Til vore elskede sønner provsten ved kirken i Västerås, dekanen ved kirken St. Agricol i Avignon og ærkedegnen ved kirken i Linköping, hilsen o.s.v.

Det stemmer med fornuft og sømmelighed, at det, der er opnået som en nåde fra den romerske paves side, føres ud i livet, selv om der på grund af hans påfølgende død ikke er blevet affattet et pavebrev herom. I sin tid reserverede vor forgænger pave Innocens 6. — salig ihukommelse — alle de kanonikater, præbender og øvrige kirkelige beneficier, som kollektorer og underkollektorer af afgifter til pavestolen sad inde med, og som da var ledige og i fremtiden vilde blive ledige, for sin overdragelse og bestemmelse, idet han fra da af erklærede det for ugyldigt (— — —)N i denne sag. Men senere, da nævnte forgænger erfarede, at det kanonikat og den præbende ved kirken i Uppsala, som afdøde Bengt Jönsson, kannik ved samme kirke, sad inde med, mens han levede, ved denne Bengts død — han, som var underkollektor af disse frugter i staden og stiftet Uppsala og afgik ved døden uden for den romerske kurie — var blevet ledige og da stod ledige, og idet samme forgænger betænkte, at ingen uden han den gang havde kunnet eller kunde træffe bestemmelse om nævnte kanonikat og præbende, da ovennævnte forbehold og afgørelse lagde sig hindrende i vejen, og idet han ønskede at omfatte vor elskede søn Jens Mikkelsen, kannik i Ribe af præstegrad, der ved troværdige mænds vidsnesbyrd var anbefalet til ham for sit sædelige liv, sin vandel og sine andre retskafne og fortjenstfulde dyder, med nådig gunst i betragtning af disse fortjenester, var det hans vilje og bevilgede han — nemlig den 12. maj i sit pontifikats tiende år — at fornævnte kanonikat og præbende, hvis de som forudskikket var ledige, og ingen på det tidspunkt havde gjort særligt retskrav gældende på dem, med apostolisk myndighed skulde overdrages og ligeledes overgives fornævnte Jens med fuld kanonisk ret og al ret og tilbehør, uanset alle herimod (— — —)N myndighed var anerkendte som kanniker eller stræber efter at få anerkendelse eller med hensyn til (— — —)N måde. Det var nemlig samme forgængers vilje, at denne Jens med hensyn til opnåelse af nævnte kanonikat og præbende skulde foretrækkes for alle, men at der ikke derved (— — —)N hver for sig havde fået bevilget af nævnte sæde, at de ikke skulde være pligtige til anerkendelse eller provision af nogen, og at de ikke skal kunne tvinges dertil eller rammes af interdikt, suspension eller bandlysning, og at kanonikater (— — —)N ikke skal kunne tildeles nogen ved provision (— — —)N særlig, hvilken ordlyd den så havde, hvorved, når den ikke var tydeligt omtalt eller i fuld udstrækning optaget i denne forgængers brev, hvis det havde været affattet i denne sag, virkningen af dette på nogen som helst måde kunde hindres eller (— — —)N der i nævnte brev skulde finde særlig omtale sted; (vor overdragelse gælder også), hvis nævnte Jens ikke havde været til stede for at aflægge (— — —)N, og når han kom til denne kirke, gjorde det i egen person, eller (uanset) at man vidste, således som man ved, at denne sidder inde med kanonikater og præbender ved kirkerne i Ribe og Slesvig, med den hellige jomfru Maries alter i kirken i landsbyen Emmerlev og med sognekirken i landsbyen Brøndum, og at — som han forsikrede — nævnte forgænger ved provision havde givet ham landprovstiet, kaldet Vidå, i Slesvig stiftN. Men så snart samme Jens i kraft af fornævnte vilje og bevilling ukæret havde opnået nævnte kanonikat og præbende ved fornævnte kirke i Uppsala, var det nævnte forgængers vilje, at samme Jens fuldt ud, således som han af egen drift havde erklæret sig villig til, skulde afstå fornævnte sognekirke og alter, som han som forudskikket sad inde med, og som samme forgænger fra da erklærede var ledige, og desuden erklærede han det for ugyldigt, således som det var, og magtesløst, om nogen med hvilken som helst myndighed med eller uden viden herom muligvis hidtil har forsøgt eller i fremtiden skulde forsøge at handle anderledes i denne sag. Men eftersom der ikke på grund af nævnte forgængers påfølgende død er blevet affattet apostolisk brev om fornævnte vilje og bevilling, og idet det, for at nævnte Jens på grund heraf ikke skal gå glip af virkningen af denne vilje og bevilling, er vor vilje og beslutning, at vor forgængers nævnte vilje og bevilling med afgørelse og de andre ovennævnte bestemmelser skal have deres virkning fra ovenævnte dato den 12. maj, som om der, som fremstillet ovenfor, havde været affattet brev under denne dato angående vor nævnte forgængers vilje og bevilling, og at dette brev overalt skal være tilstrækkeligt som fuldstændigt bevis for fornævnte vilje og bevilling og at der ikke dertil kræves støtte i noget andet bevis, pålægger vi Eder, gode sønner, ved vort apostoliske brev, at I alle eller to eller een af Eder personligt eller ved en anden eller flere andre med fornævnte apostoliske myndighed sørger for at overdrage og overgive samme Jens fornævnte kanonikat og præbende ved kirken i Uppsala, hvis det fornævnte dag den 12. maj som forudskikket var ledigt, og ingen på det tidspunkt havde gjort særlige retskrav gældende om dem, med fuld kanonisk ret og alle rettigheder og tilbehør, idet I indfører ham eller hans befuldmægtigede på hans vegne i korporlig besiddelse af fornævnte kanonikat og præbende og deres omtalte rettigheder og tilbehør og forsvarer ham efter indførelsen, idet enhver ulovlig besidder skal fjernes derfra, og idet I sørger for, at han (— — —)N det ovenfor anførte, idet I med vor myndighed (— — —)N. Givet i Avignon den 8. november i vort første pontifikatsår.