Til vor højtelskede søn i Kristus kong (Magnus), Norges berømmelige konge. Jo større nådegaver Du har modtaget af herrens hånd, og jo højere Guds magt har ophøjet Din værdigheds trone, desto mere hengivent bør Du vedkende Dig hans nådes gavmildhed, og med desto større glød bør Du udføre hans påbud og befalinger, hvortil vi som en velvillig fader desto hellere opfordrer Dig, ophøjede konge, jo mere oprigtigt vi omfatter Din kongelige person med vor kærlighed. Det er ikke ukendt i verden, højtelskede søn, at vore elskede sønner (Fulco), stormester, og brødrene af johanniterordenen for at hævne den mod vor forløser begåede uret mandigt udsætter sig selv og deres gods som herrens kække stridsmænd og uforfærdet fører herrens kamp mod den katolske tros fjender i det hellige land uden at frygte dødens farer, af hvilken grund Du og andre katolske fyrster bør ophøje dem med passende gunstbevisninger og bevare deres gods og rettigheder. Men – således som vi har erfaret det af nævnte stormesters og brødres klage – tog Din bedstefader, salig ihukommelse, fordum konge af Norge, ikke med tilbørlig overvejelse dette i betragtning, men stræbte tværtimod efter hospitalets gods i Dit rige Norge, og opnåede derfor i ønsket om at udelukke hospitalet og samme brødre fra fornævnte rige, at der afvor elskede broder Fulco de Villareto, der dengang var stormester for fornævnte hospital, blev sendt breve til hospitalets priori Danmarks rige angående godsets mageskifte mod gods, som nævnte konge havde i Danmarks rige, med samme konge, dersom det tjente nævnte hospitals tarv. Men fordi nævnte prior ikke ville skride til et sådant mageskifte, der var til alvorlig skade og åbenlys fortræd for nævnte hospital, hvad han heller ikke burde, fordrev samme konge, der var bragt til ophidselse mod samme prior og brødre, dem voldelig på uretfærdig vis af fornævnte Norges rige, beslaglagde deres huse, boliger og gods, idet han på utilbørlig vis af samme oppebar frugter, indtægter og afgifter, og deres huse, boliger og gods tilbageholdes endnu til alvorlig skade for samme hospital, ikke uden krænkelse af kongernes konge og til mishag og foragt for den romerske kirke og til skade for nævnte konges frelse og til mangfoldig fortræd for det hellige land, som vore øjne hviler på. Da vi, højtelskede søn, omfatter fornævnte hospital med en faders kærlighed, såsom det er et agtværdigt lem af den romerske kirke, og inderligt ønsker, at det og dets brødre overalt på jorden kan leve i fred og ro og nyde deres rigdom, beder og anmoder vi med faderlig kærlighed Dig, stormægtige konge, om i klog erkendelse af, at der ved sådanne indtrængende bønner og opfordringer sørges for Din frelses vel og Din højheds hæder, at lade omtalte prior og brødre frit vende tilbage til fornævnte rige af ærbødighed for Gud, for det apostoliske sæde og os, og at lade dem bo i fred i samme rige efter at have tilbagegivet dem alle deres fornævnte huse, boliger og alt deres gods og ydet dem behørig godtgørelse for de ovennævnte frugter, indtægter og afgifter uden at have til hensigt at tilføje samme besvær på deres personer, huse, boliger og gods og frugter, afgifter og indtægter. Ellers pålægger vi ved et andet brevN vore ærværdige brødre (Esger), ærkebiskop af Lund, og (Olov), ærkebiskop af Uppsala, og vor elskede søn (Peder), Esrom klosters abbed i Roskilde stift, hvis sagen står dem klart enten ved sagens åbenbare karakter eller på anden måde, efter at sandheden om foranstående er undersøgt summarisk og ligefremt og uden offentlighed og formelig rettergang, med kirkens straf under udelukkelse af appel at tvinge Dig, der efterfølger Din bedstefader i nævnte rige og alle andre, der tilbageholder huse, boliger og gods og sådanne frugter og indtægter til at yde nævnte prior og brødre fuld erstatning med hensyn til disse og til iøvrigt at opfylde alt det forudskikkede på virkningsfuld måde. Givet i Avignon den 4. september i vort pontifikats fjerde år.