På samme måde hilsen tilde ærværdige brødre (Peder), biskop af Odense, (Karl), biskop af Linköping, og (Bo), biskop af Växiö. Vi har erfaret, at en klage fra vore elskede sønner, (Fulco), stormester, og brødrene af St. Hans hospital går ud på, at Erik, Danmarks forhenværende konge, ikke betænkte, at samme stormester og brødre for at hævne den mod vor forløser begåede uret som herrens kække stridsmænd uforfærdet udsætter sig selv og deres gods og tappert fører korstog mod den katolske tros fjender i det hellige land uden at frygte dødens farer, men idet han snarere stræbte mod at forurette og besvære samme, personligt eller ved sine fogeder faktisk lod samme hospitalsbrødre indenfor kongeriget Danmarks grænser stævne o.s.v. som i det nærmest foregående brevN indtil 'utvivlsomt har pådraget sig den banlysningsdom, som loven foreskriver'. Derfor har vi med vort brev i bestemt form ladet fornævnte konge indtrængende bede og anmode om, at han, – da det er til gavn for hans frelse og stemmer med hans kongelige ære, at der ydes omtalte stormester, prior og brødre behørig erstatning for det ovennævnte, som man har vovet at iværksætte med afskyelig formastelighed til krænkelse af den guddommelige majestæt, til forurettelse af hans moder romerkirken og til foragt og nedbrydelse af kirkens frihed, der af ham som katolsk fyrste bør forsvares med største nidkærhed – yder behørig erstatning for for nævnte kollekter, afgifter, skatter, bøder, for de røvede frugter og indtægter, såvelsom for tabene og overgrebene, og lader dem yde af købmændene og de andre fornævnte personer, samt at han selv, som efterfølger fornævnte konge i det omtalte rige, eftergiver samme prior og brødre nævnte erklæring, anerkendelse og løfte, idet han fjerner enhver vanskelighed, og med passende tvang nøder fornævnte riddere og mænd til at eftergive ovennævnte prior og brødre samme løfte og forpligtelse. Derfor pålægger vi Eder, vore brødre, med denne apostoliske skrivelse, at I eller en af Eder personligt eller gennem en eller flere andre, hvis den nævnte konge hånligt skulde afvise at falde til føje for vore bønner og formaninger, og hvis sagen står Eder klart enten ved dens åbenbarhed eller på anden måde, efter at sandheden om foranstående er undersøgt summarisk og umiddelbart og uden offentlighed og formelig rettergang, med kirkens straf under udelukkelse af appel tvinger kongen, hans embedsmænd, de ovennævnte købmænd, riddere og mænd samt andre, der med rette har pligt dertil, til at yde prioren og fornævnte brødre erstatning for de fornævnte kollekter, afgifter, skatter, bøder, røvede indtægter samt tab og overgreb og fastsætte, at fornævnte erklæring, anerkendelse, løfte og forpligtelse er ganske uden gyldighed, og at prioren og brødrene ingenlunde er pligtige at overholde dem, og idet I yder dem et passende værns beskyttelse, skal I ikke tillade, at de utilbørligt forulempes i den anledning, men tugte dem, der forulemper dem med en lignende straf under udelukkelse af appel, uanset generalkonciliets bestemmelse om de to dagsrejserN og den bestemmelse af pave Bonifacius 8., vor forgængerN salig ihukommelse, hvorved det forbydes, at såvel dommere som konservatorer, der er udpegede af pavestolen, holder ret uden for de stæder og stifter, i hvilke de er indsatte, og andetsteds end på de betydelige steder eller overgiver deres myndighed til andre eller stævner nogen mere end en dagsrejse udenfor deres stifts grænser, og uanset om det er bevilget dem eller nogle af dem i fællesskab eller hver for sig af det nævnte sæde, at de ikke kan banlyses, suspenderes eller deres lande og steder lægges under kirkeligt interdikt, eller at de ikke kan stævnes udenfor eller udover visse steder ved apostoliske breve, der ikke fuldstændig og ord til andet omtaler en sådan bevilling, når blot ingen stævnes mere end tre eller fire dagsrejser uden for sit stift i kraft af dette brev, og uanset privilegier, bevillinger og breve fra det nævnte sæde, almindelige eller særlige, som – hvis de ikke omtales eller optages fuldstændigt i dette brev – på nogen måde kan hindre eller udsætte Eders retsforfølgning, og af hvilke eller af hvis hele indhold der i vort brev skal finde udtrykkelig, fuldstændig og ordret omtale sted. Det er vor vilje, at I og hver enkelt af Eder fra dette brevs udstedelse skal have fået tildelt fuldmagt og domsmyndighed i alle de fornævnte ting, hver og en, således at I kan gå frem i alle fornævnte ting og for alle fornævnte efter vor bemyndigelse med den samme kraft og fasthed, som om Eders domsmyndighed og hver enkelts domsmyndighed i alle de fornævnte ting, hver og en, var blevet gjort virksom for bestandig ved stævning eller på anden lovlig måde. Givet i Avignon den 4. september i vort (pontifikats) fjerde år.