Til vor elskede søn Bernard Bartholomei, kannik i Lübeck, hilsen o.s.v.

Det stemmer med fornuft (— — —)N pavebrev herom. Da vor forgænger pave Innocens 6. — salig ihukommelse — i sin tid nådigt havde ladet vor elskede søn Herman v. Rostock, kannik ved kirken i Lübeck — i hvilken der findes store, middelstore og mindre præbender — indtræde i de rettigheder, som tilkom afdøde Henrik Sweyme, kannik ved samme kirke, til en af de nævnte store præbender i denne kirke, om hvis besiddelse samme Henrik, mens han levede, førte proces i det apostoliske palads med visse andre personer, og nævnte Herman af den grund havde opnået ukæret besiddelse af det nævnte store præbende, og da det måtte forventes, at en anden præbende ved fornævnte kirke i Lubeck, kaldet Distincta, som samme Herman på det tidspunkt sad inde med, måtte blive ledig, ønskede samme forgænger at vise Dig, der var anbefalet til ham ved troværdige mænds vidnesbyrd for retskafne og fortjenstfulde dyder, en særlig nåde i betragtning af Dine fornævnte fortjenester og overdrog Dig med apostolisk myndighed et kanonikat ved denne kirke i Lübeck og gav Dig ligeledes provision herpå, samt reserverede fornævnte præbende, kaldet Distincta, med alle dens rettigheder og tilbehør for Dig som apostolisk gave, nemlig den 17. juni i sit ottende pontifikatsårN, når den på fornævnte eller enhver anden måde undtagen ved denne Hermans død måtte blive ledig, idet han strengt forbød vor ærværdige broder biskop (Bertram) og vore elskede sønner i kapitlet ved kirken i Lübeck eller den eller dem, under hvem overdragelsen, provisionen, præsentationen af eller al anden rådighed over nævnte præbende, kaldet Distincta, i fællesskab eller hver for sig hørte, i modstrid med denne reservation, at driste sig til på nogen måde at tage bestemmelse om samme præbende. Han erklærede det fra da ugyldigt (— — —) i denne sag, uanset bestemmelsen om et vist antal kanniker og alle andre herimod stridende bestemmelser og sædvaner i denne kirke i Lubeck, selv om (— — —) myndighed var anerkendte som kanniker i samme kirke eller stræbte efter at få anerkendelse eller (— — —) kirke havde fået særligt (— — —) måde. Det var nemlig nævnte forgængers vilje, at Du med hensyn til opnåelse af nævnte præbende, kaldet Distincta, skulde foretrækkes for alle, men at der (— — —) opnå andre præbender og beneficier; (hans overdragelse gjaldt endvidere), uanset om samme biskop og kapitel eller hvilke (— — —) at de ikke skulde være pligtige til anerkendelse eller provsion af nogen, og at de ikke skulde tvinges dertil, og at (— — —) hvorved, når den ikke er tydelig omtalt eller i fuld udstrækning optaget i nævnte forgængers brev, hvis det havde været affattet herom, virkningen af denne nådesbevisning på nogen som helst måde kunne hindres (— — —) brev skulde finde særlig omtale sted; (hans overdragelse gjaldt også), hvis Du ikke havde været til stede for at (— — —) Du kom til denne kirke, gjorde det i egen person og uanset, at Du dengang sad inde med — som Du endnu gør — med et kanonikat og en præbende ved kirken i Lund. Men eftersom (— — —) erklærer vi med apostolisk myndighed, at den fornævnte nåde, der som forudskikket er vist Dig af nævnte forgænger, skal have sin virkning fra fornævnte dag, nemlig den 17. juni, som om denne forgængers brev havde været affattet under (— — —) bevis for denne nåde, og at der (— — —) bevis. Intet menneske (— — —) vort viljes- og bestemmelsesbrev eller (— — —). Givet i Avignon den 8. november i vort første pontifikatsår.