Til de ærværdige brødre Karl, ærkebiskop af Lund, og hans lydbisper, hilsen.

For påny at påminde alle troende om, hvordan vor frelser Guds enbårne søn Jesus Kristus i Det hellige land miskundeligt værdigedes at virke for menneskeslægtens frelse med sit røde blod, og hvordan han forhånet og pisket, tornekronet og bespyttet, uskyldigt domfældt uden grund, overvældet med forhånelser, fæstnet med nagler, læsket med eddike og galde og gennemboret af lansen for vor genfødelse underkastede sig en så uheldsvanger døds lidelse på korsets pæl — ja måtte således vor forløser med sit eget lys oplyse det indre øje hos samme troende, så at deres iver for at bringe Det hellige land hjælp i dets ulykke og ak så ynkværdige stilling må blusse op som ilden, deres hjerter må gløde og deres sind opflammes og hurtig handling føre til resultat. Thi hvis de troende kristne ofte i deres hjertes dyb lod foranstående og forløserens utallige andre velgerninger mod menneskeslægten i nævnte hellige land såvel som hvor skændigt de urene agarenerN, Kristi troløse fjender, til uret mod og forhånelse af kristenheden ved deres skændige handlinger til stadighed vanærer og besmitter Det hellige land, vejen til herrens arv, som så lang tid har været besat af dem, blive genstand for opmærksom overvejelse og sømmelig eftertanke, hvilken troende vilde da ikke undse sig ved at pådrage sig anklage for utaknemmelighed eller snarere på en vis måde for troløshed, hvis han ikke kraftigt og mandigt rejste sig for at generhverve sin egen skabers, den så nådige herres arv, det omtalte land. Hvilken troende vil ikke lade from medfølelse bevæge sig til at afhjælpe de så længe fortsatte og — vi nævner det med smerte — stadigt stigende forhånelser mod og undertrykkelser af samme hellige land, som dette, der så længe har været trådt under fode af de besmittede, meddeler alle troende med kraftige råb om hjælp og suk og klage. Da nu vor med Kristus kære søn FilipN, de franskes berømmelige konge, som den aller kristeligste fyrste havde underkastet alt dette en skyldig overvejelse, idet han tog sine forgængere berømmelig ihukommelse de franskes konger til forbillede, som opflammet af glødende kærlighed og hengivenhed som troens stridsmænd og Kristi standhaftige forkæmpere igennem allerede forbigangne tider havde lagt sig Det hellige lands sag særligt på hjerte og med nidkærhed og velvilje tog sig af den sag, og da han vilde vise sin taknemmelighed mod samme vor forløser, som har ophøjet ham til konge, ved skyldig tjenesteydelse i denne verden og således gøre sig vel anskreven i himlen, og han også ville give et eksempel for alle troende med hensyn til at hjælpe Det hellige land og bane vejen og desuden ønskede at gennemføre det ivrige ønske om at komme nævnte land til hjælp i dets ulykke og trængsel og drage over havet til dets undsætning, som han længe havde næret, endogså før han overtog regeringen i det rettro kongerige Frankrig, har han flere gange sendt sine officielle befuldmægtigede og sendebud til det apostoliske sæde og med ivrig og stadig indtrængenhed ydmygt bedt os om, at vi til mere virksom hjælp for nævnte land ville værdiges at anordne almindeligt og for at iværksætte dette på værdigste og nyttigste vis ville lade korsets ord prædike for alle troende kristne med den sædvanlige aflad, indsætte omtalte konge som fører og høvedsmand for samme felttog og hele den kristne hær, som ved herrens forsyn vil drage over havet, og bevilge bestemte subsidier for toget. Idet vi derfor anbefaler mangfoldigt i herren samme konges hellige hensigt og glødende medfølelse, som han nærer for nævnte lands ak så ynkværdige stilling, og også glæder os og jubler derover og ydmygt takker og roser ham, fordi han har værdigedes at indgive sit kongelige hjerte et så fromt og heldbringende forsæt, ønsker vi, at dette hellige værk med Guds hjælp — det er jo hans sag, det drejer sig om — vil nå til et lykkeligt udfald og vinde den ønskede fremgang. Vi har derfor efter i forvejen afholdt moden og omhyggelig overvejelse desangående med vore brødreN bifaldet kongens fromme og hellige følelse og imødekommet hans bønner, og til Gud den almægtiges ære, til den katholske tros ophøjelse og udbredelse, til fremme for alle troende sjæle, til befrielse af landet og til udryddelse af førnævnte fjender har vi i nærværelse af samme sendebud og befuldmægtigede og desuden af prælaterne ved den romerske kurie og en talrig mængde andre troende med apostolisk myndighed efter vore nævnte brødresN råd anordnet almindeligt felttog til omtalte land og indsat føromtalte konge til leder og høvedsmand for toget og hele den kristne hær, som skal drage over havet. Og desuden har vi over hele verden pålagt en seksårstiende på kirkelige indkomster, at indsamle under bestemte måder og former og at anvende til gavn for nævnte tog til undsætning for førnævnte land og på anden måde mod vantro og fjender af troen, og ydermere har vi ved et andet brevN forordnet, at visse andre subsidier oppebæres og hæves til toget, som fuldt ud og særskilt er omtalt i samme vort brev, og samme kongens befuldmægtigede og sendebud, som ved hans åbne brev, som de forelagde os og vore nævnte brødreN, havde tilstrækkeligt og særskilt mandat dertil, har for kongen og i hans navn i nærværelse af os, vore brødreN og de andre førnævnte på stedet antaget det af os som omtalt anordnede felttog og hans stilling som fører og høvedsmand for det og for nævnte hær, og med hånden på de hellige evangelier har de, således som de var bemyndiget til, ved samme konges sjæl svoret, at kongen til 1. august i det herrens år 1336, som vi har ansat som termin for samme konge og de andre, som har taget eller vil tage korset, for at drage over havet på nævnte tog, vil begive sig afsted og reelt og i egen person gennemføre toget, med mindre en retmæssig og lovlig forhindring indtræffer, dog under bestemte vilkår, måder og former, som er opført i rækkefølge i et andet derom affattet brevN. Og eftersom ingen kan være i tvivl om, at omtalte tiende og andre subsidier ikke er tilstrækkelige til at gennemføre et så stort værk, og at selve sagen trænger til en langt større understøttelse, og at kærkommen hjælp fra alle troende vil være velkommen til at støtte værket, opfordrer vi samme troende dertil med åndelig gavmildhed, bevillinger og aflad. Derfor betror og pålægger vi med nævnte brødres rådN ved apostolisk brev Eder, brødre, og vi besværger Eder ved Jesu Kristi dyrebart udgydte blod, at I opmærksomt ihukommer nævnte lands sørgelige stilling og klogt betænker, at eftersom herren har indsat Eder som styrere af hans troende og ligesom givet Eder del i sin omsorg, er I som følge af Eders hyrdegerning mere end de andre pligtige at fremme dette hellige værk som tro herolder og troens kække stridsmænd mod Kristi førnævnte troløse fjender, og at hver især af Eder i hver sin stad og stift personligt og ved andre gejstlige, verdensgejstlige eller regelbundne uanset deres orden, som I finder egnede dertil, imod førnævnte bespottere af Kristi navn offentligt forkynder korsets ord for alle troende kristne i overensstemmelse med den klogskab, Gud har skænket Eder og dem, og at I skænker korsets ærværdige tegn til alle troende, som fromt vil modtage det, og som I anser for tjenlige dertil, og fæster det på deres skuldre, idet I så ofte det er tjenligt, kan sammenkalde samme troende til passende steder for at påhøre forkyndelsen, og I med omsorgsfulde opfordringer og tjenlig indtrængenhed bevæger dem til at modtage korsets tegn med ærbødighed, trykke det til deres hjerte, mandigt at rejse sig mod førnævnte troløse fjender og ile samme hellige land til hjælp og glødende at påtage sig og gennemføre værket. Fremdeles eftersom en arbejder er sin løn værdN, skænker vi hver især af Eder og af dem, som I som omtalt vil antage til at prædike korset, der trofast arbejder med dette Guddommelige værk, ud over den evige løn, som I med rette kan håbe på, eet år og 40 dages aflad, så ofte som I forkynder korsets ord for den dertil særligt sammenkaldte menighed og desuden til de troende, som fromt indfinder sig for at påhøre ordet, 100 dages aflad, dog under forudsætning at de oprigtigt angrer og skrifter. Men det er vor vilje, at I med apostolisk myndighed påminder og indtrængende bevæger, ja, hvis det bliver nødvendigt, med kirkens straf tvinger alle, som hidtil har modtaget korsets tegn til undsætning for nævnte hellige land, til med glad sind at genoptage korset, hvis de måske har aflagt det, og ivrigt at opfylde det løfte til herren, som de har givet, ved at bringe nævnte land undsætning med den effektivitet, de har pligt til, og for at alle troende desto hellere og virkningsfuldere kan bestræbe sig for at sætte foranstående i værk, som de ved, at de vil modtage en større nåde for deres møje, har vi i tillid til Gud den almægtiges miskundhed og hans hellige apostle Peters og Paulus' myndighed og med den magt, som Gud har givet os, skønt uværdig dertil, til at binde og løse, bevilget alle troende kristne, som, når nævnte konge personligt gennemfører omtalte felttog til samme hellige lands understøttelse, drager over havet for at genvinde det og personligt og på egen bekostning underkaster sig denne møje, fuld tilgivelse for de synder, som sandfærdigt plager deres hjerte og som de skrifter, og vi lover dem som de retfærdiges gengæld den evige frelse. Men til dem, som skønt på andres bekostning dog personligt drager afsted, og ligeledes til dem, der efter stand og evne på egen bekostning sender egnede stridsmænd afsted, selv om de ikke personligt drager ud, bevilger vi fuldstændig tilgivelse for deres synder. Idet vi også barmhjertigt eftergiver de førnævnte de pønitenser, som de har undladt eller ikke udført på rette måde, med mindre det drejer sig om en anden pilgrimsfærd eller et fromt værk eller en tilbagegivelse eller en anden reel ydelse eller udbetaling, bevilger vi dem alle, at de ved almindelig bekendelse af de synder, som de ikke har i erindring, men som de dog gerne vilde bekende, hvis de endnu engang særligt overvejede dem, kan opnå fuldstændig aflad, dog således at de er pligtige til særligt at skrifte, hvis sådanne synder senere falder dem i erindringen. Desuden er det vor vilje, at de som skønt ikke efter stand og evne dog på egen bekostning som omtalt sender een eller flere egnede krigere til føromtalte hellige lands undsætning eller yder af deres timelige gods til at afsende nogen, og de, som til hjælp for dette land giver passende understøttelse af samme gods, eftersom hver især føler sig kaldet til af Gud, og ligeledes de rådgi vere for testatorer, som med resultat opfordrer samme testatorer til at hjælpe nævnte land, og også de, som arbejder for dette hellige tog og hidtil har arbejdet for det og på anden måde yder eller har ydet råd og hjælp til dette værks fremme, alt efter deres hjælps art og deres fromheds følelse og deres arbejdes størrelse skal have del i ovennævnte aflad. Men idet vi ønsker, at dette hellige værk må krones med det ønskede heldige udfald, og for at de Kristi troende, som har foresat sig at drage over havet på det tog, men måske frygter for, at de som følge af deres korstagen og løfte forpligter deres arvinger til toget, hvis de selv skulde dø forinden, ikke af den grund skal holde sig tilbage fra dette hellige forsæt, bevilger vi til forøget gunst for samme felttog, såvidt vi da for tiden kan skønne, med ovennævnte myndighed, at hvis nogen ved af aflægge løfte eller tage korset i anledning af ofte omtalte tog indser og vil, at hans arvinger på ingen måde udtrykkeligt eller stiltiende skal være forpligtet af dette, og inden et halvt år fra løftet eller korstagningen at regne overfor deres stiftsbisper eller andre, som disse har udpeget dertil, erklærer denne deres hensigt og vilje, og det ikke beror på dem selv, at de ikke ved at drage over havet opfylder deres løfte, så skal hverken deres arvinger eller deres gods på noget punkt være forpligtet, med mindre måske de korstagne selv eller de, der har aflagt løftet, mens de levede, har modtaget noget for dette felttog, i hvilket tilfælde de vil være pligtige at give dette tilbage, med mindre andet er til hinder herfor. Men vi vil ikke, at foranstående bevilling skal udstrækkes til dem, som allerede har taget korset, eller som allerede på en vis måde er forpligtet til at tage korset eller på anden måde drage over havet til det nævnte lands undsætning, men overfor dem skal de kanoniske bestemmelser overholdes, uden at det dog er vor hensigt, at nogen som følge af, hvad der står i nærmest foregående Klausul, på nogen måde skal forpligtes udover, hvad han tidligere var pligtig til. Vi pålægger også Eder og hver især af Eder og også de, som I antager til at prædike korsets ord, at I, førend I giver korset, over for alle, der vil modtage det, i Eders prædikener forkynder, at de indenfor nævnte halvår skal erklære deres hensigt om ikke at forpligte deres arvinger, hvis de har en sådan hensigt, for førnævnte stiftsbisper eller de af dem udpegede. Men hvis de ikke således erklærer denne deres hensigt indenfor nævnte halvår, er det vor beslutning, at deres arvinger er forpligtede til at udføre deres korstagning og løfte. Fremdeles vil vi, at de fuldt ud skal opnå omtalte aflad, som har taget eller vil tage korset eller har aflagt eller vil aflægge løfte om at drage over havet på nævnte tog, hvis de dør, inden de tiltræder toget, når blot de overlader så meget til understøttelse for fornævnte tog, som de ville have forbrugt under udrejsen, opholdet og hjemrejsen i eet år, hvis de personligt var draget over havet, alt beregnet efter hvad der sømmer sig hans stand, og de i levende live har afgivet erklæring om dette beløbs størrelse i overensstemmelse med deres samvittighed, på hvilken vi lægger denne byrde, og desuden de, som efter korstagningen og løftet i levende live erklærer, at de ønsker at opnå fuldstændig aflad og, hvis de måtte dø forinden, til undsætning for nævnte land vil give så meget, som de vilde give ud i eet år ved personligt at drage afsted, således som det omtales forud om de andre, også hvis de i levende live ikke har afgivet erklæring om beløbets størrelse, i hvilket tilfælde beløbet bør fastsættes af det apostoliske sædes legat eller af de således afdødes stiftsbiskop, dog alt under forbehold af det apostoliske sædes magt, så at det kan overdrage myndigheden til at fastsætte førnævnte beløbs størrelse til andre eller overføre den til andre, hvis det synes det tjenligt. Desuden er det vor vilje, at de af de ovennævnte, der har taget korset eller aflagt løftet, som uden at have afgivet erklæring om deres hensigt om ikke som omtalt at forpligte deres arvinger inden for et halvt år senere måtte dø, skal opnå fuldstændig aflad; dog skal deres arvinger og gods være forpligtet til at anvende det beløb til nævnte lands undsætning, som disse ville have forbrugt i eet år, hvis de var draget over havet, således som det forud siges om de andre. Men hvis nogen af de omtalte, der har taget korset og aflagt løftet, dør indenfor føromtalte halvår, førend de har afgivet erklæring om, at de vil opnå fuldstændig aflad og til nævnte tog give så meget, som de ville forbruge i eet år, skal de ikke have nogen aflad i anledning af nævnte korstagning og løfte, men hvis de måske har givet noget til oftenævnte tog, skal de i forhold til understøttelsens størrelse og deres fromheds følelse have del i omtalte aflad, idet deres arvinger og gods ikke i øvrigt er forpligtet på noget punkt. Om de, der dør efter at have tiltrådt rejsen til nævnte felttog, og det gods, som de havde ved deres død eller havde besluttet at have med på toget, har vi forordnet, at i tilfælde, hvor de således dødes arvinger således forbliver forpligtet til at deltage i toget i deres sted, nemlig fordi de, førend de således døde tog korset, som følge af løfte var forpligtet til at drage over havet, eller fordi det står fast, at deres løfte ikke var bundet til personen, eller fordi de, der således havde taget korset eller aflagt løfte, ikke havde afgivet erklæring på ovennævnte måde om ikke at forpligte deres arvinger indenfor omtalte halve år, skal sådanne dødes gods, om hvilket der ikke af dem er truffet anden bestemmelse, mens de var i live, forblive hos deres arvinger, og arvingerne skal udføre de således dødes løfter, således at de er pligtige til enten personligt at drage over havet i overensstemmelse med, hvad der sømmer sig for deres stand, eller sende de udgifter og understøttelser til hjælp for nævnte tog, som de døde ville have forbrugt ved at drage over havet, hvis de var forblevet i live, og de døde skal i dette tilfælde have ovenanførte aflad. I tilfælde hvor arvingerne efter dem, der er døde efter at have tiltrådt rejsen til nævnte felttog, ikke er forpligtede til nævnte gennemførelse, bevilger vi at disse døde opnår fuldstændig aflad, dog således, at alt hvad de har ved deres død eller har besluttet at have med sig på toget, og over hvilket de ikke i live eller i døden har truffet særlig bestemmelse, skal forblive og tilfalde hjælpen til førnævnte tog; dog er det vor vilje, at der med hensyn til samme gods skal være plads for de dødes venner og for dem, der som sammen med dem skulle drage over havet, og det gælder også sådant gods, der således skulle anvendes til toget, når det drejer sig om lægmænd. Men om klerke og gejstlige, der dør på denne måde, forordner vi, at magten til at bestemme over deres gods til understøttelse for nævnte tog skal ligge hos det apostoliske sædes legat, som vil drage over havet med nævnte konge på nævnte tog, dog med undtagelse af sager, der hører til Gudstjenesten, som kors, kalke, gejstligt udstyr og lignende; det vil vi skal tilbagegives de kirker, som det tilhører. Men eftersom det er rimeligt, at de, der ivrigt tjener den himmelske hersker, udstyres med særlige forrettigheder og friheder, bevilger vi med apostolisk myndighed alle og enhver, som vil drage over havet på nævnte tog, når kongen personligt gennemfører det, at de fra tiltrædelsen af udrejsen indtil deres hjemkomst eller død skal være fritagne for ekstraordinære afgifter, som skyldes efter skreven eller uskreven ret, og deres personer og gods tager vi også fra korstagningen under St. Peters og vor beskyttelse, idet vi fastsætter, at de skal stå under ærkebispernes og bispernes og Guds hellige kirkes andre prælaters værn, selvom særlige forsvarere ligefuldt særligt skal udpeges dertil, og at de skal forblive uberørte af og fredede for enhver vold og uret, indtil man har sikker underretning om deres død eller hjemkomst, og hvis nogen fordrister sig herimod, skal han tvinges med kirkens straf. Men hvis nogen af dem, der drager afsted, ved ed er forpligtet til at betale renter, foreskriver vi, at deres kreditorer med samme strenghed skal tvinges til at eftergive dem denne ed og afstå fra inddrivelsen af renterne, og hvis kreditorerne efter førnævnte eftergivelse tvinger dem til at betale, pålægger vi med samme straf at tvinge samme kreditorer til at give pengene tilbage. Og vi befaler, at jøder af de verdslige myndigheder skal tvinges til at eftergive renter, og indtil de har eftergivet dem, skal ethvert samkvem med dem nægtes alle troende kristne under bandlysnings straf. Men eftersom korsarer og pirater alt for ofte forhindrer hjælp til Det hellige land ved at fange og udplyndre de vejfarende under hen- og tilbagerejsen, binder vi dem og deres hjælpere og beskyttere med bandlysningens lænke, og vi forbyder under trusel af band, at nogen bevidst plejer omgang med dem ved nogen salgs- eller købskontrakt, og vi pålægger stædernes og områdernes øvrigheder at holde dem tilbage fra og straffe dem for sådan overlast. I modsat fald vil vi ved kirkernes prælater udøve kirkens strenghed mod pågældende personer og lande. Men eftersom det for at gennemføre dette værk i særlig høj grad er nødvendigt, at de kristne fyrster og folk gensidigt forbindes med kærlighedens og fredens bånd, pålægger vi kirkernes prælater at bestræbe sig for at forene uenige til sand fred eller til ubrødeligt at overholde en fast våbenstilstand, og de som måske forsmår at affinde sig dermed, skal tvinges dertil ved bandlysningsdomme mod deres personer og interdiktsdomme mod deres lande, med mindre deres fjenders ondskab måske er så stor, at de ikke bør nyde en sådan fred. Men hvis de måske ringeagter kirkens straf, kan de ikke ufortjent befrygte, at den verdslige magt ved kirkens myndighed påkaldes imod dem som forstyrrere af den korsfæstedes sag. Men eftersom dette brev måske på grund af vejenes risiko eller af anden grund ikke bekvemt kan forelægges hver især af Eder, vil vi at et transsumpt af dette brev, skrevet af en offentlig notar og beseglet med Dit segl, broder ærkebiskop, af Dig skal oversendes Eder, førnævnte lydbisper, og vi vil, at I skal skænke det lige så fuld tillid som originalen. Givet i Avignon 26. juli i vort 17. år.