Til vore ærværdige brødre (Esger), ærkebiskop af Lund, og (Olov), ærkebiskop af Uppsala, og vor elskede søn (Peder), abbed af Esrom i Roskilde stift. Vi har erfaret, at en klage fra vore elskede sønner (Fulco), stormester, og brødrene af St. Hans hospital går ud på, at Norges konge, salig ihukommelse, medens han endnu levede, ikke betænkte, at samme stormester og brødre for at hævne den mod vor forløser begåede uret, som herrens stærke stridsmænd uforfærdet udsætter sig selv og deres gods og tappert fører korstog mod den katolske tros fjender i det hellige land uden at frygte dødens farer, men idet han snarere ivrigt higede efter samme hospitals gods i Norges rige o.s.v. som i det nærmest foregående brev indtil 'til mangfoldig fortræd for det hellige land, som vore øjne hviler på'N, hvorfor vi har ment indtrængende at burde bede og anmode fornævnte konge ved vort brev om, at han – da vi omfatter fornævnte hospital med en faders kærlighed, såsom det er et ærværdigt medlem af den romerske kirke, og inderligt ønsker, at det og dets brødre overalt på jorden kan leve i fred og ro og nyde deres rigdom – vilde lade omtalte prior og brødre frit vende tilbage til fornævnte rige af ærbødighed for Gud, for det apostoliske sæde og os og at lade dem bo i fred i samme rige efter at have tilbagegivet dem alle deres fornævnte huse, boliger og alt deres gods og ydet dem behørig godtgørelse for de ovennævnte frugter, indtægter og afgifter uden at have til hensigt at tilføje samme besvær på deres personer, huse, boliger og gods og frugter, afgifter og indtægter. Derfor pålægger vi Eder, kloge brødre, ved denne apostoliske skrivelse, at I alle tre eller to af Eder eller blot een af Eder enten selv eller ved en eller flere andre, hvis nævnte konge lader hånt om at bifalde vore bønner og opfordringer, hvis sagen står Eder klart enten ved sagens åbenbare karakter eller på anden måde, efter at sandheden om foranstående er undersøgt summarisk og umiddelbart oguden offentlighed og formelig rettergang, med kirkens straf under udelukkelse af appel tvinger omtalte konge, der efterfølger sin nævnte bedstefader i samme rige, til at lade nævnte prior og brødre frit vende tilbage til nævnte rige og leve der i fred og tvinge ham og alle andre, der tilbageholder sådanne huse, boliger, godser, frugter og indtægter til at yde dem fuldstændig erstatning med hensyn til disse og til iøvrigt at opfylde alt det forudskikkede på virkningsfuld måde, uanset om fornævnte konge eller andre i fællesskab eller hver for sig af nævnte sæde har fået bevilget, at de ikke kan rammes af interdikt, suspension eller banlysning ved et apostolisk brev, der ikke fuldstændigt, udtrykkeligt og ord til andet omtaler en sådan bevilling, og uanset hvilkesomhelst privilegier, bevillinger og breve fra nævnte sæde, almindelige og særlige, ved hvilke – når de ikke er udtrykkelig omtalt i dette brev eller som helhed indføjede deri – Eders domsmyndighed kunde hindres i at komme til udfoldelse på nogensomhelst måde eller blot udsættes, og af hvilke og af hvis hele indhold der ord til andet i vort brev skal finde særlig omtale sted. Det er vor vilje, at I fra dette brevs dato og hver enkelt af Eder skal have fået tildelt fuldmagt og domsmyndighed med hensyn til de forudskikkede ting, hver og en, således at I kan føre sagen i alle fornævnte ting og for alle fornævnte efter vor bemyndigelse med den samme kraft og fasthed, som om Eders domsmyndighed og hver enkelts domsmyndighed i alle de fornævnte ting, hver og en, var gjort virksom for bestandig ved en stævning eller på anden lovlig måde. Givet i Avignon den 4. september i vort pontifikats fjerde år.