Til den allerhelligste fader i Kristus, herr Johannes, ved Guds forsyn pave for den hellige romerske og almindelige kirke, Eders fromme og ydmyge sønner, kapitlet i Lundekirken, fromme kys på Eders helligheds fod. <1> Den hårde nød, der tynger vor kirke, tvinger os til at meddele Eders hellighed, hvem det er magtpåliggende at drage omsorg for kirker i nød, at vor ærværdige fader, vor herre ærkebiskop Esger af Lund, til ganske åbenlys skade og fordærv for Lundekirken uden nogensomhelst gyldig og tvingende grund, uden vort samtykke, ja, hvad mere er, uagtet enkelte af kapitlet udtrykkeligt protesterede derimod, har afhændet et vist land, der tilhører samme kirke, og som på vort folks sprog kaldes Herrestad herred og indeholder elleve sogne, i hvilket den samme kirke havde den fulde retfærdige magtN og dengang besad den roligt og uantastet, og efter at have modtaget nøglerne til den kiste, hvori kapitlets segl plejer at gemmes, lod han ved egen magt eller af egen drift skrive de breve, som han vilde, og sådan som han vilde, om denne afhændelse og lod dem besegle med kapitlets segl mod enkelte af kapitlets vilje, og skønt de vidnede offentligt og udtrykkeligt om deres protest og modstand. <2> Fremdeles at da samme vor ærkebiskop personligt for sin forbrydelses skyld havde forpligtet sig til at betale vor herre Danmarks konge 6000 mark rent sølv i bod og havde stillet samme vor herre konge kautionister for det samme sølv, pantsatte han for betalingen af det ovenfornævnte sølv til de samme kautionister samme Lundekirkes land Bornholm, og den borg, som han har sammesteds, uden vort samtykke og vilje. <3> Fremdeles at samme ærkebiskop uden nogen tvingende nødvendighed på en måde lod sin Lundekirke i stikken, idet vi, hans kapitel, var helt uvidende derom, og begav sig uden for Danmarks rige til nævnte konge af Danmarks dødsfjender, der lovligt var dømt fredløse og forviste fra hans rige og var kongens og rigets åbenbare fjender, i den hensigt, som man tror, at slutte sig til dem mod kongen uden for sit vedkommende at indsætte nogen i Lundekirken eller Lunds stift, som kan optræde på hans vegne i åndelige og timelige sager. Af denne grund og i denne anledning står Lundekirken i umiddelbar fare for, til kirkens åbenbare fordærv, at miste sit fornævnte land Bornholm og borgen sammesteds og sine friheder og privilegier, som den besidder af kongen. <4> Fremdeles at han plejer at tynge Lundestiftets gejstlighed urimeligt med skatter og afgifter; thi for at tie om det andet aftvang og modtog han eengang af præsterne ved sognekirkerne i Lunde stift, hver og en, indtægterne af deres beneficier for et år, hver og en, ved sin egen myndighed, og ydermere beskattede han os, det vil sige kapitlet og klostrene i samme stift, samme gang med en stor sum penge, der langt overgik vore og deres kræfter. <5> Fremdeles at han modtager penge af præster, der offentligt har konkubiner hos sig, uden at irettesætte dem på anden måde, men når han har modtaget penge af dem, tillader han dem derefter som før offentligt at forblive i deres konkubinat og synd. <6> Fremdeles at han selv ved sig selv har svoret vort Lundekapitel, at han ikke vil overgive samme kirkes borg på Bornholm nogensinde til en lægmand, men kun til en af Lundekapitlets kanniker til bevogtning, sådan som man plejede at gøre fra denne borgs grundlæggelse, men senere gjorde han det modsatte ved at gå imod sin egen ed. <7> Fremdeles at han lod en kannik, vor præst, fængsle uden bevis, uden tilståelse og uden anklage for nogen forbrydelse og lod ham, skændigt behandlet og bundet, til foragt og skændsel for kanniker og andre gejstlige, sætte i fængsel, og han holder ham stadig fængslet, skønt den samme kannik var rede til at stille ham tilstrækkelig sikkerhed for at stå til rette for ham. Og hans gods lod han konfiskere efter hans fængsling og fratog ham ovenikøbet embede og beneficium. <8> Fremdeles, at da der en gang truede kongen og Danmarks rige en alvorlig krig, og kongen til rigets forsvar også bad gejstligheden om støtte, krævede og modtog samme ærkebiskop for kongen af Lunde kapitel og Lundekirkens gejstlighed et løfte, nemlig om sjettedelen af deres beneficiers indtægter på kongens vegne, men senere anvendte han dem efter sit forgodtbefindende til sit eget og sine folks behov, og han overgav eller anviste intet deraf til kongens brug eller rigets forsvar, og han holdt ikke kannikerne eller gejstligheden skadesløse på noget punkt med hensyn til denne hjælp, hvorfor den samme konge senere påny bad de samme om fornævnte hjælp, som det var blevet lovet, til stor skade og tynge for os og dem. <9> Fremdeles at det er et offentligt rygte og almindelig tale, at den samme ærkebiskop på landet Bornholm har givet eller lod give een ridder og tre væbnere lejde og sikkerhed til at komme til sig og til at forhandle med sig om hans sager, og samme ridder og væbnere blev under dette lejde dræbte af ærkebispens mænd. <10> Fremdeles at den samme ærkebiskop ikke overgav de tiender, der blev indsamlet af de kirkelige indtægter i Lunde stift efter befaling af Eders forgænger salig ihukommelse, pave Clemens 5., til bevogtning, som det var pålagt af ham, men han gav dem ud efter sit eget forgodtbefindende, og heller ikke betalte han for sit eget vedkommende, som han burde, tiende af sine indtægter. Derfor kaster vi os for Eders helligheds fødder og bønfalder Eder ydmygt om, at I vil værdiges med faderlig omhu hurtigt at tage Eder af fornævnte sag og især af det, som angår Lundekirkens nød.