Til vore elskede sønner magister Johannes kaldet af Konstanz, kannik i Konstanz kirke, og Jakob af Lurthorp, kannik i Slesvig kirke, og .. official i Paris.

Vi har modtaget vor ærværdige broder Jens', ærkebiskop af Bremens, klageN gående ud på, at skønt vore elskede sønner .., abbed og det menige konvent af klosteret Saint-Denis i Frankrig af benediktinerordenen i Paris stift efter omhyggeligt at have taget det nævnte dengang af tunge gældsbyrder tyngede klosters åbenbare tarv i betragtning og efter med grundighed og enighed have ført forhandling herom havde solgt og indrømmet samme Jens, der dengang med apostolisk myndighed var løst fra lundekirkens styre, som han havde forestået, men endnu ikke var forfremmet til styret af omtalte Bremen kirke, en årlig rente på 400 parisiske pund gode penge at modtage, hæve og oppebære i nævnte kloster af samme ærkebiskop Jens hvert år, sålænge han levede her på jorden, til bestemte herfor fastsatte terminer for en bestemt sum penge, som de har modtaget og oppebåret af samme ærkebiskop i rede penge, hvilken pengesum de under trykket af de nævnte gældsforpligtelser helt og holdent har anvendt til omtalte klosters åbenbare tarv, idet de på tro og love gav tilsagn om under trusel om en bestemt straf årligt at ville betale fornævnte ærkebiskop nævnte rente indtil hans livs ende uden vanskelighed i ovennævnte år og terminer og at forpligte sig og deres efterfølgere og nævnte klosters gods, løst og fast, nu og i fremtiden, og især deres hus i Trappes med sammes indtægter, rettigheder og hele tilbehør overfor samme ærkebiskop, således som det fuldstændigt og udførligt indeholdes i det derom affattede med deres segl bestyrkede brev, så formaster nævnte abbed og menige konvent sig dog til ubesindigt at trodse salget, indrømmelsen, løftet og forpligtelsen og modsætter sig utilbørligt at yde samme ærkebiskop Jens fornævnte rente. Og skønt vi i ønsket om med from hengivenhed at sørge for og tage skånsomt hensyn til såvel samme ærkebiskop Jens' nød som nævnte abbeds og menige konvents rygte og ære, har besluttet indstændigt at bede og anmode samme abbed og menige konvent ved vort brev om, klogt betænkende, at deres og alle andre klostergivnes sind bør være besjælede af den tanke, at hvad der loves efter moden overvejelse rosværdigt bør virkeliggøres på behørig måde, som det er retfærdigt, og billighed tilråder det, at overholde salget, indrømmelsen, overenskomsten og de andre forannævnte forhold i overensstemmelse med deres brevs form, så har disse dog i det brev, de særligt har rettet til os i denne sag, påberåbende sig nogle intetsigende undskyldninger, ikke bekymret sig om at rette sig efter vore anmodninger til ikke ringe skade og tynge for samme ærkebiskop, hvorfor samme ærkebiskop ydmygt har ment at burde tage sin tilflugt til os i denne sag. Da det imidlertid ikke sømmer sig, at fornævnte abbed og menige konvent, som er stridsmænd i Guds tjeneste, under sådant påskud handler mod deres løfte og ikke uden at pådrage sig dadel for slethed, til samme ærkebiskops store tab og skade, trodser den nævnte på tro og love indgåede kontrakt mellem dem og fornævnte ærkebiskop, pålægger vi Eder, gode mænd, med denne apostoliske skrivelse, at I alle tre eller to eller en af Eder personligt eller ved en eller flere andre uden mindste hensyntagen til fornævnte undskyldninger og påberåbelser, der er at anse for intetsigende, på vore vegne indstændigt formaner samme abbed og menige konvent og tillige tilskynder dem til, at de med hensyn til fornævnte rente for den forbigangne tid, i hvilken de har undladt at betale den, indenfor en frist af 30 dage efter denne vor påmindelse, hvilke I skal anvise dem som uigenkaldig sidste frist, samt for nærværende og for fremtiden i overensstemmelse med ordlyden af det angående denne overenskomst affattede brev, yder samme ærkebiskop fyldest, som de er pligtige til. I modsat fald skal I tvinge dem dertil under trusel om kirkens straf med udelukkelse af appel, uanset om samme abbed og menige konvent har fået bevilget af fornævnte sæde, at de ikke kan rammes af interdikt, suspension eller banlysning, ved apostolisk brev, som ikke fuldt ud og udtrykkeligt og ord til andet omtaler denne bevilling. Givet i Avignon den 1. oktober i vort (pontifikats) syvende år.