvitfelds udtog, ogsaa har originalen bevaret. Af den fremgaar det, at kongen og hertug Erik for det første aftalte, at da kong Erik har lovet i tilfælde af kong Haakon af Norges død at hjælpe hertugen, evt. hans børn med Ingeborg Haakonsdatter, til at blive konge i Norge, skal et nævn, hvortil kongen og hertugen hver især udpegede to medlemmer, fastsætte hertugens modydelser, og hertugen og hans arving, naar de først er i besiddelse af Norge, »domino nostro regi predicto in omnibus causis suis contra quoscunque seruiemus«. Det svarer til Hvitfelds udtog III 193, fol.376. Kong Eriks modbrev gengives i udtog hos Hvitfeld III 232, fol. 391, under 1316, Det omfatter hele afsnittet fra Udi forskreffne aar til imod huer mand. At det er udstedt af kongen, fremgaar af formuleringen: »giorde konning Erich forbunt« og at de to af kongen udpegede nævnsmænd nævnes før de af hertugen udpegede. At afsnittet kun gengiver kongens modbrev og ikke som antaget af Repertoriet og Rosén, flere af de i A 5 afskrevne breve, viser en sammenligning med hertug Eriks i original bevarede brev: 1. kong Erik skal hjælpe hertug Erik til at blive konge i Norge i tilfælde af kong Haakons død; 2. der nedsættes et nævn med de samme repræsentanter fra kongen og hertugens side, som i hertug Eriks brev; 3. kommer hertugen i besiddelse af Norge, skal han »aff det rige och huert rige metstaa konning Erich imod huer mand«. I A 5 var dette brev afskrevet p.553, det ene af de to af kong Erik til hertugen udstedte breve. Rep. nr. 1065 antager ganske vist, at det var afskrevet p. 555. Stephanius' registratur til dette brev kunne ogsaa tyde derpaa. Den er formuleret som registraturen til kongens ligelydende brev til hertug Valdemar og har samme vending som hertug Eriks modbrev: ad obtinendum regnum Noruegiæ. Alligevel maa det være identisk med det A 5 p.553 afskrevne brev: Quibus conditionibus rex suscipit Ericum ducem Sueciæ sub protectione sua, Coldingæ 1314 ɔ: hertugen gaar ind paa at lade et blandet nævn afgøre sin modydelse til kong Erik og lover at tjene kongen, naar han er i besiddelse af Norge. Sagen er, at hertug Eriks brev (og ogsaa kong Eriks ligelydende brev til hertug Valdemar) fyldte 2 à 3 sider i A 5: p.559-61, medens brevet p.555 kun fyldte 1 à 2 sider: 555-56. Derimod fyldte det andet herhen hørende kong Erik-brev 2-3 sider: p.553-555.
Men foruden denne traktat om Norge sluttede de to parter også et forbund. I A 5 fandtes der endnu som nævnt to breve vedrørende Koldingmødet: p.555 et brev udstedt af kong Erik, Rep. nr. 1065, og p.558 et brev udstedt af hertug Erik, Rep., nr. 1063. Ved at sammenblande disse to breve med de to foregaaende, kongens og hertugens breve om Norge, er baade Repertoriets og Roséns identifikationer med Hvitfelds udtog blevet urigtige. Om hertug Eriks brev hedder det i A 5 p. 558: Qualiter Ericus dux Sueciæ promittat astare regi contra quemcumque. Det kan kun svare til Hvitfelds udtog III 167, fol.365, under 1313: Hertug Erich aff Suerige/ forbandt sig til kong Erich/ at skulde tiene och bistaa hannem/ imod huert menniske o.s.v. Repertoriets identificering med Hvitfeld III 232, fo1.391 er udelukket, da dette er et brev udstedt af kong Erik, se ovenfor; Roséns antagelse, at p.558 er lig hertug Eriks udfærdigelse af Norgesaftalen, kan heller ikke være rigtig. Dels dækker formuleringen af A 5 p. 559 denne bedre, dels kan den ikke have staaet paa siderne 558-59, men har krævet mere plads, hvad der ogsaa støtter antagelsen, at den var afskrevet p. 359-61.
Stephanius registratur til p.558 sammenholdt med Hvitfeld III 167 fol. 365 viser, at kongen og hertugen — foruden Norgestraktaten med den deri optagne forpligtelse for hertugen til at tjene kongen, naar han kom i besiddelse af Norge — samtidig sluttede et forbund, som naturligvis ogsaa indeholdt en bestemmelse om gensidig støtte mod hinandens fjender. Det er tilstedeværelsen af denne bestemmelse i de af kongen og hertugen udstedte breve, men selvfølgelig udfra forskellige forudsætninger, som har fremkaldt de urigtige identifikationer. Kong Eriks udfærdigelse kendes nu kun gennem A 5 p.555, se ovf. Ligesom hertugens brev, A 5 p. 558-59, fyldte det maximalt to sider i A 5: p.555-56. Repertoriets identificering med Hvitfeld III 232, fol.391, maa, under forudsætning af sidetallenes rigtighed i Stephanius' registratur, afvises, da det er kong Eriks udfærdigelse af Norges-aftalen.